Filmanmeldelse: ‘Du er den’

Tekst Christina Svendsen | Foto Warner Bros. Pictures

Original titel: ’Tag’
Genre: Komedie
Premiere: 28. juni 2018
Medvirkende: Isla Fisher, Jake Johnson, Jeremy Renner, Jon Hamm, Ed Helms & Hannibal Buress
Instruktør: Jeff Tomsic
Manuskript: Rob McKittrick og Mark Steilen
Længde: 100 min

Nogle film er det svært at have høje forventninger til. ’Du er den’ er en ny amerikansk komedie, der handler om fem barndomsvenner, som har spillet fangeleg en måned om året i de sidste 30 år.

Det lyder umiddelbart som en dybt åndsforladt idé, der kun kan være skabt i Hollywoods samlebåndsfabrik for drengerøvskomedier, som ingen kan huske om en måned. Filmen hører helt bestemt med i den kategori, men gemmer alligevel også på en snert af charme, så jeg forlod biografen med et smil på læben.

Filmen handler, som sagt, om fem barndomsvenner, der har leget fanger sammen siden de var børn. Med tiden har legen udviklet sig, der er kommet regler og vedtægter, og i stedet for at holde sig til skolegården, så spænder legen sig over hele USA.

Jerry (Jeremy Renner) er i alle de 30 år aldrig blevet ’den’, så de fire andre sætter alt ind på endelig at få ham, da han skal giftes. Det er dog lettere sagt end gjort.

Det er i høj grad de fem hovedrolle-indehaveres charme, der gør at man har lyst til at blive siddende i biografen. Det er hylende sjovt, da for eksempel Hoagie (Ed Helms) får job som rengøringsmand i et større firma, på trods af at han ejer en succesfuld dyrelægepraksis, i et forsøg på at ”fange” chefen Bob Callehan (Jon Hamm), som sidder midt i et interview med den prestigefyldte avis Wall Street Journal.

På trods af at filmens morale lige så godt kunne være skrevet på en køleskabsmagnet (Man bliver først gammel, når man stopper med at lege), så er filmen lige præcis underholdende nok til en hyggelig tur i biografen. Men heller ikke mere end det.

En lille sidenote er, at ‘Du er den’ utroligt nok er bygget på en virkelig historie, hvor en gruppe middelaldrende mænd har haft en tradition om at lege fangeleg en måned om året i de sidste 23 år.

About Christina Svendsen 30 Articles
Christina er blandt andet filmanmelder og blogger for APPETIZE. Du kan læse mere fra hende på hibou.dk