Jeg kan høre min mormors stemme synge den sang for mit indre øre.
Dengang, i 1800-tallet, da teksten til sangen blev skrevet, var verden sikkert endnu, endnu, endnu større, end den er nu – for der var så meget, man ikke vidste.
Men… ærligt talt. Jeg kan mærke et kæmpe paradoks, der har naget mig i mange måneder nu. Måske sådan set også længere end det. Vi taler så meget om, at verden er blevet mindre, og globalisering, og hurtigruter, og egen-producerede pakker, der bliver sendt udenlands for at få en sløjfe på i Kina, hvorefter det sendes tilbage til Danmark igen for mindre, end det koster at købe et enkelt Jenka-tyggegummi.
Kan det virkelig passe, at verden er blevet så lille, at den føles alt, alt for stor? Sådan lige nu?
For, er det ikke nærmest sådan, at følgende er, hvad den almindelige borger (som f.eks. mig) skal overskue på daglig basis?
– DAGENS SMITTETAL… Hvor en virolog fortæller, om det er på vej til at blive noget større lort, end det var i forvejen, eller om vi kan trække vejret bare en lille smule mere ned i maven i et døgns tid, eller om det bare er det samme som i går, som jo heller ikke er for godt!
– SÅ OG SÅ MANGE NYE SMITTEDE ER DER I… Tyskland, Frankrig, USA, England, Belgien, Finland, Singapore, en caribisk øhavs-stat, en storby i Malaysia og så selvfølgelig det samlede, store tal, der hedder, hvor mange nye smittede, der er, på VERDENSPLAN.
– OG I ANDRE LANDE, DER GØR DE SÅDAN OG SÅDAN… Og det er der så de og de holdninger til, og den og den politiker er kommet i modvind, og jeg kan mærke én ting vokse inden i mig. Nemlig, at jeg personligt ikke ved en skid, fordi jeg ikke har en skid forstand på det, og derfor vil jeg så gerne bruge lige præcis dén hjernekapacitet på noget andet. Men nu er den jo taget.
– ALT DET ANDET SHIT… At der er folk, som ikke kan enes. At naturkatastrofer sker. At der er sult. Global opvarmning. Hungersnød. Flygtningelejre med mennesker, der lider. Det er grufuldt. Det æder livsmodet at vide, at så mange mennesker ikke har det godt.
Så… hvad skal jeg gøre? Lille mig, der kun er en mikro-makro-my-brik i universet og Lasses store verden?
Svaret kom måske egentlig allermest, den Herrens Dag i november, da pressemødets formål var at lukke syv, nordjyske kommuner ned – hvoraf jeg bor i den ene. Pludselig måtte vi ikke tage til Aalborg. Vi måtte ikke få besøg af eller besøge adskillige, nære familiemedlemmer. Vi kunne ikke være sammen med vores venner. Det hele lukkede sig mere og mere. Og nu kommer det så…
For lige med undtagelse af det med at se vores skønne venner og vores elskede familiemedlemmer – så gjorde det mig ikke det store. Faktisk, så havde jeg det modsatte af et problem med det.
Min verden var gjort mindre, på en helt ny og ikke-globaliseret måde. Og jeg kunne mærke, hvordan noget i mig pludselig begyndte at spille i trygge klange. Der var storm omkring mig – og det kan jeg godt forstå, for en masse mennesker kom i store problemer både arbejdsmæssigt og privat – men lige i mit tilfælde var det velkomment, at min verden skrumpede ind til noget, der på en eller anden måde var mere overskueligt.
Hvilket leder mig frem til 1950’er-mennesket. Havde man det nemmere for 70 år siden? Altså lige på dette punkt?
Jeg ved godt, der var hårde vilkår for mange mennesker. Der var også kold krig og polio. Men til gengæld havde man ikke 157836 gule breaking-bjælker smasket op i fjæset hver dag. Man havde havde heller ikke 15 forskellige muligheder for at se nyheder i døgndrift på TV og tablet, og man havde ikke en helt utrolig mængde mennesker på sociale medier, som pludselig en dag vågnede op og var blevet virologer i løbet af natten. Kort sagt, ens egen lille verden var nok ganske lille.
Og jeg har sådan brug for, at min også får lov til at være det! Derfor har jeg også tilladt mig selv at dyrke det, alt hvad jeg kan.
Det gør jeg f.eks. ved at gøre ting langsomt. F.eks. brugte jeg forleden 1,5 time på først at skolde, smutte og hakke mandler. Jeg stod med en pose hakkede i hånden i supermarkedet, men tænkte, ”…saftsuseme nej! Dette her skal være min private protest mod verden-alt-for-stor!” og så stod der jo i opskriften i Frk. Jensens gamle kogebog, at de skulle smuttes. Dengang, på Frk. Jensens tid, havde der ikke været noget at rafle om.
Jeg gør det også ved at efterleve, hvad Majestæten sagde i nytårstalen for et par år siden. ”Vi skal gøre noget unyttigt…” – det har hun altså ret i, Margrethe! Jeg er træt, træt, træt af effektivisering og systemer og ring mellem 12 og 13 på torsdage i ulige uger. Er det fordi, det forventes, at vi er lavet af rustfrit stål indeni? Og at vi alle sammen får en næsten orgasmisk tilfredstillelse af at tænke på mennesker som tal? Nej, altså. Og min protest mod det er min søns ukulele. Den er jeg begyndt at spille på, og jeg nyder det som bare pokker, for den er god til reggae, folk, børnesange og alt muligt, og jeg kan sidde med den meget længe og have det rart. Og hvis I kender et sted, der har alt for firkantede, hvide vægge og alt for stramme telefontider og alt for stressede og måske sure mennesker, som har glemt, hvordan man taler med hjertet – så kommer jeg gerne og spiller en julesang på den.
Jeg juler også i ekstrem grad. Det er meningsfuldt for mig, og det betyder alt i hele min lille verden, at mine børn får en hyggelig, magisk og tryg jul. Og jeg kigger på smukke ting. Det bliver man nødt til, som modvægt til regnvejrsmudder og smittetal.
Og så er der alle store, globale problemer fra før. De forsvinder jo altså ikke, fordi min verden skrumper. Men i stedet for at nedsynke i meningsløshedens dyb, må det handle om, hvad jeg KAN gøre fra mit udgangspunkt, og jeg vil slutte fred med, at jeg ikke kan fjerne alt ondt med et knips. Men jeg kan støtte Mødrehjælpen og Unicef (eller andre velgørenhedsorganisationer), og jeg kan tænke over, hvilke valg, jeg tager i min hverdag, og jeg kan dele ud af det, jeg har mere end nok af.
Og… så dig, der læser med. Jeg håber, du af og til også kan gøre din verden lille, når du har brug for det. Julekram fra mig <3
