En mand med en mission

tekst christina svendsen | foto Johny Kristensen

Fotograf Johny Kristensen

Hvis du er ligesom de fleste, så befinder din mobil sig mindre end en meter fra dig lige nu. Hvis der nu kom nogen og fortalte dig, at den kunne være farlig, hvad ville du så gøre? Smide den i havnen? Nej, vel? Smartphones, WI-FI og andre trådløse apparater er efterhånden blevet en del af hverdagen. Enrico Kaarsberg er en af dem, der synes vi skal tænke lidt over hvad det er vi putter i vores hjem, men han mener heller ikke, svaret er helt at undvære vores mobiler og tablets

For et år siden blev Enrico Kaarsberg opereret, da han havde nogle mistænkelige knopper på låret, der befandt sig lige under den lomme, hvor mobilen var fast inventar. Han gik i gang med at undersøge om mobilstråler egentlig var farlige, og han blev overrasket over hvad han fandt. Han mente dog ikke, at svaret var, at familien helt skulle undgå alt, der udsender stråling, og satte sig for i stedet at finde en løsning. Det fik ham til at starte firmaet RadiCover, der blandt andet laver mobilcovers, som beskytter mod strålingen fra mobiltelefonen.

Mere sikkerhed

– Hvis man nægter at bruge mobiler, så melder man sig jo ud af samfundet. Det bliver asocialt og ens børn kan ikke fungere sammen med de andre børn. Det svarer jo til i sin tid, da bilen kom frem, hvis man insisterede på at blive ved med at køre i hestevogn. Men pludselig begyndte de jo også at køre stærkt og det slog jo folk ihjel, hvad gør vi så? Så opfandt man jo stille og roligt nogle ting, der kunne beskytte, som sikkerhedsselen, airbags, og ABS. Tit og ofte kommer der noget nyt teknologi, som forandrer en hel masse, også finder man ud af bagefter, at der er en regning, der skal betales. Jeg synes, det er så sjovt, at historien fortæller, at det faktisk tog 20 år fra sikkerhedsselen blev opfundet til det blev standard i bilerne. I dag er sikkerhed jo et konkurrenceparameter, og sådan tror jeg også, det bliver på et tidspunkt for teknologindustrien.

Startede i det små

RadiCover startede i det små, hvor Enrico blandt andre brugte venner og bekendte som fokusgruppe. De var alle begejstrede, og det gav selvtillid til at søsætte de første produkter, der spredte sig som ringe i vandet.

– Jeg kunne så også godt se, bare efter det første halve år, at det kunne godt gå hen og blive det jeg egentlig ønskede mig. Det kunne blive en levevej, og det var jo tilfredsstillende at kunne leve af noget, som gav en højere mening. Udover jeg har udviklet nogen produkter, som beskytter mig selv og min familie, så kan jeg også tilbyde andre familier at gøre det samme, hvis de har lyst til det.

Idéen til RadiCover kom ud fra de bivirkninger Enrico havde fået af sit mobilforbrug.

– Jeg blev opmærksom på, at jeg fik mere og mere ondt i hovedet, når jeg talte i telefon. Det endte med, at jeg fik en skærende smerte, når jeg talte tre-fire minutter i telefon, men så tog jeg den bare på håndfri i stedet. Men det fik mig til at reflektere over det, hvorfor er der ikke nogen, der har gjort noget på det område? Fordi da jeg begyndte at søge efter løsninger på mit problem, så kom der sådan nogle mærkelige produkter frem på blandt andet eBay, for eksempel en krystal, et lille klistermærke eller jordledere. Det blev måske lige en tand for alternativt, og ville være for meget hokus pokus for de fleste.

Forandring på låret

– Undervejs i den proces begyndte jeg at observere denne her forandring på mit lår. Og det var jo, påfaldende nok, lige nøjagtig under min favorit mobil-lomme og kun lige der. Efterhånden blev det mere rødt og der kom små buler på, der blev til flere og de blev større og hårdere. Men jeg er jo en mand, så der går lidt tid før jeg går til lægen, men da min kone endelig fik sendt mig derned, så sagde lægen, der jo også er mand: „Ej, tror du ikke lige.,“ genfortæller Enrico med et smil på læben.

