Mød den sympatiske studievært og komiker, Huxi Bach. Hør om hans lykkelige barndom i Hasseris. Hvorfor han ikke nogensinde kan skrive en sørgelig sang. Hvordan han opdagede Dirch Passer i en kælder i Aalborg. Og hvordan det er gået, siden hans exit fra DR for fem år siden
APPETIZEs journalist møder Huxi i hans 94 kvadratmeter store, private hule – den lejlighed han netop er flyttet ind i på Vesterbro i København. Her er hyggeligt, ryddeligt, lyst og enkelt indrettet. På køkkenbordet står en kop kaffe parat til journalisten. Det er en ”Natholdet” kop. En af de eftertragtede kopper! Journalisten overvejer et kvart sekund at stjæle den, men opgiver planen igen. Huxi er så sympatisk, at man aldrig nogensinde ville stjæle fra ham, ikke engang selvom man kunne opnå en sjælden souvenir fra mødet med ham. Hen over natholds-kaffen falder tanken hurtigt på det underlige faktum, at Huxi faktisk slet ikke hedder Huxi i virkeligheden.
– Da min mor ventede mig, fandt min morfar på, at jeg skulle hedde Huxi. Han var en mand med stor humor, og han gik hele tiden rundt og sagde ”Huxi von Finkelstein” inspireret af lyden i klangen i navnet på hans yndlingsinstruktør, tyskeren Erich Von Stroheim. Det var min morfars første barnebarn, og det skulle fejres med et helt særligt navn, så hele graviditeten kaldte han maven for ”Huxi”. Selv hed han Poul Thomsen, griner Huxi.
– Så blev jeg født, og jeg LIGNEDE efter sigende straks en Huxi, så mine forældre besluttede at døbe mig det. Men dengang var navneloven mere restriktiv end nu, så det kunne ikke lade sig gøre. Derfor endte det med, at jeg kom til at hedde Christian, ligesom et hittebarn man ikke har noget navn til – opkaldt efter kongerækken. Jeg er dog aldrig nogensinde blevet kaldt Christian. Jeg reagerer simpelthen ikke, hvis nogen kalder mig det. Alle på vejen derhjemme kaldte mig Huxi, så det gik jo videre til både skole, gymnasium osv. Mit døbe-navn er blevet en slags formalitet, der kun står på breve fra det offentlige. Jeg skænker det aldrig en tanke, og i morgen har jeg glemt alt om det igen.
Mudderkliren og tømmerflåden
Huxi er opvokset i Aalborg, hvor hans familie boede i Hasseris – i den ”billige ende”, den der vender ned mod grusgraven. Familien bestod af moderen Kia, der arbejdede som folkeskolelærer på Sofiendal Skolen og faderen Erik, der komponerede klassisk musik og senere blev rektor på Aalborg Musikkonservatorium. Udover Huxi var der også lillebroderen Hans
– Hvordan jeg var…? Jeg var en almindelig dreng. Jeg voksede op i murermesteridyl på Elisabethvej, med en mor og far, der havde fast arbejde og den slags. Vi havde det godt og var glade, forklarer Huxi, der ikke har de store barndomstraumer at krydre artiklen med. Det tætteste han kommer på et trauma var, at han engang som dreng var tæt på at blive overvægtig, fordi han hver dag efter skole fik for vane at guffe en hel pose Hatting flûtes i sig. Men det var bare indtil hans mor opdagede uvanen og satte foden ned.
