Jakob skulle egentlig have været forsker, men endte ad omveje på teateret. omvejene førte ham til teater Nordkraft, som han har været leder for siden begyndelsen i 2010. Her drømmer man om at overraske og udfordre publikum hver gang, så ambitionerne er store
Teater Nordkraft har siden 2010 haft hjemme i Kulturcenter NORDKRAFT på havnen i Aalborg. Teateret er fusionen af to legendariske Aalborg-institutioner, nemlig Jomfru Ane Teatret (etableret 1967) og Jako-Bole Teatret (etableret 1978). Derefter er teateret kun blevet stærkere og er efterhånden blevet et af de centrale knudepunkter for avantgardistisk teater i Danmark.
Krøllet ildsjæl
Jakob Højgaard Jørgensen har været teaterleder på Teater Nordkraft siden begyndelsen i 2010, men har måske ikke lige den baggrund, man ville forvente:
– Jeg er jo filosof og litteraturvidenskabsmand. Jeg gik på filosofistudiet i 90’erne, hvor det var et megafedt institut. Derefter kom jeg til Tyskland og underviste på universitetet dernede i et par år. Så kom jeg tilbage til Danmark og troede egentlig, jeg skulle være forsker. Mens jeg gik og ventede på en ph.d., fik jeg job på et lille teater nede i Haderslev, hvor jeg egentlig mest skulle lave noget administrativt arbejde. Jeg fik dog lov til at være med til at udvikle nogle forestillinger og fik øjnene op for, at det var helt vildt sjovt, fortæller Jakob.
Jakob kom frem til, at det var sjovere at filosofere i teater fremfor at skrive artikler på universitetet, så han blev hængende i teaterverdenen og har aldrig kigget sig tilbage siden. Efter nogle år i Haderslev dukkede der pludselig en spændende stilling op i Aalborgs dengang nye kulturhus på havnefronten.
– I modsætning til mange af mine kollegaer, så er jeg jo ikke teateruddannet. Jeg er kommet af en lidt anderledes vej, siger Jakob og fortsætter;
– Jeg har altid gået i teateret, men havde aldrig forstillet mig, at jeg skulle arbejde med det professionelt. Hvis der var nogen, der havde sagt det til mig, da jeg blev færdig med at læse, så ville jeg bare have kigget mærkeligt på dem. Men når man kigger tilbage, så kan man jo godt se, hvor det kommer fra. Udover at mine forældre slæbte mig med til alt muligt teater, så var mange af mine danske stile faktisk dramaer med replikker og det hele. Så hvis jeg kigger tilbage, kan jeg godt se, hvordan teateret har invaderet alt, hvad jeg har lavet, uden jeg har lagt mærke til det, fortæller Jakob.
Publikum skal udfordres
De første par år på Teater Nordkraft handlede det allermest om at få teateret ordenligt op at stå, hvilket ifølge Jakob var hårdt arbejde.
– For det første at lave en fusion af de to teatre og derefter at flytte ind i et helt nyt sted. Men det er egentlig gået meget godt. Min ambition var at få en profil, hvor vi skulle udfordre publikum. For hvad er publikums rolle egentlig? Man kan jo sætte dem ned på en stol og bare spille noget for dem, men vi er meget optaget af at udfordre deres rolle, forklarer Jakob og fortsætter;
– Det har vi implementeret lige så langsomt, og det har skullet masseres ind i Aalborgs publikum, men det er langsomt ved at lykkes.
En af de forestillinger, hvor publikum var meget involverede, var stykket Please Continue, Hamlet, som teateret havde på plakaten her i foråret. Her var teatersalen omdannet til en retssal med dommere og advokater, der alle har deres gang i Aalborg Byret normalt. I dagens anledning havde de flyttet arena og skulle hjælpe med at bestemme Hamlets skyld i mordet på sin ekskærestes far. Der var tre skuespillere på scenen, som skulle improvisere, mens rettens folk udførte deres sædvanlige job, som de ville enhver anden dag. Publikum kunne blive udpeget som jury og havde dermed en direkte indvirkning på handlingen på scenen.
– Det var på mange måder en eksemplarisk forestilling i forhold til, hvad vi godt kunne tænke os at udsætte publikum for i det her teater, fortæller Jakob.
