Internationalt hovednavn klar til Nibe Festival 2018

Nordjysk festival løfter nu sløret for den første bid af programmet for 2018-udgaven

Nu tager Nibe Festival for alvor fat på offentliggørelsen af programmet for 2018-udgaven. Og det endda med et hovednavn, i form af den populære irske gruppe The Script.

De Irske hitmagere har smeltet hjerter, skabt fællessang og begejstret om og om igen med deres utallige hits over hele verden. Efterspørgslen fra publikum har været enorm, og derfor er det med ekstra stolthed, at festivalleder Peter Møller Madsen kan præsentere netop The Script.

– Vi har forhandlet med den gennem flere år, og imens er de bare blevet større og større. Og nu lykkedes det altså at lande dem som hovednavn – og det med en koncert, der bliver den eneste danske sommerkoncert i 2018, siger Peter Møller Madsen, der fortsat er i fuld gang med bookinger til den kommende festival.

Med massive ørehængere som ”The Man Who Can’t Be Moved”, ”Hall of Fame” og ”Superheroes” er der sikret et overflødighedshorn af hits når The Script indtager Nibe Festival 2018. Bandet hitter lige nu med sangen “Rain”, og det understreger bare, at gruppen er helt perfekt for Nibe, mener festivallederen:

– The Script er et optimalt hovednavn på vores festival, med masser af hits og en drøn udadvendt attitude. The Script vil altid levere den fest, som passer så godt ind i festivalens DNA og publikums ønsker, siger han, og glæder sig over, at det for tredje år i træk er lykkedes den nordjyske festival at lande en international mastodont.