Mød Christian. Grønskollingen fra Hjørring, der på strømpesokker har startet Boxit og udviklet ideen til en landsdækkende koncern med 10 afdelinger og tre på vej. Christian startede sin første virksomhed som 10 årig, han føler sig som en løve i et bur, når han bare skal være ansat et sted, og han er genert, og ville ønske, at han ikke var det
Historien om Christian er en af den slags, som journalister elsker. Den har nemlig en helt eventyrlig begyndelse og slutning. Sådan lidt a la den amerikanske drøm – bare på nordjysk. Da Christian var 16 år tog han et år som udviklingsstudent til USA. Og det var her – in the land of opportunities – at han fik ideen til det, der senere er blevet til Boxit.
– I USA var de meget længere fremme med selfstorage. USA er kanon. De har slet ikke den der jantelovs-ting, og man kan mærke det på alle mennesker, også de familier jeg boede hos, at kulturen handler om, at man bare skal gå efter sine drømme, og ingen har ondt af, at andre har succes. Jeg boede hos to forskellige familier derovre. I den første familie var manden ansat i det amerikanske flyvevåben, mens konen var skolelærer. I den anden familie var manden sælger ved et handelsfirma, mens konen der også var lærer. Begge familier var virkelig flinke, og man bliver en del af familien på godt og ondt, mens man bor der. Desværre har jeg ikke kontakt med familierne længere, men jeg glemmer aldrig min tid der. Kulturen har påvirket mig meget og jeg tror, at jeg har taget en del af amerikanernes optimisme og åbensindede holdning med mig, siger Christian.
Millioner på strømpesokker
Christian tilføjer, at der sikkert er en grund til, at han tænder så meget på den amerikanske drøm. Hans far er nemlig af samme støbning – selv om han er fra Hjørring og ikke fra The Big Apple.
– Jeg er vokset op med fra min far, at man ikke skal lade sig stoppe, og at man bare skal videre. Tålmodighed er ikke hverken hans eller min stærke side, smiler Christian og vipper med tæerne i de sorte strømpesokker, mens han læner sig tilbage i stolen ved det gigantiske mødebord i firmaets ekstravagante mødelokale, der bl.a. rummer en udstoppet bjørn. Christian har åbenbart en vane med at gå rundt i strømpesokker. Det generer ikke ham at træffe store beslutninger, lade sig interviewe og snakke om forretninger og millioner iført strømpesokker.
Projekt mega højt tårn
Christians far er en historie for sig selv. Han er nemlig den legendariske Orla Nielsen, der grundlagde Helle Huse. (Firmaet blev i 90’erne overtaget af Niels Birch Nielsen – manden der kom på alle forsider i 2010, da han sammen med sin kone og deres næstældste datter forulykkede med et sportsfly i Sæby og efterlod sig en milliongæld, red.) Orla driver i dag nogle af selskaberne i ejendomskoncernen Escot, der med base i Aalborg driver og udlejer bolig- og erhvervsejendomme.
– Jeg har haft en tryg opvækst, hvor jeg også fik at vide, hvor skabet skulle stå henne. Min far var liiiidt mere streng end min mor, siger Christian med et smil og mindes, hvordan han altid hang ud med det faste slæng af kammeraterne Jeppe, Jesper og Morten.
– Morten gik jeg stort set altid med, men desværre har vi ikke ret meget kontakt i dag – men begge hans forældre er ansat i Boxit i Hjørring. Jeg kan huske, at vi som børn altid lavede en masse ting udenfor. Jeg husker specielt et projekt med et meget højt tårn, vi selv flikkede sammen og byggede på i timevis. Det var i flere etager, og til sidst var det nok 10-12 meter oppe i luften, så der var en fantastisk udsigt deroppefra. Projektet blev stoppet, da vi ville bygge en etage mere på, griner Christian og fortsætter:
– Ellers var det noget med at cykle, kravle i træer i skoven og spille tennis – vi stillede nogle paller op, der fungerede som net.
Firkantet og struktureret
Christians kommende kone, Caroline, siger tit til ham, at han tænker lidt firkantet. Måske er det den mere psykologiske årsag til, at hans liv i dag er helt fyldt op med meget firkantede Boxit containere og meget firkantede opbevaringsrum.
– Ja, Caroline siger, at jeg vil ha’ alting ind i kasser og faste rammer. Hun er selv meget mere løs i kanten, og det er nok meget godt, at vi supplerer hinanden der, siger Christian.