– Min gode ven Annika Aakjær har engang sagt, at jeg har haft det for godt til nogen sinde at kunne skrive sorgfulde melodier og den slags. Og det har hun sikkert ret i. Vi havde det godt. Dengang vi boede i Hasseris, kom der i løbet af 4-5 år et boom af unger på vejene omkring os, og det betød, at der var masser at lege med, og at der var et rend af unger ud og ind af husene hele tiden. Vi kunne cykle til alting, og der var kun en spytklat til svømmehallen i Haraldslund, tennisbaner og fodboldbaner, og om vinteren kælkede vi på bakkerne omkring os. Jeg havde mange gode venner i skolen. De første år var jeg venner med Peter, som i øvrigt lige er flyttet til København – jeg så ham tilfældigvis på gaden i går. Peter og mig startede med at gå i samme børnehaveklasse og samme klasse, men så skete der en forandring omkring 5.-6. klasse, hvor jeg pludselig holdt op med at dyrke sport. Vi havde dyrket en masse, og nu gad jeg ikke mere. Jeg kan huske, at der cirka samtidig med det kom en ny dreng i klassen, som hed Jeppe. Han kom fra Svendborg, og han og jeg klikkede med det samme. På nul komma fem blev vi venner – og vi begyndte at hænge ud hjemme hos ham og se The Simpsons på TV og – mest af alt – begyndte vi at høre alle Dirch Passers gamle monologer på kassettebånd. Jeppes far havde en kæmpesamling af dem. Vi kunne alle monologerne udenad, og vi skreg af grin af ”Mudderkliren”, ”Tømmerflåden” osv., husker Huxi. Han indrømmer blankt, at fritidsinteressen med Dirch Passer-båndene ikke var noget, der scorede pigehjerter. Dertil var det nok en kende for indforstået og underligt.
– Vi prøvede, at få nogle piger med hjem og høre båndene, men de gad ikke. Det var lidt en eksklusiv ting mellem Jeppe og mig, og vi sad og citerede det i timerne i skolen. ”Ruuul bølger Ruuul! Og de GJORDE det sgu’!”
Å det er ik engang løwn
Erindringen om Dirch Passer får Huxi til at bevæge sig ud af en temmelig – viser det sig – nørdet interesse for den ret ukendte, for længst afdøde og uopdagede komiker, Poul Erik Krogen.
– Han var oprindelig kapelmester for Gustav Winckler (fortæller Huxi, som om alle ved, hvem HAN var) og da han døde, begyndte Poul Erik Krogen selv at futte rundt i det nordjyske og fortælle vendelbo-historier. Han fortalte om dengang, han var i lære som kommis i sin fars købmandsbutik, og om landmanden, fiskeren og præsten, der kom ind i butikken. Det handler tit om A.C. Nielsen eller A.C. Thomsen – og det er SÅ plat, men han har sådan en vanvittig god timing kombineret med dialekt, forklarer Huxi begejstret, mens Appetizes journalist af et ægte hjerte virkelig forsøger at se det interessante i A.C. Nielsen, og hans ”å det er ik engang løwn…!
– Ja, men man skal altså forstå hele MÅDEN han fortæller historierne på, vedbliver Huxi.
– Jeg lærte Poul Erik Krogen at kende gennem først min mormor og morfar, og senere begyndte min mor også at lytte til ham. Faktisk har jeg fire cd’er med ham i min bil, så jeg hører dem, når jeg kører langt, fortæller Huxi. Journalisten er et øjeblik bange for, at han vil hente cd’erne. Men i stedet for fortsætter Huxi:
– Han opnåede heldigvis at blive sådan lidt semikendt i Nordjylland, inden han døde i 80erne. Man skal nok være nordjyde, for dels at forstå dialekten og dels for at forstå den virkelig platte humor. Det er noget med for eksempel at A.C. Nielsen en dag må skrå over marken for at nå toget. A.C. Thomsen spørger så: ”Nå, nåede du firetoget?” ”Nej………..(lang pause) Den tyr I har gåen… det er en galle pjalt.” Huxi slutter historien om sin Poul Erik Krogen fascination med at fortælle, at han forstår historiernes univers, fordi hans mors familie er fra området omkring Hørby og Frederikshavn, hvor folk virkelig VAR og SNAKKEDE sådan.
– Der er en legendarisk historie om min oldemor, der boede derude på landet, og så skulle hun i en alder af 80 år til fotograf inde i byen for første gang i sit liv. Da hun kom tilbage, blev hun spurgt, hvordan det så gik, hvortil hun vredt svarede: ”Haj så a sku ta tøjæ a Swin! Sa a så – og så gik a.”
