Den nye Nørregade

Den nye Nørregade er blevet omdannet til en attraktiv gågade med en unik og selvstændig identitet.
I denne sammenhæng er der derfor officiel indvielse af gaden fredag d. 1. september kl. 16.00. Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen vil klippe den røde snor, og derefter gå gennem Nørregade, hvor der afslutningsvis vil være et glas bobler på Sankt Hans Torv i krydset ved Sankt Hans Gade. I dagens anledning vil gadens butikker være udsmykket, og butikkerne vil i samarbejde med Aalborg Cityforening stå for musik med mere.

I en pressemeddelelse fra Aalborg Kommune udtaler borgmesteren: ”Det har været en lang men også god proces, hvor vi har haft en høj grad af involvering af både gadens beboere og forretningsdrivende. Jeg synes, at resultatet er meget fint, og det er mit indtryk, at det er blevet modtaget rigtigt godt”.

Aalborg Kommune har 2016 og 2017 gennemført et stort lednings-og belægningsarbejde i Nørregade. Gaden har fået ny granitbelægning, inventar og beplantning. Der er også sket en fornyelse og udskiftning af en række lednings- og kabeltyper, kloak-, gas- og vandledninger samt el- og fiberkabler. Nørregade er blevet forvandlet til en attraktiv og smuk gågade med et grønt islæt. Gaden indeholder nu slanke træer, klatreplanter og blomsterkummer. Derudover markeres hver indgang med en portal med særlig belysning og grønne planter. Den nye belægning på gaden består af lyse og mørke sten, som løber i midten af gaden i et uregelmæssigt mønster. Siderne er belagt med mørke chaussésten. Dette er med til at understrege Nørregades helt særlig karakter, og den er med til at sikre, at gaden hænger sammen med de øvrige gader.