Blog: En begyndelse

TEKST OG FOTO CECILIE VESTERGAARD WENNERLIN

Engang nævnte jeg i et blog-indlæg, at jeg til tider kunne identificere mig med lærerinden Frk. Lind fra Tv-serien Nana. Det er nogle måneder siden, men nu nærmer en milepæl sig i vores liv, der gør, at jeg også i høj grad kan identificere mig med Nanas far.

William på knap 6 år starter i skole til 1. april.

Og hvis der er noget, der kan gøre voksne mennesker kejtede, så er det hele den dér verden med ”Hej, jeg er Williams mor.” – ”Ja, hej. Viktors far.” – ”Dav. Sashas mor.”

Det er som om, der sker noget med os. Eller er det kun Nanas far og jeg, der oplever det?

Vi har jo også selv engang gået i skole. Vi har selv engang været dårlige til et fag. Vi har været dygtige til et andet. Vi har haft en lærer, der altid spiste pebermynter under diktat. En madpakke med leverpostej og agurker, der har dræbt vores appetit. Nogen, der har kaldt en noget, der sårede det inderste. Nogen, der har sagt noget andet, der fik os til at glemme det for en stund. Vi har hørt lyden af verdenskort, der blev hevet ned foran tavlen, og vi har haft kridtmærker på bukserne. Været i lugten af et fysiklokale.

Alle de her ting… måske passer de ikke i detaljerne på alle, men langt henad vejen, så tror jeg, de gør.

Skolelivet er noget, der kan forme os, negativt og positivt. Og op gennem årtierne… som jeg forstod det på min fars fortællinger om skolen i 60’erne. På min mors om skolen i 70’erne og 80’erne. På min mands om skolelivet i 80’erne og 90’erne… og på min egen skoletid i 90’erne og 00’erne, så er der en historik med, at de elever, der pr. natur passer bedst ind i de allerede opstillede forventninger, rammer og kasser… de har det bare en hel del lettere end dem, der ikke gør. Et spil i lotteriet. Vinder man og har det godt i 10 år? Eller taber man og prøver desperat at modellere sig selv til at passe ned i bageformen? Måske taber man og forbliver ligeglad med alle kanterne, der ikke måtte være der?

Jeg var den midterste. Det var min mand også. Og min mor og min far. Måske følger det med at have et følsomt sind. Men jeg har et kæmpe håb og en kæmpe tro på, at vi er kommet langt siden jeg gik i skole, og at der på den friskole, vi har valgt til William, vil være en rummelighed over for, at vi ikke alle sammen behøver at ligne hinanden for at være okay.

Det spor, jeg gerne vil hen på – og som også inddrager Nanas far lidt – er, at vores børns milepæle kan ridse i evt. mental slettelak på vores egne oplevelser. At se William prøve sin skoletaske med glæde i øjnene gjorde mig glad og varm inden i. Men det mindede mig også om alle de gange, hvor jeg som barn ikke følte mig forstået. Hvor jeg ikke turde stille spørgsmål i timerne, fordi jeg ikke brød mig om uforudsigeligheden i reaktionerne i de svar, der kom – ville nogen mon blive sure på mig, fordi jeg stillede netop det spørgsmål? Og hvor jeg ikke forstod spillereglerne, børn imellem. Nanas far bliver også mindet om sin egen skoletid. Og Nana forestiller sig billederne, hvor han slår en fastelavnstønde ned i første slag, inden de andre børn fik lov at prøve, og hvor et forældremøde er anspændt og pinligt.

Jeg ønsker sådan for William, at han må få en skoletid, hvor han kan bruge sig selv med alt, hvad han er. Hvor hans følsomhed bliver set som en force, og hvor han bliver bygget op i de næste mange år med de smukke byggesten, der allerede befinder sig i ham.

”Stå ret, lille barn…” – den bruger vi forhåbentligt ikke mere.

Jeg håber, ”Fold dig ud, lille barn…” er børnesynet, der vil gøre sig gældende i Williams skoleliv. Jeg tror på det, og jeg har tillid til det.