Et andet eksempel er Stuk, som er et traditionelt kammerspil. Publikum var dog placeret rundt om scenen på nogle stilladser, hvor de kunne kigge ned på handlingen.
– Det var nærmest som en arena, og det, tror jeg, virkede provokerende på mange publikummer. Som om de kiggede på nogle vilde dyr i bur, forklarer han.
Teateret er et møde
Der kommer flere og flere muligheder for at lade sig underholde, for eksempel digitalt og med virtuel reality, der er på vej til at blive kæmpestort, men Jakob mener stadig, at teateret kan noget helt specielt.
– Teateret er jo et møde mellem nogle, der har forberedt sig og nogle, der ikke har, og vi vil gerne udforske, hvordan det møde kan hænge sammen. Der er stadig nogle ting, som du kun kan gøre, hvis du er til stede et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Uanset hvor meget man kan klare på en skypesamtale, så sker der alligevel noget andet, når vi sidder overfor hinanden og taler. Det møde bliver ved med at være interessant, understreger han.
Samtidig er Jakob inspireret af en bølge i USA, der har fået navnet immersive theater, hvilket, som navnet antyder, har til formål at opsluge publikum, der bliver en del af værket. Det gør sig også gældende i forestillingen D’ARC, der får premiere d. 8. oktober på Teater Nordkraft. Teateret kalder det selv en revolutionsperformance, og det foregår i to etager. På teatrets hjemmeside står der: ”Med en intens sammensmeltning af installation, performance, skuespil, lys og lyd skabes et foranderligt og foruroligende værk om idealer og intentioner, vanvid og afmagt, tro og trods. En besættende rejse gennem verdens betændte røvhul.”
Stykket handler om den medicinstuderende Johanne, en moderne Jeanne d’Arc, der tager ind i junglen sammen med lejesoldaten Johnny. Der møder de en verden, som vil skræmme og udfordre både dem og publikum. Jakob fortæller, at publikum møder et mørkt, dystert og fugtigt rum, der er befolket af mærkelige karakterer. Oplevelsen vil være forskellig, alt efter hvor man placerer sig i rummet, men der er en handling, man kan følge.
Avantgarde er for alle
Der kan være nogle, der har en fordom om, at avantgardeteater er noget mærkeligt noget, der er svært at forstå. Det mener Jakob på ingen måde, er sandheden;
– Umiddelbart tror jeg ikke, at der er ret mange af vores forestillinger, der er specielt svært tilgængelige, hvis man bare går ind i det med et åbent sind. Der er ikke noget, der kræver, at man hænger sammen på en bestemt måde, eller at man ved noget bestemt. Vores ambition er altid, at vi laver forestillinger, som alle i princippet kan gå ind og se. Men det kræver selvfølgelig, at man åbner sig for det. Hvis man har nogle faste forventninger om, hvad teater er, og de forventninger ikke bliver mødt; det kan jo ske for os alle sammen, at vi lukker os. Men jeg vil vove at påstå, at der ikke er noget her, der ikke kan forstås, smiler Jakob.
Jakob understreger, at man i hvert fald ikke skal være nervøs for at komme i Teater Nordkraft, fordi man er bange for ikke at forstå, hvad der foregår på scenen:
– Overhovedet ikke. Det kan sagtens være ting, hvor man går hjem og tænker: ’Hvad fanden var det?’ Der kan sagtens være noget, man ikke forstår, men så er det måske fordi, det er en pointe, at man ikke kan eller skal forstå det, fortæller han.
Jakob kan godt lide at lave teater for små børn, fordi de kommer ind helt uden fordomme om noget som helst. De er netop fuldstændigt åbne, for de har endnu ikke lært, hvad det der teater går ud på.
– Det eneste vi ikke er optaget af, er at placere folk på en stol i mørket i tre timer og vise dem noget, de måske har set 100 gange før. Vi vil gerne overraske og give dem en helt ny oplevelse hver gang. Det er ekstremt ambitiøst, men det er også det, der driver os, siger Jakob entusiastisk.
