Jeg læste netop min 2018s instagram opslag. “Går ind i året med lidt mere rummelighed, ro…”
Lyder så sandeligt som en ophøjet og overskudsagtig udgave af mig selv. Var jeg vist også. Husker mig selv i en rus af lykke. Forelskelse og opslugt af ren idyl.
– og gjorde jeg så det?
Jeg tror i hvert fald, jeg havde indstillingen de første par måneder… Jeg husker tiden som god. Ikke for mange opgaver, så stress opstod, men det hele glidende og derfor god!
Jeg fik lov at undervise på UCN, og havde flere hold som gæsteunderviser. Var en spændende tid. Vildt fedt at opleve de engagerede studerende, og særligt deres iver efter at lære fra erhvervslivet. For mig var det et fantastisk match, at den viden, jeg har tillært mig gennem årenes mange projekter, pludselig gav værdi for andre. For ja, må indrømme, at det der tit fylder, er alle de failures, som har fulgt med. – og pludseligt giver det hele mere mening, at fejle, at lære og forbedre, og kunne videregive. Føler mig helt heldig, lidt lyksalig – og taknemlig. Er da fantastisk, at nogen kan have glæde af det!
Selvom sommerens varme udeblev, så var sommertiden igen i år min absolut yndlingstid. Alle de dejlige besøg vi havde i vores have. Nordmanden flyttede til DK, og vi fik en hjørnehave direkte ud til engen. Ren idyl! …at vi lige have dobbelt af alt, og sorteringsarbejdet har taget et halv års tid, og vi først nu har fået det sidste på plads, eller næsten altså…
Og så tog det hele fart. Efteråret skulle vise sig, at blive galoperende. Et bump på vejen, som først væltede alt, skulle vise sig at være det bedste, der kunne ske. Fik befriet mig for en grim byrde, og løsrevet mig fra det ufine og beskidte!
Puh ha, godt jeg kom væk derfra – og ja, tiden heler alle sår. Men grunden til, at jeg skriver om det (igen), skyldes jeg virkelig oprigtig er inderligt træt af, at vi skal tysse alt væk. Det bump fødte ligesom en række nye initiativer.
Derfor har jeg også startet podcasten; Shh, det taler vi ikke om! Måske har du allerede lyttet med? Den omhandler tabuer, alt det vi ikke må sige højt. – og boy oh boy, hvor har jeg haft besøg af mange interessante personer, som alle har nogle virkelig fantastiske sandheder, de tør dele. Om det handler om nøgenhed og kroppen, manglende faderfigur, kynismen i musikbranchen, aborter, alkoholmisbrug eller balancen mellem arbejde og privatlivet.
Oveni har jeg rebranded mig selv. Ny web-site ; kathrineskovsgaard.dk med kurser, seminar, workshops og foredrag. – og allerede fået lov at være endnu mere ude end normalvis. Lucky me. – men (som nok er mest kendt fra Blinkende Lygter), så “vil jeg gerne mere ud (Torkild)”. Så kender du nogen, der kunne have glæde af en workshop, et kursus eller endda et oplæg, så sig til!
Sidste nyheder for 2019 er min værtsrollen for den nye lokale TV-kanal, TV-frihed.dk, hvor jeg har fået lov at være kulturvært. Allerede inden juleferien blev de to første ugers optagelser skudt i studiet i Urban City ved Råt&Godt i Aalborg. Jeg havde besøg af fire herlige ildsjæle, som alle har det tilfælles, at de brænder for deres projekt. Du kan godt glæde dig! Fra første uge i januar kan du se første udsendelser.
Oveni har jeg fået lov at være vært for APPETIZEs egen podcast. Du kan allerede nu høre de første seks episoder. Her iblandt høre et interview med selveste julemanden og hans ’christmas spirit’, som man må bære i hjertet som julemand. Samt besøget af vores kvindepanel omkring fordomme, hvor Jeanett fra Weltklasse, Louise fra BlueRoom og Anne udtaler sig. Kan allerede nu røbe, at et mandepanel også er på besøg… Er du glad for at få artikler læst op, så kan du også opleve det. Se alle episoderne på alle streamingstjenester.
Hvad lader jeg så ligge i det gamle?
Måske den del af mig, som har forventninger så store som selv en kinesisk hær ikke kunne indfri…
Der har alle dage siddet en tyran af en selvkritiker og skreget for fuld smadder på skulderen. “Hurtigere, hurtigere! Bedre, bedre! Mere, mereeee!” Sjældent giver den mig ro… for det kan jo altid blive bedre… eller kan det!? Græsset er jo ikke grønnere. Mr-Perfekt-Business-her-spiller-alt-på-LinkedIn og Miss-evig-lækker-på-insta – de har også dage med racer-røv, snot i hele trynen og en liste så lang af forsømmelser…
Det synes bare ikke. Ih nej, alt er poleret, så filtreret og uh så perfekt-perfekt.
