Sommer og tordenvejr er over os, imens jeg sidder og skriver. Sol i København og store regndråber i Nørresundby. Ingefær og citron i teen og en toast med hjemmelavet svampepaté og friskhakket chili. Regnen triller ned ad ruden, og fødderne er pakket ind i sokker, selvom der står juni i kalenderen, så det er helt okay at pakke tæppet tættere om kroppen, og stille nyde lyden af Thors bukke, der buldrer af sted henover himmelhvælvingen, lukke øjnene og trække vejret.
Når solen bobler over og isterningerne smelter hurtigere end en teenagers hjerte, bliver de forbudte følelser nemlig mere synlige og skiller sig mere ud. De forbudte følelser, der kommer og danser med sindet, som de forbudte trin. I en besnærende argentinsk tango kan de tage over, holde en fikseret i et stramt tag, et forførende blik, åndedrættet fortættes og svimmelheden lurer lige om hjørnet. En lille flig af de forbudte følelser, der tager farve og form efter sind og person.
Sårbar, sensitiv, ustabil og smådeprimeret. Dybt deprimeret og depressiv, manisk og skizofren, kugleskør og farverig, bipolar, bogstavskombineret fra A til Z, autist eller blot lidt asperger, måske meget eller begge dele, tre eller fire? Grib en håndfuld diagnoser, og strø dem som konfetti henover journalerne. Både de åbenlyse journaler, de skjulte, dem der aldrig blev skrevet, kun tænkt, og dem der blæste i vinden og forsvandt.
Mennesker af hjerteblod diagnosticeres, fikseres, tvangsmedicineres og gemmes væk, lukkes inde og ud, glemmes væk, sættes på en hylde og støves af engang imellem. Alle ramt på hjerte og sjæl. Og så er der alle dem, der ”blot” bliver ramt til husbehov, indtil det måske en dag går galt.
Psykiatrien ligger på kanten af den højeste bjergskrænt i Mordors land. Ufremkommeligt skyggeland som vækker utryghed, og sender tankerne på virkelighedsflugt blandt både Hobbitter og mennesker. Vi lukker vores øjne, det er ikke en del af vores verden. Vi ønsker den ikke. Og vi forstår den ikke. De forbudte følelser i en buket med cellofan og sløjfe. En tabubombe af cellofan. Vi tror, vi kan rumme det hele, vi har en stor forståelse, der er ingen forskel på et brækket ben eller en forslået, forskammet og uforstået sjæl. Men forbudte følelser i solskinsvejr kan stadig være svære at rumme for andre, der ikke har prøvet dem på egen krop. Og jeg kan godt forstå det, fordi psykiatrien har masser af diagnoser, men ikke en facitliste, som min gamle Hej Matematik bog. Diagnoser er blot bogstaver på et stykke papir. Det er ikke mennesket i sig selv. Vi ved aldrig helt, hvad vi står overfor, og så er det meget nemmere at gå over på den anden side af fortovet, eller blot stoppe med at ringe. Er det mon en vinterdepression, eller er min veninde blevet skingrende skør, gad vide om hun overhovedet kan huske, hvordan man laver en opbagt sovs mere, eller sætte bilen i bakgear. Jeg tror hellere, jeg må køre fra nu af, når vi ses.
Lider Rasmus Paludan af storhedsvanvid? Er han mon i bund og grund en dybt såret sjæl, der trænger til en stor kold fadøl og en samfundskrammer? Udskældt og latterliggjort for både ord, handlinger og personlighed af den ene fløj og hædret af den anden. Den unge klimaaktivist og svenske skolepige Greta Thunberg burde beskyttes mod de store verdensmasser af klimatosser og ikke blive brugt i et politisk spin som en skakbrik skåret i alabast, hun er jo autist, og dermed ude af stand til at tage vare på sig selv og egne holdninger og handlinger, mener nogen. Andre hylder pigen som ikon på paradigmeskift og forståelsen for moder jord og ser hendes autisme som en styrke.
Karlsens kone blev indlagt på den lukkede afdeling i sidste uge. Tænk … hun virkede da ellers så glad og fyldt med overskud, hvisker de nede i Kvickly over køledisken. Trist. Og så blev Karlsens nummer i smug, slettet i mobilen.
Den kinesiske Hærfører Sun Tsu var, blandt flere, ophavsmand til tesen om, at man ikke kan kæmpe kampe på flere fronter ad gangen og forvente at vinde. Men alle dem der lander i Mordors land, lige der på kanten af den højeste bjergskrænt, de har slet ikke et valg, og én kamp kommer aldrig alene.
Jeg har kæmpet på mange fronter hele livet. Mange slag blev tabt, men lige så mange vundet. Nogle af mine nærmeste har kæmpet og kæmper stadig. Store personligheder, som jeg nærer dyb respekt for og beundrer, kæmper hver dag, det samme gør en stor del af den danske befolkning. Hver dag. Ifølge Sundhedsstyrelsen bliver cirka 20 % af befolkningen hvert år ramt på deres mentale sundhed, og mange går rundt, bliver aldrig set eller hørt, og kæmper i smug – i frygt for at blive stemplet, udstødt og puttet i en af de store kasser, de måske aldrig vil kunne slippe ud af igen.
For mange år siden gik jeg ned gennem Pistolstræde i København, jeg var så glad. Sommeren og solen boblede og isterningerne i glasset, smeltede hurtigere end en teenagers hjerte. Jeg besluttede, at ville forkæle mig selv på vej hjem, og købte en stor smuk buket blomster svøbt i dybe orange farver og duftende vildskab. Jeg fandt min smukkeste kinesiske vase frem og lod den pryde kakkelbordet under yndlingsmaleriet i et stilleben af harmoni og glæde. Men de forbudte følelser kom og greb mig. I en argentinsk tango, blev jeg holdt fast til svimmelheden og gråden pressede sig på. Jeg tog den store smukke buket med ud i køkkenet, og klippede hovederne af alle blomsterne i aftensolen og satte mig i et hjørne på badeværelsesgulvet og blev siddende der til ud på natten.
Sommeren er her. Og sårbarheden står til fri skue. Lad os vise den støtte både i ord og handling, det har sårbarheden så ufatteligt meget brug for.
Grib, rum & elsk. Kærlig hilsen Josefine <3