– Men så blev vi enige om, at vi mødtes igen om en måneds tid senere, hvor bulerne ikke var blevet mindre og han synes, at jeg skulle en tur omkring hudlægen for lige at få det tjekket. Jeg tænkte stadig, det måtte være en eller anden form for overfølsomhed eller noget andet. Vi kom så ind til hudlægen, som heller ikke kunne sige hvad det var, men de sendte mig videre til cancerafdelingen til en større biopsi. Det blev arrangeret ret hurtigt, og de tog en ordentlig luns, som skulle analyseres. I de uger det tog, må jeg indrømme, at jeg begyndte at tænke; ”Hvad fanden, der er jo ikke nogen der har skrevet nogen steder på en pakning eller andet at det her, det var farligt, så bare det nu ikke er sådan.” Men jeg kom så ind og fik svaret på biopsien, og de kunne ikke med sikkerhed sige hvad det var, men det havde en struktur, som kunne betyde at det enten var en meget sjælden ondartet tumor eller også var det ved at mutere om til at blive ondartet, så de anbefalede at få det fjernet. Jeg troede så, at de bare skulle fjerne lige omkring knopperne, men fik af vide at de muligvis skulle lave en transplantation fra det andet ben, fordi de skulle fjerne en stor luns hud. Jeg undgik at få transplantation, men det var indenfor millimeter. Havde det bare været lidt større, så skulle jeg havde haft det. Det var med stor sandsynlighed et forstadie til kræft. Jeg fik det først opereret i efteråret, og det er jo noget der er vokset over en tre-fire år, så det er en lang periode.

Sygdom gav grund til eftertanke

– Jeg kunne faktisk tegne en telefon omkring svulsterne på benet, det var det, der var sådan lidt påfaldende, ikke? Igen, det var ikke andre steder på kroppen, det var lige der, lige nøjagtigt under min mobil. Det fik mig jo til at undersøge endnu mere, fordi en ting var jo at få ondt i hovedet, en anden ting var muligvis at blive alvorlig syg. Så begyndte jeg at læse på alle de forskellige undersøgelser, der var. Og jeg kunne bare se, at der er så mange ting her, som almindelige mennesker ikke ved noget om. Altså, anerkendte forskningsgrupper, universiteter rundt om i hele verden, store, små, mellemstore, enormt store undersøgelser, som rent faktisk viser, at det her er faktisk ikke noget som vi bare kan læne os tilbage og indtage i uanede mængder. Med det hånden gik jeg igen rundt og undrede mig over, hvorfor der så ikke var nogen, der gjorde noget og jeg undersøgte markedet på kryds og tværs og fandt endnu engang kun små alternative virksomheder. Så tænkte jeg, at det kunne være at det var der her der var meningen, nå jeg nu gik med en drøm om at blive iværksætter.

Skeptikere

– Jeg er da også løbet ind i rigtig mange skeptikere, som siger, at ”Du kan da ikke få en telefon til at virke” eller ”Det passer jo ikke” og ”Undersøgelser viser sådan og sådan.” Hvor jeg siger: ”Der er nok 500 undersøgelser, der peger i den ene retning, der siger at det her er ligeså farligt som at sniffe frisk luft og så der 500 andre der peger i en anden retning der siger, at det har er måske den største bombe under folkesundheden overhovedet, hvad tror du på?”

Sundhedsstyrelsen holder sig til at de advarer, men også peger på at der ikke er evidens. Men Enrico siger, at det ikke er grund til ikke at passe på. Lige nu er mobilstråling klassificeret som ’muligvis kræftfremkaldende’, men siden klassificeringen er blevet fastlagt, er der kommet meget mere viden på banen, og vi er blevet meget mere afhængige og endnu mere storforbrugere af de her apparater end tidligere.

– I min research stødte jeg på en prognose fra elektronikindustrien selv, som forudsagde, at i 2017 ville vi have omkring 25 trådløse apparater i en hustand, i dag har vi omkring 12-15, og bare for 10 år siden havde vi kun 1 eller 2. I 2022 vil vi have over 50, fordi der er dit vækkeur, din tørretumbler, og din brødrister alle på WI-FI. I dag bliver det lynhurtigt til mange ting, når man har Apple-TV, smart-TV, iPad, computere, routere og mobiltelefoner. Selv om de har en begrænset senderadius, hvor de forurener op til 2 meter, så er sådan noget som WI-FI  jo på hele tiden, og det kan godt ske at det ikke er så skrapt i signalet, men når du bevæger dig rundt i det hele tiden, så akkumulerer det sig. Sådan et apparat bliver jo godkendt i forhold til en standard, hvor det højst må stråle 2 watt, det er vel og mærke til voksne, børn optager faktisk 60 % mere stråling som 10-årige, end et voksent menneske gør, så de vil simpelthen optage endnu mere. Men det påfaldende er, at man ikke tester i sammenhæng, altså hvordan ville et menneske kunne trives i sådan et univers her. Det er der, hvor jeg for alvor begynder at tænke, hvad det egentlig er, vi er på vej til at bevæge os ud i, fordi vi tager jo de her apparater ukritisk ind i vores husstand, hvor den ene tager den anden. Det synes jeg er skræmmende. Det er ligesom med at ryge, du starter med en cigaret, men lige pludselig er du oppe på 25-50 cigaretter om dagen. Samtidig er den cancerforskning vi har i dag, jo et eller andet sted baseret på en periode, hvor vi ikke brugte det så meget og heller ikke havde så mange apparater.

