Down Memory Lane igen

For godt et års tid siden lavede jeg et indlæg om min fars minder og tilgang til musik. Så derfor er det kun på sin rette plads, at turen nu er kommet til min mor. For hun har haft mindst lige så stor indvirkning på min musiksmag, som min far har. Hun har dog nok modsat min far været mere bevidst om påvirkningen, da hun altid har været dén, der spillede meget musik og ofte inviterede mig til at danse og synge med. Hun har også altid været dén, der troede på at jeg havde gehør og en god sangstemme samt støttet mig i selv at tro på det. Så hun fortjener mindst ligeså meget applaus som min far, og derfor skal vi nu en tur ned ad Memory Lane igen.

Min mor, Elisabeth, blev ligesom min far født i slut 50’erne, og voksede dermed også op i en musikalsk brydningstid. Men modsat ham var der masser af musik i hendes barndomshjem, hvor det hele startede med en rejsegrammofon og numrene ’Kiss Me Quick’ og ’Love Me Tender’ af Elvis Presley. For ham var hendes mor, Korna, nemlig vild med. ”Der hang faktisk et billede af ham på væggen, så jeg var ikke i tvivl om, hvem Elvis var”, fortæller hun. Min mormor var alenemor, i de første 5 leveår af min mors liv, indtil gartneren Claudi kom ind i deres begges liv. Med sig bragte han ikke alene masser af kærlighed, klogskab og godnathistorier, men også musik af f.eks. Gustav Vinkler og Siw Malmkvist. Af sin nye far fik min mor også et sommerfuglenet til at fange sommerfugle med, hvilket hun syntes var vildt spændende. ”Men jeg slap dem nu altid fri igen og huskede også at far havde sagt, at jeg ikke måtte røre ved deres vinger. Jeg fik også tiden til at gå med at tegne eller samle snegle i en spand, mens jeg gik og sang med på Når Det Bliver Sommer Igen’ eller ’Min Gule Flyver’. Så sad jeg bagefter og kiggede på de flotte sneglehuse”, beretter hun. Omkring 10-års alderen begyndte hun så selv at købe dansktop plader med f.eks. Peter Belli eller Gert Gynther, og dem spillede hun på sin egen lille rejsegrammofon, som hun fik i 10-års fødselsdagsgave. ”Dén holdte i mange gode år, og jeg sled gerne mine lp-plader op”, husker hun. ”Men jeg købte også singlen ’Dizzy’ med Tommy Roe, fordi dén var så meget oppe i tiden, at man var med på moden, hvis man havde dén. Og så var han jo samtidig en flot fyr”, smågriner hun. ”Men jeg hørte også gerne Lobo, selvom han ikke var nogen skønhed. Hans musik klingede bare så godt, og jeg elskede når man kunne høre at han spillede på sin akustiske guitar.” Et par år senere begyndte hun også at lytte til The Beatles, fordi hendes fætter spillede deres plader meget. ”Jeg blev særlig vild albummet ’Let It Be’, fordi de ligesom udviklede sig fra rock’n’roll over til nogle mere følelsesmæssige melodier med nogle større budskaber i.”

Musikkens eksperimenterende og syrede periode udmøntede sig rigtigt op igennem 1970’erne i kølvandet på frigørelsen og flipper-tiden. Fra den tid husker min mor særligt Creedence Clearwater Revival, Simon & Garfunkel og Bob Dylan. Hun tilføjer samtidig, at for hende har det altid handlet mere om melodien og anvendelsen af instrumenterne end selve teksten – og navnlig saxofonen. ”Den kan ligesom udgøre prikken over i’et i helheden, ligesom med et maleri. Der er det også farverne der tiltaler mig før formen. Så hvis melodien ikke fanger mig, så gider jeg ikke at høre teksten.”

Allerede som 14-årig begyndte min mor at snige sig i byen, og det gav anledning til at udleve én af hendes andre hobbies, nemlig dansen. ”Det hele startede på In Club ved Karolinelund i Aalborg, som var sådan et halvflippet og syret sted”, fortæller hun. Men senere begyndte hun så at svinge hofterne til Abba og Boney M på Tordenskjold i Jomfru Ane Gade, hvor man skulle være rigtig pænt pyntet i tøjet for at komme ind. ”Det var gerne derinde alle marionetdukkerne sad i deres stiveste pus og næsten ikke turde dreje hovederne. Det var et sted med stiltapet på væggene, og det var også dér at byens spidser og de kendte kom. Jeg husker at jeg havde en sandfarvet plisseret nederdel på sammen med en sort bluse til livet med sådan et eller andet hvidt mønster og med sommerfugleærmer. Og så med nogle lange røde støvler, der havde 11 centimeters kinahæl. Det var rigtig moderne dengang. Men ville jeg gerne i byen i lidt mere afslappet pænt tøj, så tog jeg på Ambassadeur på Vesterbro. Det var nemlig rent stilmæssigt en tand under Tordenskjold”, forklarer hun. Men livet under diskokuglens lys var ikke nok dans i min mors liv, og hun dansede derfor også gerne i tre timer hver dag derhjemme. Hun var faktisk så god til det, at hun blev headhuntet til at undervise i diskodans på ungdomsklubben Smedegården. ”Det var jo omkring den tid at ’Grease’, ’Xanadu’ og ’Saturday Night Fever’ kom i biograferne, som jo virkelig var film man kunne identificere sig med”, tilføjer hun.

