Blog: Jeg er LAMMET!

Tekst Kathrine Skovsgaard

…det er nok den dersens Corona, som sniger sig ind alle vegne.

Det fylder mig pludselig med taknemlighed for de små ting. Tvinger mig pludselig til at se, høre, mærke, fornemme, opleve etc. alt det “jeg ikke havde tid til…”

…og på daglig basis får det mig til at føle mig oprigtig taknemlig for, jeg lige så stille har trukket mig gennem årene fra at lave events fuldtid. Føler mig lidt heldig faktisk. Må man sige det højt? Well, I did… Heldig. Jeg kan virkelig se branchen bløde. Sådan virkelig bløde. Det gør umådeligt ondt at opleve. Bare tanken om en sæson uden kultur! Uden koncerter i det fri, ingen North Side -piv… Ingen Summer Lounge på Kunsten – eller Musik i Langes Gård – Ingen Underholdning på gader og stræder… Tomt bliver det. Frygteligt tomt! Trist og næsten meningsløst!

I am a sucker for Musikken, kultur og især underholdning, hvor jeg blot kan være og nyde.

What now : skal jeg underholde mig selv hele sommeren?

…bliver total depri ved tanken. Kan slet ikke holde ud, at alt skal være lukket og slukket!?

Jeg gider IKKE MERE!!! Jeg gider gider gider ikke!!! (den tre-årige Kathrine står og skriger… og hun skriger høøøjt!)

Jeg har været gennem faserne: Mindre lammelse – Paranoia til Angst og frygt og mere lammelse!

Gennem :

oprydningen (først den overfladiske – så den som graver aaaaalt frem)

Rengøringen (af alle de hjørner, man ellers altid lige udskyder… -og jeg som HADER at gøre rent)

Sorteringen (skal jeg have 57 par strømpebukser egentlig?)

Måben ud af vinduet (hvorfor skinner solen pludselig hele tiden?) (hvor blev regnen af? Plejer marts /april være sådan? April, macht was er will? Sne – regn – storm …

Tusinde projekter samtidig (jeg tog mig selv i at pudse vinduer (og siger lidt, for i en alder af 35 har jeg aldrig gjort det før… haha #Pinligt …men nu har vi fået den der smarte Krächer… og så er det jo faktisk lidt sjovt… ish.. i hvert fald indtil jeg opdagede, der skulle meget mere af det der magiske spray, som var med i pakken til, end der var med. (vi bor her ude på engen, desværre nu op ad en byggeplads, hvor der jo er sandstorm nonstop…) (selv min bil, som plejer at være sort, har nærmest været grå nonstop, siden vi flyttede hertil)

En souuuans masse gåturer (hund og jeg får travet og travet – og nydt naturen- tror faktisk jeg så noget springe ud!)

Pludselig tid til lægebesøg : modersmærker fjernes mm (ikke besøgt en læge i måske 3-4 år)

Og så tilbage til “hvad skal det hele?” Bliver det nogensinde som før? Er det bedre sådan? Hvem sagde, det var det rigtige før? Måske bliver det bedre nu? (mens der skriges indeni – “men jeg vil have det tilbage, som var!”)

Den ene dag glad og ovenpå, mens man nyder solens stråler – og den næste helt nede – (kan man være små manio-depressiv?) (og skal man mon behandles for det, eller kan det gå over af sig selv?) (haha)

Og ligenu – jeg føler mig så lammet!

-mens alle synes at tage de fedeste initiativer. Fra musik i baggårde, fællessang, Drive-In, Live Concerts og Sessions, så sidder jeg heeeeeelt flad. Helt helt flad.

Jeg er træt – jeg er udmattet – jeg er færdig.

…og det er faktisk svært at skrive her, for er fyldt med skam.

Jeg burde jo være mere iderig. Jeg burde jo bruge af mine erfaringer. Organisere noget. Gøre noget. Sådan virkelig forbedre!

Det ramte mig ekstra hårdt, da jeg opdagede, at en masse frivilligt sad i deres private, sammen med mindre og senere større virksomheder og producerede visirer på 3D-printere. Jeg ejer desværre ikke en maskine selv, og hvor end jeg gerne ville joine det seje initiativ, så er det ikke ligenu, jeg skal investere i nyt udstyr. Alle sæsonens events, jeg afviklede sideløbende er aflyste og udskudte desværre. Branchen er blødende, og selvom jeg er dybt taknemlig for, jeg nåede at skifte spor, og få gang i noget nyt, så gør det AV! Slet ikke at skulle afvikle en eneste event, samle en eneste gruppe og skabe en eneste oplevelse. (stop da med at PIV – tænker du måske… -og ja skal stoppe… men er faktisk lidt en sorg. En slags sorg. Når noget, man havde glædet sig til, tages fra en ufrivilligt. Det tænker jeg, du sagtens kan relatere lidt til). Haven’t we all these days!?

…og hvad er problemet egentligt? Er der overhovedet noget, eller skaber jeg det bare selv?