– og hvad gør det ved mig? Tjah, de der billeder samler sig og min kære hjerne sammenligner med mit liv – og så kan jeg godt lige hilse og fortælle, der er krig indendørs. For mit liv er langtfra perfekt. Selvom jeg nu er fyldt 35, og nok burde være voksen nok til at skelne, så lykkedes det ikke altid. I bund og grund skaber det et unødigt stress. For hvis han, han, hun og hun og de der har, og jeg ikke har, så er der vel endnu en grund til at Kaptain Tyran på min skulder skriger op. – og tro mig, det gør han!
Så hvordan lukker jeg munden på ham? Godt spørgsmål! Det er sandelig ikke så let endda. Hjælper ikke at lukke ørerne. Han kender smutvejene…
På baggrund af også dette års erfaringer i mødet med virkelig mange andre, hvis forhold til de Sociale Medier er blevet så usundt, at de endda er blevet syge af det. Her taler vi ikke bare en overgang med midt stress. Eller depression med endda indlæggelser på psykiatrisk, så er det åbenlyst, at kuren nok er væk fra og hen imod noget mere givende og værdiskabende.
Men kan man så det? De medier er jo vanedannende. Der er jo skabt et slags afhængighedsforhold. Et sygeligt farligt forhold. Jagten på likes er stukket helt af. Vi ved at “de dumme unge” sletter opslag, hvis det ikke har givet et vist antal likes. “Åh så’n noget pjat!” tænker de fleste, meeeeeen reagerer de bare sundt, på noget vi voksne synes at beherske, men faktisk slet ikke gør…
Jeg husker som barn den der “du må i 2 timer…” Om det var at se TV eller spille på vores Commodore64 (datidens computer). Den lille tjeneste min iPhone ugentlig servicerer mig med omkring mit skærmbrug… puh… Den overstiger altså langt de der to timer… og det skræmmer mig! Jeg, som ikke var afhængig eller havde et usundt forhold! – ja tak… bum, det har jeg så. Erkendelsens time.
Hvad kan jeg så bruge den bevidsthed til!? Ja, lettest er det at skylle den ned med champagne og glemme det asap.
…men problemet er, at nu HAR jeg fået bevidsthed, og det ændrer alt!
Undskyldninger har der været nok af. “Det er arbejde!” “Jeg skal jo følge med!” “Der er så mange beskeder alle steder. Jeg kommer aldrig i bund, hvis jeg ikke tager dem løbende!” – men sådan helt ærligt!? Jeg griber jo ud efter den telefon, så snart jeg ikke stimuleres på anden vis. Sker der ikke noget spændende omkring mig, så vupti. Om det er i køen, når jeg handler. Endda sammen med venner og familie. Det er en slags time-out. Jeg zapper lige… tjekker lige ud. Stempler ud. For lige at få et frirum… eller blive opdateret. – og nej det er ikke kun de “dumme unge” som lider af FOMO (Fear of missing out) – jeg gør også! Jeg vil helst ikke gå glip af noget. Skal bare lige følge med…
Bliver faktisk lidt paf over mig selv, som jeg skriver dette! – for hvad er det faktisk, jeg netop går glip af, i jagten på ikke at gå glip af noget!? Nuet – det kære NU som de færreste lever i, fordi vi lever i planerne for senere.
Så hvad går jeg ind i 2020 med? – og hvad tager jeg med mig?
Sidste års sidste opslag foreskrev; mere rummelighed og ro – og den havde jeg de første par måneder – men den er glippet og forsømt de sidste…
Erkendelsen er, at vaner tager lang tid at ændre, og nye veje ikke bare sådan lige benyttes. Det vidste du sikkert godt. Jeg gjorde egentlig også, men endnu engang må jeg erkende, at jeg er bare et helt almindeligt menneske, et helt uperfekt almindeligt et, med tonsvis af fejl og mangler, og i den grad forbedringspotentialer.
Så længere er den ikke end, at jeg vil erkende at mit 2018-jeg den-dag i-december vidste mere, end jeg har gjort de sidste par måneder, eller i hvert fald har haft bevidsthed på. Så tak for reminderen!
2020 here I come, med ambitioner om mindre skærmtid, mindre lytten til Kaptain-tyran på min skulder. Lidt mere pyt og en dyb indånding i stedet for altid at dy til lade mig stresse og komme ud af balance. “Kom så Kathrine, du kan godt!” En dag af gangen. Jeg skal nok falde i! – igen og igen – men måske er det en del af læringen.
Jeg ønsker dig et dejligt nytår – og må du afslutte året, som du ønsker og gå ind i det nye efter netop din egen vished. Tak, fordi du læste med, håber det gav dig lidt! Måske var det, det første blogindlæg, måske har du læst flere, måske har du fulgt med, siden jeg startede. Uanset hvad, så tak fordi du tog dig tiden!