Jeg savner det ramponerede miljø
Da Huxi skulle i 9. klasse, flyttede familien til Aarhus på grund af faderens arbejde.
– Det var meget fedt at flytte og prøve noget nyt, og jeg husker det ret tydeligt, hvordan jeg syntes det var ret spændende med en større by med flere muligheder, siger Huxi. Det er dog stadig Aalborg, der er ”der hvor han kommer fra.”
– Jeg er en del rundt i landet, og jeg kommer til Aalborg rigtigt tit. Jeg synes, at det er meget fedt, at de har fyret den af med uni derude, og at byen ikke er hverken et lilleårhus eller lillekøbenhavn. Det har vist sig at være et rigtigt valg. Jeg er lidt ambivalent omkring alt det, der er blevet gjort ved havnefronten. Selvfølgelig er det flot, men jeg savner altså det ramponerede miljø, som jeg også synes er en del af Aalborg og byens historie. Jeg kan f.eks. huske, at min far tog os med ned og kigge på de uhyggelige slamsugere. Det kan man ikke længere. Men der er masser af fede spillesteder – Skråen er helt fantastisk, fortæller Huxi, der mener, at Jomfru Ane Gade er et problem for Aalborg snarere end en fordel.
– Ja, for den gade skygger desværre for alt muligt andet i Aalborg. Gaden er det folk udefra forbinder med Aalborg, og det er ærgerligt, mener Huxi.
– Fordi vi flyttede til Aarhus, nåede jeg kun lige ind og snuse til gaden, så jeg har aldrig været én af dem, der hængte ud der. Jeg har heller aldrig syntes, at det var det store sus, de gange jeg har været der. Sidste gang jeg var der, var jeg inde på et værtshus, hvor der var et kæmpestort lykkehjul med en kæmpestor pik, der drejede rundt. Jeg fik det sådan ”nå men, vi kan da også lige finde et andet sted at drikke en øl…” Jeg ved heldigvis, at man fra Aalborgs side forsøger at gøre opmærksomhed på de mange andre sider byen har, og som en slags frafalden søn, var jeg på et tidspunkt indbudt til et kulturmøde i Aalborg, som frafalden søn, hvor også kunstneren Marco Everaristti deltog, og der sagde han, at det det bedste man kunne gøre for byen var at sprænge Jomfru Ane Gade i luften, siger Huxi, der dog smilende tilføjer, at gaden ville rejse sig ligeså hurtigt igen fra ruinerne, hvis det skete.
Advaret mod musikbranchen
De fleste af os har lydbilleder med fra barndommen. En far der fløjter, eller radioens Giro 414 med Raquel Rastenni søndag formiddag…
– Et meget trygt lydbillede fra mit hjem var min far, der spillede noget virkeligt mystisk, atonalt musik på klaveret inde i stuen, griner Huxi ved mindet og fortæller, at han selv kan se, at han ligner sin far på en prik.
– Jamen jeg mener ”på en prik!” Han ser sådan her ud, forklarer Huxi og peger på sit eget skæggede ansigt.
– Måske kunne jeg gå til et møde og udgive mig for at være ham. Det tror jeg faktisk godt kunne lykkes, hvis jeg tog briller på, griner Huxi. Hans far advarede ham faktisk mod en karriere inden for musik. Sikkert fordi han som rektor på konservatoriet så det ene dygtige unge menneske efter det andet uddanne sig direkte ud i arbejdsløshed.
– Det er en usikker branche, uanset hvor talentfuld man så end er, og han insisterede på, at vi uddannede os til noget andet. Min far var og er et meget stort ordensmenneske, og noget af det har jeg arvet. Vi blev opdraget med tillid under ansvar og lærte at lave mad og klare os selv osv. Min mor er et langt mere spontant og højlydt menneske, og underholder-genet har jeg helt sikkert arvet fra hende og fra min morfar. Han var stålindkøber på Frederikshavn Værft – men han var meget underholdende.
På 7. sal i Paris
Efter gymnasiet tog Huxi til Paris.