Ukendt overfølsomhed

– Noget der også er kommet frem, er en sygdom der hedder EHS, som ingen kender, men som der faktisk er 275.000 danskere, der potentielt lider af ifølge EHS Foreningen. EHS står for Elektro Hyper Sensitivitet, som betyder at man har fysiske bivirkninger af at være i forbindelse med stråling. Det kan være fra el-ledninger, men også Wi-Fi, mobiltelefoni osv. Til sidst kan man blive fyldt så meget op med stråling, at man ikke kan være omkring det. EU-kommissionen har vurderet, at der er 5-10% af befolkningen, der har det her, hvilket jeg synes er skræmmende. Endnu mere, at tallet går meget stærkt i vejret. Tungen på vægtskålen er, at de folk der får det, bliver yngre og yngre, hvor der nu er 20-25 årige, der lider alvorligt af det her. De kan potentielt ikke fungere i samfundet, fordi EHS er en overfølsomhed, hvor der ikke er andet at gøre end at flytte ud i 72. plovfure, helt ude vestpå, hvor der ikke er noget stråling. Og jeg kan da kun frygte for vores børn, som jo reelt set har fået det her, fra før de blev født, fordi de jo også har fået stråling inde i mors mave. De skal bare leve med det i mange flere år end vi andre har skulle, vi har trods alt fået lidt rabat.

Mobil i soveværelset

– Inden vi rigtig gik i gang med RadiCover, fik jeg Jysk Analyse til at lave en repræsentativ markedsundersøgelse blandt 533 danskere, hvor vi spurgte til deres bekymring i forhold til mobilstråling. Som et sjovt andet spørgsmål, så spurgte vi også om, hvor de har deres telefon til at ligge om natten. Det viste sig så at 50% havde dem til at ligge i sengen eller på natbordet og yderligere 11% havde den til at ligge i soveværelset. Så vi nåede faktisk op på at 61% havde telefonen lige i nærheden af, hvor de sov. Det var egentlig et lavere tal end vi havde troet, men stadig et meget højt tal, specielt i forhold til at en telefon ligger hele natten og stråler til de fire nærmeste master hver tyvende sekund, hvor den sender en impuls ud for at fortælle, hvor den forbinder sig. Men det forstyrrer din søvn, så i stedet for at falde ned i den dybe REM-søvn, så ligger du hele tiden i en elevatorsøvn, fordi den står og prikker på dig. Hvad der er endnu mere træls, det er at kroppen opfatter det som et angreb udefra, så dit immunforsvar bliver aktivt. Netop immunforsvaret skal bruge natten til at genopbygge celleskader, der er sket i løbet af dagen, for eksempel solskader, og det har immunforsvaret så ikke tid til. Så man får ikke bare en dårligere søvn, men man får heller ikke genoprettet alle de skader, der er sket i løbet af dagen, fordi man skal have sit vækkeur og sin livsnerve lige ved siden af sig.

– Det var en dårlig vane jeg selv havde, men da jeg begyndte at blive opmærksom på det havde jeg fået konstrueret det, vi kalder en sovepose, der reducerer strålingen med 85%. Så når den ligger 30 cm væk fra dig, er der ikke nogen stråling tilbage. Det har hele tiden været et mål, at det skulle være så nemt som muligt at bruge RadiCovers produkter. Man skal ikke lave alvorligt om på sine vaner og det skal heller ikke koste mere end hvad et almindeligt produkt i samme stil ville koste. Så soveposen kan de fleste spise, selv teenagere.

Børn og mobiler

I de fleste børnefamilier er mobiler og tablets en fast del af underholdningen, og når de kommer i skolealderen bliver tablets ofte også en del af skolearbejdet. Men Enrico ser det ikke umiddelbart som en positiv udvikling.