En kold marts aften i 1979 på Corner i Jomfru Ane Gade mødte hun så min far, Palle. Det var en aften, hvor hun blev ved med at sætte ’Ud I Det Blå’ på i jukeboxen, fordi den netop lige var udkommet. Så dét nummer forbinder hun særligt med netop dén aften. ”Jeg blev faktisk så vild med nummeret, at jeg gik direkte ud og købte singlen den næste dag”, husker hun. Hun endte også med at falde for min far, og ud over de lange køreture i hans brune Opel Kadétt samt gode ture i biografen, så introducerede han hende også for en mere rocket musiksmag. De var således sammen om at opdage og høre en masse ny musik op igennem 1980’erne og 1990’erne, som f.eks. Toto, Roxette, Mike Oldfield, Scorpions, Heart og Tina Turner.

På den danske musikscene har min mor været mest glad for at lytte til Kim Larsen, John Mogensen, Dodo and the Dodos og Bamses Venner. ”For Dodo har jo bare sådan en dejlig sangstemme og klang, og John Mogensen og Bamse er på en eller anden måde så dejlig danske i deres tekster og sprog”, synes hun. Men ellers holder hun også af at dyrke andre musikgenrer, som for eksempel jazz, blues og klassisk musik. ”Jeg er vild med, hvordan klassisk musik kører op og ned i niveauer og spiller på både sanserne og følelserne. Det kan f.eks. være måden, hvorpå instrumenterne sætter ind, og jeg er specielt vild med klarinetten, bassen og saxofonen”, forklarer hun. Særligt den sidste genre er én af dem, som hun ynder at opleve sammen med mig i for eksempel Musikkens Hus, hvor den sidste koncert var ’Mesterværker af Mozart’. Når jeg spørger ind til, hvilke andre koncertoplevelser, der står skarpt for hende, nævner hun blandt andet A-ha i Tivoli sidste sommer. ”Det var en speciel oplevelse, og jeg kan godt lide deres musik, specielt Morten Harkets stemme. Den er jo helt fantastisk!” Dog er én af de oplevelser, som stadig står allerstærkest i hukommelsen, koncerten med Elton John i AKKC tilbage i 2004. ”Det var en intimkoncert, hvor man kun hørte ham og hans flygel. Han spillede ene gode numre, og han spillede dem bare knaldgodt!”

Når jeg spørger ind til musik af nyere dato, så siger det ikke rigtigt min mor så forfærdelig meget. ”Det er jo meget hiphop og rap, og det kan jeg ikke fordrage. Popmusik er heller ikke rigtig pop længere, og jeg synes at meget af musikken nu til dags har tabt melodien.” Men hun kan dog godt gå hen og forelske sig i filmmusik som f.eks. fra Burlesque, Bodyguard og Moulin Rouge, og ellers bruger hun også flittigt YouTube til at dyrke fortidens gode hits og smukke sangerinder med stærke sangstemmer, som hun mener at f.eks. Nana Mouskouri, Kate Bush, Olivia Newton-John, Susan Boyle og Agnetha Fältskog besidder.

Musikken har altid fyldt meget i min mors liv, og som ung drømte hun om en karriere som backup danser, ligesom i filmen ’Flashdance’, for én af de store musikstjerner. Men eftersom hun også altid har været glad for at tegne, endte hun i sidste ende med at gå en helt anden vej – en vej som førte hende dybere ind i malerkunstens verden. Den vej har udviklet sig til at være hendes åndehul fra hverdagens stress og jag, og ligesom kunsten har musikken også været en abstrakt kilde til inspiration. Derfor har hun til sine seneste kunstværker – under navnet ’Solsikkens Død’ – for eksempel brugt numrene ’Sound Of Silence’ og ’These Are The Days Of Our Lives’ som inspirationskilder. Hvis det skulle have nogens interesse, så udstiller hun disse værker den 3 – 15 August (2019) på ARTtime Gallery i Udine i Italien samt på Domus Art i Vejle (Danmark) til november (2019). Jeg elsker virkelig min mor og hendes evige tro på det bedste i mig som menneske samt den musikalske glæde og nostalgi, som hun altid har bragt ind i mit liv. Alle numrene, som der er linket til i dette indlæg, er desuden særligt udvalgte fra min mors egen playliste, og med disse ord vil jeg slutte for denne gang og ønske jer alle en rigtig god sommer!