– Alle tog til Asien og backpack’ede, men jeg var så meget i sync med mig selv allerede dengang, at jeg godt vidste, at jeg ikke skulle til Asien efter noget. Jeg havde haft fransk i gymnasiet, og så tog jeg af sted og tænkte, at jeg kunne jo altid tage hjem igen. Der gik 14 måneder, før turen sluttede. Første dag fik jeg et sted at bo: 9 kvadratmeter på 7. sal, oppe under skråvæggene midt i Paris, med håndvask og en el-kogeplade, toilet på gangen og bad i kælderen (ja, fra 7. sal med trapper!). Det var virkelig et skørt sted. På gangen boede også en portugisisk dame på nogle-og-tres, og hendes to voksne sønner boede sammen i et andet rum. I et andet rum på størrelse med mit boede en hel kinesisk familie på fire. Det var noget af en øjenåbner for mig. Jeg ved godt, at det lyder klichéagtigt, men jeg lærte virkelig at værdsætte det, jeg havde, og jeg følte mig som en baron på mine 9 kvadratmeter, selvom jeg mest levede af pasta og ketchup.
Gennem nåleøjet til DR
Da Huxi vendte hjem til Aarhus igen, vidste han ikke, hvad han ville, så han lejede et værelse hos en læge, blev pædagogmedhjælper i et års tid og søgte så ind på Journalisthøjskolen og kom ind i første hug.
– Det er ikke for at virke hovski snovski, men jeg var altså ikke særligt begejstret for skolen. Det var noget helt andet, end jeg havde forestillet mig, og jeg var skuffet over lærerne. Efter halvandet år uden den store energi, skal vi i praktik, og jeg satser stort og søger ind til DR, selvom der kun var fire praktikpladser, der havde noget med fjernsyn at gøre, forklarer Huxi. Han var overlykkelig, da han fik praktikplads i Underholdningsafdelingen og tog springet til København.
– Jeg husker stadig følelsen, da jeg første gang gik ind i TV-byen i 6860 Søborg og kunne konstatere at nyhedsoplæserne faktisk havde ben osv. Jeg passerede Jarlen, Jørn de Mylius, Natscha Crone og Steen Bostrup. Det viser sig, at de var pissesøde derude, og jeg fik lov til alt muligt, forklarer Huxi og nærmer sig det skelsættende tidspunkt, hvor han kom på hold med bl.a. Jan Gintberg og Omar Marzouk og skulle lave fredagssatire. Det var der han begyndte at få fornemmelsen af sit eget talent.
– Jeg fik lov til at skyde ind med ideer osv., og det er jeg taknemmelig for den dag i dag.
En fest med Boogie
Huxi kom aldrig tilbage til Journalisthøjskolen igen, og til sidst blev han tilbudt en kontrakt med Danmarks Radio og kom ad den vej i gang med værtsrollen på ungdomsprogrammet Boogie, som tusindvis af danskere stadig husker ham for.
– Det var en fest at være på arbejde dengang. Ungdoms TV havde en ret høj prioritering på DR, og vi havde vores egen anarkistiske legestue i en gammel barak ved siden af det gamle tv-tårn. Vi fandt på indslag, festede og tegnede på væggen, og det kom der masser af kreativt tv ud af, og vi var på fire-fem timer om ugen. Der skete alle mulige sindssyge ting. Gæster der ikke kom, så vi måtte finde på noget andet, en regissør, der kastede op i en spand under optagelserne, eller Simon Juul og mig, der engang sendte et helt program iført dametøj, siger Huxi og ærgrer sig over, at den vildskab ikke længere findes på DR.
– Det er blevet for pænt derude til at folk skejer ud, desværre. Alt er blevet mere formateret.
Mødet med Karen
Det næste skelsættende, der skete i Huxis liv, var da han stoppede på Boogie, fordi det ikke var udfordrende nok længere, og kastede sig over den næste store milepæl: Nemlig samarbejdet med Clement Kjærsgaard i Clement Direkte.