– Det med det lidt firkantede, må jeg ha’ arvet fra min far, der også er meget struktureret. Da jeg var barn arbejdede han stort set altid. Han kom ind, spiste til aften, gik ind på kontoret igen og kom så ud igen, når TV-Avisen startede. Jeg tænke aldrig over hvorfor, sådan var det bare, fortæller Christian.
Jeg blev næsvis
Man skulle måske tro, at Christian gjorde oprør mod de faste rammer, da han kom i puberteten. At han forvandlede sig til en hipster med langt skæg eller en sortklædt computerspillende emo. Men det skete ikke.
– Jeg tror ikke, at jeg var vild i puberteten. Jeg blev hængende med det faste slæng af kammerater og kom på handelsskolen i Hjørring. Det var ligesom naturligt, at det var det, man skulle. Vi gik også i byen i Hjørring engang imellem – men ikke sindssygt meget. Men jeg kan huske, at jeg blev ret næsvis over for mine forældre. Jeg svarede igen, hvis jeg blev bedt om at gøre ting osv. Der var lige pludselig en masse ting, som man skulle hjælpe med, og som jeg dengang overhovedet ikke kunne se var helt nødvendigt, siger Christian, og siger reflekterende, at det nok var fordi at hans trang til selvstændighed dengang virkelig slog igennem. Han har behov for, at der altså ikke er nogen, der skal fortælle ham, hvad han skal gøre.
– Det med at sidde stille på en stol i skolen, er jeg altså ikke ret god til, erkender Christian, mens han mindes handelsskoletiden, hvor han blev mere og mere skoletræt. Enden på det blev, at han tog et år på high school i USA – et år, der på mere end en måde skulle vise sig at blive skelsættende for hans fremtidige liv.
Mødet med Caroline
– Det med piger gik jeg ikke ret meget op i. Jeg har arbejdet meget, og så har jeg også været ret genert i den retning, siger Christian med et skævt smil, der understreger hans charmerende blanding af generthed, målrettethed og noget lidt nørdet.
– Det blev først seriøst, da jeg mødte Caroline for 6-7 år siden. Vi mødtes på et datingsite, men vi kendte allerede hinanden lidt der. Vi havde nemlig tilfældigvis truffet hinanden engang jeg vikarierede for møbelchaufføren hos Hansen Møbler og kørte møbler ud. Chaufføren boede i en lille flække mellem Manne og Løkken, og da jeg ankom for at hente lastbilen, var jeg lige inde og få kaffe – og der var Caroline, fortæller Christian. Han husker, at han også dengang syntes, at hun var sød, men han turde ikke rigtigt lægge an på hende, og desuden var det nok meget godt, for Caroline har siden fortalt, at hun tænkte om ham at han var kedelig.
– Det var hende, der kunne kende mig igen, da vi stødte på hinanden på datingsitet. Da vi mødtes var det kærlighed ved første blik, fortæller Christian. Han skal giftes med sit livs Caroline til sommer, og parret er i gang med at lægge sidste hånd på deres nybyggede og efter sigende helt fantastiske hus i Sulsted.
Slangetæmmer i Thisted
Efter USA kom Christian i lære som møbelsælger hos Hansen Møbler.
– Jeg gad simpelthen ikke gå i skole mere, så sådan et flot CV, som andre med mange eksaminer – det har jeg ikke. Mit CV er ikke-eksisterende. Jeg har taget nogle enkeltfag og merkonom-kurser, men jeg har ikke eksamen i noget, siger Christian. Jobbet hos Hansen Møbler gik rigtigt fint for Christian, der lærte en masse om salg, møbler og kundeservice.
– Jeg var der i to år, og så blev jeg indkaldt og var slangetæmmer i Thisted i to år, siger Christian og morer sig over, at journalisten hopper på joken og overrasket hæver øjenbrynene. Slangetæmmer?
– Ja, Beredskabskorpset. Jeg var der i seks måneder, og det blev der, fordi jeg dengang allerede havde stort kørekort. Man fik en masse gymnastik og en masse fine kurser. Jeg har tre forskellige førstehjælpskurser og er uddannet røgdykker. Hvem ved, om man får brug for det en dag, funderer Christian. Efter slangetæmmertiden, fortsatte han sin ”karriere” i møbelbranchen. Han fik et job hos Erling Christensen Møbler i Sindal, men han blev der ikke længe, for han følte sig som en løve i et bur, fortæller han. Måske var hans selvstændige blod begyndt at røre på sig for alvor.
