Mens vinteren er gået med ild i pejsen og indendørs sysler, har marts måned krævet lidt flere fysiske aktiviteter. For hvis drømmen om den selvforsynende have skal kunne blive til noget, skal den der køkkenhave jo også laves. Det er ikke nok med bare at sidde ved pejsen og tegne den op igen og igen.
For mit vedkommende er selve tankeprocessen måske den mest spændende del af det hele. Der dukker en lille havearkitekt frem i mig, når jeg sidder der og spinder tanker og idéer om havens indretning. Og det mest skræmmende er, at man egentlig kun har ét skud i bøssen. For når man har brugt dagevis på at grave op og gøre klar, så skal man virkelig ville det, hvis man skal begynde at omstrukturere og grave en helt ny køkkenhave op.
Så med det ene skud i bøssen faldt valget på en forholdsvis kvadratisk og praktisk udgave af en køkkenhave. Når den så i sommerhalvåret står i fuld flor, bør farvespillet være dekoration nok til haven. Lidt ligesom man siden årtusindskiftet har malet samtlige vægge hvide, og ladet malerier og andet interiør stå for farvespillet.
Første spadestik
En skøn solskinsdag i slutningen af januar målte jeg køkkenhaven op og begyndte at grave – med en spade. Først skrællede jeg 5-10cm græs af, dernæst gravede jeg et spadestik muld op, for til sidst at løsne jorden med en greb i et spadestiks dybde. Hårdt arbejde? Med 40m2. I den grad. Så derfor var jeg nødsaget til at tænde op i pejsen og tænke lidt mere.
Fem uger senere havde sveden piblet nok ved den varme pejs. Og nu nærmede foråret sig. Sidst i februar fortsatte arbejdet, blot ikke med opgravning i to spadestiks dybde. Efter at have skrællet græsset af, brugte jeg således greben til at vende blot det øverste lag jord.
Hårdt arbejde, og langsommeligt. Og med et fuldtidsarbejde ved siden af, var det så som så med effektiviteten. 40m2 er et stort område med én sølle skovl i hånden.
Men så kom Corona og en hjemsendelse uden hjemmearbejde.
Så nu har vi en køkkenhave med 8 felter á 130x385cm, en løsnet jord i to spadestiks dybde, og en middelaldrende krop, der skriger på noget massage.
Hvad smager bedst…
8 felter á 130x385cm lyder som en meget udtænkt størrelse. Og det er det også. Det giver 5m2 per felt, hvilke gør matematikken lidt mere overskuelig, når det kommer til at udregne høsten og lægge planer for næste sæson. Og med en bredde på 130cm kan man – ifølge alle mine køkkenhavekilder – nå ukrudtet fra begge sider. Også om 20 år, når den middelaldrende krop er ved at blive aldrende.
Når det hele stod klart, bredte vi plastik henover felterne, så de kunne holde lidt længere på varmen. Vi endte med at anlægge såkaldte højbede, hvilket ifølge mine kilder gør, at vi flytter nogle få hunderede kilometer længere sydpå – rent klimatisk.
Når man gennemlæser køkkenhavebøgerne, finder man hurtigt ud af, at såning er en videnskabelig proces. Byboeren mig troede, at der blot skulle kastes nogle frø på i jorden, hvorefter det så væltede op med alle mulige afgrøder. Men sådan forholder det sig ikke helt.
Således skal afgrøderne for det første skifte plads hvert år. Kartofler skal sås længst væk fra rodfrugter. Og de bør ikke plantes lige efter bælgplanterne – dvs. ærter m.m. Kål skal derimod plantes efter bælgplanter, mens rodfrugter helst skal plantes efter de blandede afgrøder, som salat, græskar, etc.
Alt i alt en videnskab, der gør, at vi næste ikke har kunnet få os til at så. For frygten for at så forkert har overtaget modet til bare at kaste os ud i det.
Men til sidst måtte vi alligevel kaste os ud i det, så nu er fem ud af de otte felter sået. Og inden for de næste par måneder tager vi de resterende felter i brug.
Så med naturens vilje skulle det til sommer gerne vælte ud med de afgrøde, vi synes smager bedst: kartofler, hvidløg, rødløg, radiser, blomkål, broccoli, porrer, pastinak, persillerod, gulerødder, hvidkål, grønkål, spidskål, rødbeder, ærter, majs, salat, tomater, peber og chili.
Og når orangeriet en skøn dag er kommet op at stå, så skal der gerne gro granatæbler, meloner, vindruer, oliven og ikke mindst – citroner og lime til gin’en.
