En passion for familien og fodbold

EN MAND OG HANS PASSION | Thomas Augustinussen

’Klublegenden Thomas Augustinussen er fortid i AaB, når 2018 bliver til 2019. Den tidligere superligaprofil, der en overgang også var inde over landsholdet, stopper nemlig som assistenttræner i klubben. I stedet vil han satse på en karriere i erhvervslivet’, sådan lyder det på AaB’s hjemmeside. Hos os på APPETIZE glemmer vi aldrig legenden ”AUGO”, der har været en del af AaB siden han var 13 år gammel. Vi har spurgt Thomas om hvad hans passion er. Svaret er tydeligt: Min familie. Thomas har haft en travl fodboldtid og har derfor brugt sin sparsomme fritid på hustruen Pernille og deres tre børn. Og præcis mere tid til familien ved han, at han får med det nye job i forsikringsverdenen. Måske endda også lidt tid til et spil golf engang imellem

Hvad er din passion?

Min familie! Alle vil nok sige, at ens passion ikke kan være sin familie, det er jo en selvfølge. Der må da være mere? Jeg har følt et stort ansvar overfor min familie, og når jeg har været hjemme, så har det handlet om dem. Især når ens børn lørdag morgen siger: ”skal du nu afsted igen?”, Hvorfor skal du afsted, når vi har fri? Den har virkelig ramt min samvittighed. I fodbold er det ofte tirsdag eller onsdag man har fridag/weekend, og det kan man ikke bruge til så meget, når to af børnene går i skole, og der lige skal spilles klaver, danses og laves saltoer til springgymnastik. Selvfølgelig har man tid til ens børn og familie, når man er i fodboldbranchen, men der er ikke meget sammenhængende fri. En meget gammel træner har fortalt mig, at det eneste han fortryder ved et helt liv i branchen er, at han ikke så sine børn vokse op – og den frygt sidder i mig. Min ældste runder et skarpt hjørne snart, og tiden går bare så stærkt.

Hvorfor er det din passion?

Den dårlige samvittighed jeg har haft, har gjort, at jeg ikke har kunnet dedikere mig til så meget andet end min familie og fodbold. Det bliver helt sikkert meget hårdt at starte på en frisk, men jeg glæder mig til at se, hvilken farve græsset har på den anden side. AaB og fodbold vil helt sikkert altid være en stor del af mig, en stor del af min identitet. Jeg fortsætter stadig i rødt og hvidt i Tryg, og F for Fodbold bliver skiftet ud med Forsikringsassurandør. Hvis jeg skal holde det i F genren, så må jeg prøve at finde en passion indenfor Frimærker eller Fiskeri, hvis der bliver tid i fremtiden.

Hvad er det bedste ved din passion?

Jeg har i mange år (siden 1986, da jeg startede til fodbold i Aabybro) haft én passion, og det er fodbold. Med fodbolden har jeg kombineret hobby/passion/arbejde, som er et drømmescenario for de fleste. Jeg har samtidigt været privilegeret med at være det samme sted i rigtig mange år (i alt 22 år) – nemlig i AaB, som har været mit andet hjem, med Lynge Jakobsen og Erik Hamrén som reservefædre. Jeg har gennemgået mange stadier i min personlige udvikling, fra at være en usikker dreng på 13 år til at være anfører på AaBs superligahold, og nu ende drømmerejsen som assistenttræner. En rejse hvor alle mine fodboldmæssige drømme er gået i opfyldelse.