Jeg kan sagtens overleve, get up every day – sund og rask – med alle mine fingre og tæer og et nogenlunde fungerende hovede (høhø) – jeg lider ingen nød. Jeg har ikke været småbørns-famiilen, som får stress af non-stop skrigende unger – eller ham/hende som blev fyret, hjemsendt eller måtte dreje nøglen. Jeg har det jo netop fint nok. Det hele er egentlig fint nok. Jeg kan arbejde hjemmefra. Jeg er kun genereret af min noget-meget-gøende bomuldshund – og når der ikke er mere havredrik i køleren til min latte.

Hvad er problemet? Hvad er det egentligt?

Her sidder jeg på 4. uge og skriver et par linier på dette blog-indlæg – og synes at gå i stå hele tiden.

Ligegyldigheden. Lammelsen. Fortabtheden. Tomhed. Tristhed. Ensomhed. Alene-heden. Det hele larmer. Det faktum, at jeg ikke er fri – føler mig fri, fordi alt er skærpet. “farligt” – bakterie-farligt – Det føles faktisk, som om vingerne er kappede.

Jeg var slet ikke klar over, hvor frit jeg fløj før. Joh, altså vidste godt jeg -siden jeg valgte at blive selvstændig- er ligesom er fløjet i den retning, jeg ville, når jeg ville. – var bare ikke klar over, at jeg hver eneste dag var så fri.

Eller jeg påskønnede det ikke. Jeg var ikke bevidst bevidst. Tog det som en selvfølge. Hvis ikke i dag, så bare imorgen, eller dagen efter…

Har I så mange år haft så højt et tempo, at jeg slet slet slet ikke kunne komme ned.

Fandt mig selv en dag i gang med følgende på en gang (and trust me -lyder eller overgør det ikke. Har endda video fra en snap jeg sendte mine venner) Sad egentligt og redigerede en video for TV-frihed, med al den ventetid med rendereringen mm, begyndte jeg at kigge lidt i køkkenskabene. Snart var jeg ved at lave dadel-figen-mandel-sesam-, chiafrø, hassel-, valnøds-kugler, og mens den skulle køle af i køleren, så lavede jeg hokkaido-suppe – plus lige en eller anden kartoffel-rodfrugt-hvad-er-der-tilbage-i-køleren-suppe, mens de kogte – gik jeg i gang med at bage kidneybønne-raw-brownies – noget, jeg altid har ville bage, men ikke har haft tid til… -og mens rendereringen fortsatte, raw-kuglerne blev kølede af, supperne kogte, og brownies var i oven, ja så kunne jeg lige så godt indvie den der smarte vindues-pudser, vi fik i julegave – og vupti stod jeg i haven med den maskine også.

Blev det hele så som i eventyret? Med perfekte video, raw-balls, suppe og brownies som kunne nydes ud af de nypudsede vinduer?

Øh nej! – for suppen brændte på – de der raw-brownies smagte mildest talt af “klæ” – som når noget bag ikke er bagt færdigt – også selvom de var tilbage i ovnen over flere omgange. – og video-redigeringen, ak og ve – den måtte startes forfra igen og igen… -og vinduerne, tjoh altså -af at være første gang i mit liv (ja du læste rigtigt) så blev det vel meget godt – men den der “laver ikke striber” maskine – hmm… med den sand-storm vi har her på egnen, så skulle der nok pudses 3-4 gange… og ja korrekt, det orker sådan en som mig altså ikke.

Men er det hele så helt skidt?

JA! – det er det.

– og det føles godt at skrive det.

…og ved du, der lige skete for mig? …noget lettede fra mine skuldre… joh, det skete faktisk ligenu. Idet jeg skriver (altså her 18. gang jeg forsøger at få dette indlæg færdigt) – erkendelsen. Accepten. Det er skidt. -og det er OK faktisk.

…kan ligesom høre den der stemme indeni mig sige, “aaaarrrh det var rart”.

Nu kan jeg give slip og komme videre. (du tror mig nok næppe, men føles som om jeg kan trække vejret igen. Kan faktisk bedre få luft. Lige nu i hvert fald!

Så hvad vil jeg med dette?

-det har jeg også spurgt mig selv om mange gange… -og man skal jo helst komme med noget fornuftigt. Bidrage. Gøre en forskel. Ændre noget. Forbedre etc. Right?

…well, jeg ved ikke, om jeg gjorde det for dig, men for mig – for lille bitte egoistisk mig – så gjorde det en forskel at skrive det her. (som at sige det højt)

(og en lille hemmelighed, det er nu små 4-5 uger siden deadline, og jeg har ikke haft modet til at sende…)

…og nu er det ude!

Tak fordi du læste med!

Er du iøvrigt nysgerrig på mine tanker, mit ævl og ikke mindst, hvad andre tør sige højt, så kan du høre med på min podcast: Shh, det taler vi ikke om! Hver søndag kl 10, udkommer et nyt afsnit. -og hvis jeg skal sige det, så er det nogle RET SEJE personer, som tør dele hemmeligheder og tabuer.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*