Fort Knox
– Jeg stoppede hos Erling Christensen Møbler og kom hjem i firmaet og arbejdede i et stykke tid, fortæller Christian, der i den periode også drev sin udlejningsejendom og efterhånden også flere forskellige lagerhaller, kontorer og butikslokaler. Ideen til Boxit havde ligget og luret i hans baghoved siden USA-turen.
– I USA eksisterer konceptet med udlejningsbokse i fulde drag, og derfor tænkte jeg, at det også måtte kunne overføres til Danmark. Da der så kom en mulighed med en passende ejendom i Aarhus, gik jeg i gang, siger Christian. Ideen var, og er at udleje bokse til opbevaring for især private.
– Både bygningerne, alarmsystemer, indhegning osv. er gennemtænkt og skal udstråle sådan lidt Fort Knox-agtigt, så folk kan føle sig trygge. I USA er de fleste lignende koncepter sådan lidt mere garageagtige, men jeg gik efter noget mere ordentligt, og derfor er Boxit-bygningerne udformet som store firkantede betonkasser.
Rum med historie
Selvom en idé er god, er det ikke altid nok. Og i begyndelsen gik det da også lidt halvtrægt med at få danskerne til at tage Boxit til sig.
– Jeg arbejdede 7 dage om ugen de første mange måneder, og alligevel kunne der gå en hel dag, uden at der kom kunder. Der gik lidt tid før vi fik fundet ud af, hvilke kanaler vi skulle bruge for at fortælle om konceptet, og så gik det fremad derfra. I dag har vi 3000 rum i Aarhus, og vi har i alt 10 afdelinger og tre på vej. Det er fortrinsvist private, der lejer rummene – nogle for en kort periode, andre i årevis. Vi har nogle kunder i Aarhus, der har været med helt fra begyndelsen, siger Christian. Boxit-rummene fortæller alle deres egen personlige historie med de ting, der er gemt i dem: Studerende fra Aarhus, der får opbevareret deres ski og arvemøbler, fordi de ikke har plads til dem i deres studenterhybel. Den pensionerede direktør, der får opbevaret dyrebare minder fra et helt liv. Den fraskilte dame, der har brug for en mellemstation til sin samling af LP-plader og Børge Mogensen sofaer, indtil hun finder en ny, permanent bopæl.
– Der er helt vildt mange historier og følelser gemt i rummene, og det giver mening at være en del af menneskers historie på den måde, og det er en sjov forretning at drive, fordi der er mulighed for at udvikle nye koncepter.
Flytteboxen – et nyt koncept
– Vi har netop lanceret et helt nyt koncept, der hedder ”Flytteboxen”. Det går ud på, at man kan leje en Boxit container, der bliver leveret på den adresse, man skal fraflytte. Så kan man i ro og mag og helt uden at stresse, pakke hjemmet ned. Man kan bruge lige så lang tid til det, som man har brug for, og når man har pakket færdigt, ringer man til os, og så kommer vi og henter flytteboksen, kører den til den nye bopæl, hvor man så igen får den tid, man har brug for til at pakke tingene ud igen, oplyser Christian. Når man tænker over det, er flytning og opbevaring af gamle ting nærmest en slags terapeutisk proces. Når man flytter, er der både sorg og glæde forbundet med det. Sorg over at tage afsked med det, man forlader, tusind minder og oplevelser, man har haft og nu fysisk lægger bag sig, og glæde og forventning til det nye kapitel, der nu skal skrives. Mange af os – APPETIZEs journalist inklusiv – forbinder stadig flytning med stress og kaos og noget med at glemme at købe flyttekasser og ende med at gå ned i Brugsen og få fat i alle de tomme papkasser, de lige har. Derefter hjem og pakke glas og tallerkner ind i avispapir (der afgiver irriterende tryksværte, når de pakkes ud igen) pakke alt for meget ned i kasserne, så de vejer et ton og miste overblikket et eller andet sted i processen. Opbevaring er noget med at låne kælderen hos venner og bekendte eller – hvis det skal være vildt – finde en bondemand, der har en tom stald, hvor man kan få tingene til at stå for nogle hundrede kroner, mens de samler støv og møblerne kommer til at lugte af ko og gris.
