Den største ondskab er ligegyldigheden

Reklame | Teater Nordkraft

Annonce – Det er nemt at blive enige om, at fortidens rædsler ikke må gentage sig, men straks sværere at undgå. En ny forestilling på Teater Nordkraft udstiller, hvor svært det er for os at forholde os til vores egen for- og nutids store kriser

I vinteren 1944/45 flygtede civile tyskere i tusindetal til det besatte Danmark for at undslippe den sovjetiske hær, og ca. 40.000 flygtninge endte i og omkring Aalborg, hvor de blev interneret i lejre. Et fraterniseringsforbud forbød enhver kontakt mellem danskerne og de tyske flygtninge, som derfor levede en isoleret paralleltilværelse bag hegn. I 1949 vendte flygtningene tilbage til Tyskland med undtagelse af de godt tusinde sjæle, der ligger begravet på Søndre Kirkegård.

Historien om de tyske flygtninge i Nordjylland er et overraskende ukendt kapitel for mange – selvom den minder om noget, vi ser i verden omkring os i dag.

Året, hvor Danmark husker

2020 er 75-året for befrielsen og officielt kulturelt venskabsår mellem Danmark og Tyskland. I den anledning har Teater Nordkraft bedt den tyske dramatiker Nis Momme-Stockmann skrive en forestilling med udgangspunkt i de mange flygtninge i Aalborg under krigen.

Det er blevet til et stykke, hvor hovedpersonen ligner manuskriptforfatteren selv. Født i det danske mindretal i Tyskland og derfor sat i et stort identitetsmæssigt dilemma. Forestillingens centrale omdrejningspunkt bliver forfatterens egen skrivekrise, der udløses af hans store vanskeligheder ved at forholde sig til historien.

Hans egen eskalerende livskrise optager ham nemlig så meget, at den historie, han skal arbejde med, bliver umulig for ham at rigtigt mærke og forstå.

Åbner de helt store spørgsmål

Det er baggrunden for forestillingen, der bl.a. rejser spørgsmålene: Kan man holde fast i at være humanist midt i alle disse grusomme historier fra fortid og nutid? Hvordan kan man som menneske rumme, mærke og forstå datidens og nutidens rædsler – hvis overhovedet? Hvordan påvirker vores identitet som dansk eller tysk os i dag?

Som tysker har hovedpersonen nemlig rigtigt svært ved at beskrive anden verdenskrig. Han synes egentlig, det er interessant at beskæftige sig med de tyske flygtninge i Danmark, og de moralske målestokke, som vi bruger lige nu til at tage imod – eller ikke tage imod – flygtninge i Europa. Men hvordan beskriver han krigens og flygtningenes rædsler, så publikum virkelig forstår? Hvordan undgår han at gøre tragedien til underholdning?

Den farlige ligegyldighed

Men hovedpersonens egen livskrise, hans egen sammensatte identitet som tysker og dansker, hele historien om anden verdenskrig, som vi er ved at glemme, de flygtninge, som sejler over Middelhavet i håbet om et liv i Europa – er for meget at rumme. Resultatet er en livsfarlig ligegyldighed, som sætter os i risiko for at gentage historiens rædsler.

– ”1945 – Historien om en Flugt” handler om, hvad der sker, når vi ikke kender og forstår vores egen historie. Den manglende refleksion skaber ligegyldighed. Og ligegyldigheden er det farligste, der findes. Det ser vi gennem stykkets hovedperson, der er så optaget af sig selv, sin karriere og sin private krise, at han ikke kan rumme andre mennesker og de globale problemstillinger. Og kan man så kalde sig humanist? Betyder vores idealer noget, hvis vi ikke handler efter dem?, siger Lene Skytt, som har instrueret dette fremragende stykke scenekunst, der på samme tid er samtidsteater og en historisk refleksion.

En spektakulær grimhed

Forestillingen er en sort tragikomedie om ligegyldighed versus medmenneskelighed og empati versus narcissisme. Kostumerne er groteske og bygget op som en afspejling af det, der foregår i hovedpersonens øjne og sind – alt er grimt og forkvaklet, fordi der er grimt og forkvaklet indeni ham. Som forestillingen skrider frem, og hovedpersonen går mere og mere i opløsning, degenereres universet tilsvarende.

OM FORESTILLINGEN:

”1945 – Historien om en flugt” er skrevet af den tyske dramatiker Nis Momme-Stockmann og instrueret af Lene Skytt. Medvirkende skuespillere er Lærke Schærff Engelbrecht, Jacque Lauritsen og Thomas Nielsen. Kostumer er designet af Lauraline Gormsen Demonet.

Forestillingen spiller på Teater Nordkraft fra 27. februar til 13. marts. Billetter kan købes på teaternordkraft.dk.