– Det gik super godt, selvom ingen dengang anede, hvem han var. Clement er intens på godt og ondt, han arbejder helt vildt og sover kun to timer om natten. Vi lavede to sæsoner, fortæller Huxi. Huxi er også kendt for sit radio-samarbejde med den umage partner Karen Thisted, som han første gang mødte, da hun var hans gæst i Søndags Satiren på Radioens P3, hvor han var vært.
– Der skete det underligt, at vi i løbet af de to timer i radioen følte, at vi havde kendt hinanden i to år. Vi var rørende enige om de samme ting, hvad der var åndssvagt, og hvad der var interessant. Da jeg så nogle uger senere skulle sætte en redaktion sammen til et program, der skulle sendes dagligt, ville jeg ha’ Karen med. Det krævede lige, at jeg skulle lægge arm med ledelsen, men det lykkedes, fortæller Huxi. Programmerne ”Den løse kanon” med Karen Thisted blev uhyre populære og havde et gennemsnit på 456.000 lyttere hver dag.
– Vi havde det sjovt, og det kommer ud gennem højtaleren. Vi har tit snakket om, at vi nok var blevet kærester, hvis der ikke var alle de mange år imellem os.
Alting handler om valg
– Så blev Karen fyret, programmet lukkede og jeg blev spurgt, om jeg ville lave et andet program. Men så kunne jeg mærke, at mig og DR var vokset fra hinanden, og jeg afleverede min opsigelse 15 dage før mit 10 års jubilæum. Jeg har aldrig fortrudt mit valg, for jeg havde en drøm om at optræde mere lurende i baghovedet. Den 17. december 2010 var sidste gang, jeg sendte, fortæller Huxi med et skævt smil. Hvordan er livet som fri fugl så gået for Huxi?
– Det er gået over al forventning, og jeg har fundet ud af, at jeg trives godt med usikkerhed. Presset gør, at jeg får tænkt nogle tanker. Jeg er med andre ord så bange for, at der kommer nogle og fortæller mig, hvad jeg skal lave, at det giver et tilpas og kontinuerligt pres på mig, så jeg får lavet en masse ting selv. Lige nu skriver jeg på livet løs til mit one-man-show ”Valg”, der har premiere til januar. Showet handler om alle de valg, der er i livet. Alting handler om valg – lige fra hvad man skal spise til aften til folketingsvalg, forklarer Huxi og afslører, at han i sit nye show både spiller guitar og synger egne komponerede satiriske sange. Der kommer bl.a. en sang om Lars Løkke Rasmussen og en sang om fænomenet Breaking News, hvori Mogensen og Christiansen optræder.
– Jeg har et lille øvelokale på Amager, hvor jeg cykler ud, for så får jeg også rørt mig. Der er ingen udsigt eller noget som helst – der er så kedeligt, at jeg er tvunget til at arbejde. I dag var en god dag i øveren, for der kom to vers til en sang. Bagefter tog jeg hjem, og min bror kom på besøg og så støvsugede jeg, forklarer Huxi om sin hverdag, der altid begynder med kaffe og aviser.
Kærligheden kan ikke forceres
Huxi bor alene i sin nyindkøbte, lyse lejlighed, der ligger kun ganske kort fra den gamle 50 kvadratmeter store lejlighed, hvor han boede i 13 år. Den nye er større, men det skyldes ikke, at der er kommet en kæreste ind i billedet – endnu.
– Jeg har det sådan med kærligheden, at det ikke er er noget, man skal forcere. Jeg tror på, at der på et eller andet tidspunkt kommer den eneste ene ind ad døren og slår benene væk under én, siger Huxi, der trives godt med, at han af en eller anden grund kun meget sjældent er i sladderspalterne. Måske fordi han kun sjældent frekventerer de røde løbere osv.
– Jeg har fint råd til at betale en biografbillet selv, og jeg trives godt med, at der ikke er nogen, der tager et billede af mig. Det med at være kendis er et nødvendigt onde, og jeg lever med det. Men jeg sætter grænsen ved billeder af mit hjem, eller ved at fortælle om ekskærester osv. Jeg synes, at det er så unfair, at man kun får den ene version, når der bliver fortalt om et brud i medierne. Der er jo altid to versioner af virkeligheden.