– Ja, sådan er det for mange, griner Christian og forklarer, at Boxit forsøger at gøre de følelsesmæssige processer omkring flytning og opbevaring lidt nemmere, sikkert, trygt og overskueligt.
– At det faktisk virker, kan vi se på vores voksende kundegruppe på opbevaring, og vi håber, at kunderne vil tage lige så godt imod det nye koncept med Flytteboxen, som vi også kalder ”stress-fri flytning”. Caroline og jeg står selv midt i en flytning til vores nye hus, og det har givet os en perfekt anledning til at afprøve konceptet, siger Christian.
Forretningsdrivende som 10 årig
Det kan godt være, at Christian har et meget tyndt CV og ikke gider høre efter i skolen og den slags. Til gengæld har han jo helt særlige evner for at klare sig som selvstændig og udtænke nye koncepter og forretninger. De evner satte han faktisk allerede i spil som ca. 10 årig, hvor han startede en lille forretning op med græsslåning.
– Min første mulige kunde var en glarmester, og jeg kan huske, at jeg simpelthen ikke turde spørge ham, om jeg skulle slå græsset for ham, så jeg narrede min far til at ringe og spørge. Jeg var for genert, og det har været mit største problem gennem tiden, men jeg har efterhånden lært at tage mig sammen, og jeg har lært mig at håndtere det, siger Christian. I dag er jeg blevet rimelig god til at møde nye mennesker, men sådan har det ikke altid været. Jeg har lært mig at lave lidt sjov ud af det, hvis fx samtalen pludselig stopper, og i dag kan jeg godt stille mig op foran 100 mennesker og holde et foredrag – men jeg skal altid ha’ forberedt mig ekstremt godt, siger Christian. Forretningen med græsslåning gav Christian blod på tanden som selvstændig erhvervsdrivende, og allerede som 16 årig investerede han i et par sommerhuse, som han lejede ud og derefter solgte med en god fortjeneste. Han var ikke andet end en grønskolling, da han ved hjælp af fortjenesten fra sommerhusene og et lån i banken investerede i en boligejendom i Frederikshavn med 40 lejemål.
Sin fars søn
Christian fortæller, at det både har været en inspiration og et stort ansvar at være den eneste søn af Orla Nielsen.
– Jeg har været med til det hele fra jeg var helt lille. Jeg har været med ude og indrette udstillingshuse, gøre rent, slæbe møbler osv. Når der blev købt lejligheder i Aalborg, blev jeg hidkaldt for at slæbe gamle køkkener ned osv. Alt sådan noget har jeg gjort meget i, og hvis der var noget man kunne hjælpe med, blev man sat til det. Jeg er glad for alt det jeg har fået med fra ham med målrettethed og forretningssans. Men det har indimellem også været lidt hårdt, at det på en måde altid har været bestemt på forhånd, hvilken retning mit liv skulle gå i. Det føltes på en måde både som en stor tryghed og et holdepunkt, og som noget der ikke var dens store frihed i, siger Christian og berører dermed et tema, som mange sønner og døtre af stærke selvstændige kan nikke genkendende til, og som der i øvrigt også er lavet mange film og bøger om. Hvem husker f.eks. ikke kampen mellem direktøren for Bella, Kaj Holger og hans søn Erik i tv-serien Krøniken.
Selvstændige og stædige
Kaj Holger syndrom eller ej, så er det et faktum, at far og søn i dag har formået at dele vandene imellem sig. Så vellykket, at de i dag deler både kontor og til dels også medarbejdere i domicilet på Håndværkervej i Aalborg. Her driver Orla en del af ejendomsselskaberne i Escot, mens Christian bokser med andre Escot selskaber og med Boxit.
– Vi har hver vores selskaber, og noget af mandskabet deler vi, så vi er både adskilte, men også fælles om en del. Vi kan sagtens blive uenige, og så ryger der en finke. Hvad det er om? Det er alle mulige småting. Min far han er meget sådan, at hvis man fx skal sætte et skilt op et sted, så følger han det helt til dørs. Tømreren skal vide, hvordan det præcist skal sættes op, med hvilke rafter, skruer og huller. Han går meget i detaljer, og det bliver han stædigt ved med, fordi han er bygmester på den gammeldags måde og holder hånd- værkerne i hånden hele vejen. Jeg er mere uddelegerende, og når vi så begge to er lige selvstændige og stædige, så er det klart, at vi støder sammen ind imellem.