Kærlighed til mesteren
Det klassiske teater har på sin vis stadig en stor plads på teateret. I forestillingen Please Continue, Hamlet var det Hamlet, der blev taget under kærlig behandling, og det bliver næsten ikke mere klassisk end det, når man snakker teater. I D’ARC er det den velkendte fortælling om Jeanne d’Arc, der får et helt nyt udtryk. Så teateret har efterhånden tradition for at give klassikerne et ordenligt twist, så man ser dem på ny.
Jakob har selv en stor kærlighed til Shakespeare.
– Grunden til, at jeg elsker Shakespeare, er, at han har skrevet nogle af de mest grundlæggende historier, vi kender. Hamlet – med sin sorg over farens død og opgøret med sin stedfar – er jo en urfortælling. Det samme er Romeo og Julie, når det gælder kærlighed. King Lear er urfortællingen, når det gælder stridigheder mellem en far og hans børn. Det er jo bare pissegode historier, og ligegyldigt hvor mange år der går, så vil de aldrig blive umoderne. Så længe der findes familier og mennesker, så vil de være der og have relevans, fortæller Jakob glad.
Som Jakob forklarer, så er det grundlæggende for alt teater og alle historier generelt, at der er en grundkonflikt til stede.
Indhentet af virkeligheden
Jakob fortæller, at historien om Jeanne d’Arc og Gilles de Rais i virkeligheden er en historie om idealisme og fanatisme.
– Hvor går grænsen? Det er jo nok hovedspørgsmålet i vores tid. Man kan bare se på, hvordan hele denne her Burkini-debat har udfoldet sig. Det er en side af mig, der siger, at de selvfølgelig selv skal bestemme hvil ket tøj, de har på. Der er ikke nogen, der skal blande sig i, hvil ket tøj kvinder skal have på på stranden. Samtidig er der også en anden side i mig, der siger, at burkinien jo er en undertrykkende klædedragt. Det er feministen i mig, der siger det. Der er gode feministiske grunde til den ene og den anden holdning, fortæller Jakob ærligt og fortsætter;
– Vi har virkelig store problemer med at finde ud af, hvor meget man må tro på og kæmpe for noget, før det slår over i fanatisme og ekstremisme. Det er jo sådan set det, historien om Jeanne d’Arc handler om. Det handler om en, der tror på noget og kæmper for det, men ender med at blive brændt på bålet. Vi har jo her taget fat i noget klassisk, som igen siger rigtig meget om, hvordan vores samfund ser ud lige nu. Det interessante er, at fra dengang vi begyndte at arbejde med projektet i foråret og til nu, er der sket så meget, at vi er blevet nødt til at lave ændringer i manuskriptet, fordi virkeligheden har påvirket historien. Der sker så mange ting lige nu i forhold til terrordebatten.
Jakob nævner flere eksempler på, hvor komplekst vores forhold til retfærdighed er i verden i øjeblikket. Blandt andet er de
fleste nok enige om, at Syriens præsident Assad kan ses som en ’bad guy’, for at bruge Jakobs egne ord, men Assad er samtidig langt fra lige så slem som terrororganisationen ISIS.
Rivende udvikling
Efter en time i Jakobs selskab står man tilbage med et indtryk af en mand, hvis hjerne aldrig står stille under den viltre hårpragt. Han virker til at have en sjælden blanding af ekstremt høje ambitioner, stor nysgerrighed og en fuldstændig usnobbet tilgang til verden. Det lover godt for den rivende udvikling, Teater Nordkraft stadig er midt i. Som med både Please Continue, Hamlet og D’ARC går vejen mod fremtiden også med et ben solidt plantet i historien, for Nordkraft vil jo bare gerne bevæge folk og sørge for, at de har fået noget at tænke over, når de går hjem. Altså akkurat den samme opgave, som teater har haft i al den tid, det har eksisteret.
Om D‘ARC
- D‘ARC er lavet i et samarbejde mellem Teater Nord- kraft og Sydhavn Teater, der ligger i København.
- D‘ARC er instueret af den tyske instruktør, Mirko Borscht
- D‘ARC får urpremiere på Teater Nordkraft
- D‘ARC er tosproglig (70% foregår på engelsk og 30% på dansk)
- Du kan se D‘ARC på Teater Nordkraft fra d. 8. oktober til d. 28. oktober
- Se mere om stykket her