– De blev jo slet ikke udviklet og godkendt med børn som målgruppen, men børn bruger dem så alligevel. Så jeg synes også et eller andet sted at skolevæsnet har en kæmpe udfordring i, at de implementerer iPads i skolerne, og at der er trådløst netværk i klasserne. I første omgang synes jeg, skolerne skal anerkende, at det er problematisk i stedet for bare at negligere det. Men så længe sundhedsstyrelsen siger, at der ikke er noget evidens, så gør de ikke noget. I Frankrig har man dog lige vedtaget en lov om, at man ikke må have Wi-Fi i institutioner, hvor der er børn i alderen nul – tre år og i grundskoler skal det slukkes, når det ikke aktivt bruges i undervisningen. Det samme har man gjort i nogle dele af Tyskland og i nogle dele af Canada. Så der sker noget i andre lande, men Danmark er desværre noget bagud. Der ikke rigtig nogen politisk interesse for det, måske fordi man går ind og påvirker noget, som berører økonomien og folks hverdag for meget. Men det store forandringsskred skal komme med pres fra befolkningen, som forholder sig kritisk til for eksempel Wi-Fi i børnehaver. Men jeg har da også svært ved at få mine børn til at lægge iPaden i skuffen.

Enricos søn Leander på 5 år elsker at bruge iPaden, men det foregår altid med et tæppe i skødet, der tager strålingen. Det er akkurat ligeså naturligt hos familien, som at han selvfølgelig også skal have cykelhjelm på, når han cykler.

Rumteknologi i mobilcoveret

Materialet RadiCover bruger i deres produkter, bruger man blandt andet også i arbejdstøj på atomkraftværker, på røntgenafdelinger og i rumfartindustrien for at isolere strålingen. Enrico så de gode muligheder i materialet og besluttede sig for at prøve det af. I stedet for bare at teste produkterne hjemme på køkkenbordet, så var det vigtigt for ham, at det blev gjort ordenligt, så de tog til Delta i Aarhus, der er et af de førende uafhængige testlaboratorier i Danmark. Alle RadiCovers testrapporter ligger på nettet, frit tilgængeligt, netop fordi der ikke skal være noget tvivl om at skidtet fungerer, som Enrico siger.

– Der er mange, der tror, at når man tager strålingen væk, så kan telefonen ikke fungere, for stråling er lig med signal. Men det vi gør rent teknisk, er at vi presser strålerne ud i siderne og i toppen, så det der ikke kommer igennem front og bag, det bliver forstærket i de andre retninger.

Udvikler for familien

Filippa, Enricos datter, er en typisk præteenager, der elsker at skifte cover, så med hende i mente har Radicover designet en antistrålingsfilm, der fungerer ligesom den film man sætter på skærmen for at slippe for ridser. Så Filippa får lov at bruge hendes yndlingscover og hendes forældre sover roligere om natten, fordi strålingen bliver reduceret med 89%.

Filippa fortæller, at de bruger iPaden til lidt af hvert på skolen, blandt andet matematik, dansk grammatik og engelsk. Den er i brug næsten hver time. Enrico har lavet en anti-strålingstaske til Filippa, som hun kan transportere iPaden i om dagen og bruge som underlag, når hun laver lektier derhjemme. Men direkte adspurgt om hun altid bruger den, så siger hun:

– Nogen gange gider jeg ikke, så lægger jeg den bare på puden, så jeg ikke skal til at finde det.

– Du er lidt teenager efterhånden, indskyder Enrico.

Store vækstplaner

– Vi har for nylig været på messe i Norge, hvor vi fik de første 50 henvendelser fra folk, der gerne vil sælge vores produkter, så nu er vi ligeså stille ved også at bygge en norsk hjemmeside. Jeg er jo også bare en iværksætter, der elsker at se det lille frø, idéen, blive til noget stort og noget godt. Så det gør jo også, at selvom jeg arbejder rigtig mange timer, så synes jeg stadig, det er spændende og sjovt, hvor det jo endelig bare ville være nemmere at tage et job – meget nemmere –  og som man rent faktisk også kunne tjene lidt penge ved, siger Enrico smilende.

– Nu har vi været i gang i halvandet år og jeg har stadig ikke hævet løn på det, det er ren og skær opsparing, der tæres på. Alt hvad vi har tjent bliver videre-omsat i tests og produktudvikling. Vi har lige doneret knap 20.000 kr. til Børnecancerfonden. For hvert produkt vi sælger, så skyder vi en femmer i den retning, så vi vil også gerne tage et socialt ansvar.