Anmeldelse: Skyscraper

Dwayne "The Rock" Johnson kæmper mod skumle terrorister i Skyscraper | Foto Universal

Genre: Action
Premiere: 12/7- 2018
Medvirkende: Dwayne Johnson, Neve Campbell, Chin Han og Roland Møller
Instruktør: Rawson Marshall Thurber
Manuskript: Rawson Marshall Thurber
Længde: 102 minutter

Der findes rigtig mange gode actionfilm, der indbyder til at slå hjernen fra og bare nyde festen på skærmen. Der findes også rigtig mange dårlige, hvor det virker som om, at hele budgettet af fyret af på effekter og man i farten glemte at hyre en manuskriptforfatter.

Skyscraper er ikke helt nede blandt de allerværste, for der er trods alt elementer ud over effekterne, der fungerer, men det er ikke langt fra. Filmen handler om Will (Dwayne Johnson), der for 10 år siden deltog i en mislykket gidselforhandling. Han mistede sit ben, men mødte samtidig sin lægekone (Neve Campbell), da han skulle lappes sammen igen, så alt er godt.

Nu er han i gang med at starte sit eget sikkerhedsfirma i garagen, og har allerede gaflet sig en kæmpe kunde. Han skal tjekke sikkerheden verdens højeste skyskraber, der netop er færdigbygget i Hong Kong.

Hvad Will dog ikke ved er, at en gruppe skumle terrorister er i gang med at skaffe sig adgang til bygningen i samme øjeblik. Alt går galt og Wills familie bliver fanget i det brændende højhus, så han må gøre alt for at redde dem ud.

Som sagt, så er der enkelte gode elementer i filmen. Selvom Hong Kong højst sandsynligt er valgt som lokation for at tækkes et voksende kinesisk publikum, så er det en spændende by at kigge på og desuden et yderst realistisk sted at bygge verdens højeste højhus.

Dwayne Johnson spiller den samme rolle som han efterhånden har spillet i rigtig mange film af samme type; Han er muskelbøffen med et hjerte af guld, der vil gå igennem ild og vand for dem han elsker. Det er jo fint nok og han er supersympatisk, men hold fast hvor bliver det kedeligt i længden.

Actionfilm må gerne være fjollede, med stunts, der aldrig ville kunne lade sig gøre i virkeligheden. Men pointen er, at man stadig skal tro på, at det kunne ske. Et af filmens største øjeblikke er, da Will skalerer en meget høj kran og derefter hopper fra kranen til bygningen. Allerede da plakaten for Skyscraper kom frem var det største diskussionsemne, at hoppet fra kranen til bygningen ville ende med at The Rock styrtede mod døden.

Når det er urealistiske stunts, der tager fokus, så vil jeg sige, at filmen har fejlet. Det bliver simpelthen for dumt, når Dwayne Johnson, med en kæk bemærkning om at gaffatape kan klare alt, kravler uden på verdens højeste bygning med lidt tape på fingrene som den eneste beskyttelse. Tom Cruise havde i det mindste det rigtige udstyr, da han kravlede rundt på Burj Khalifa i Mission Impossible.

Kort sagt, så burde Skyscraper være 1 time og 40 minutters sjov og ballade, men virker mest af alt som spild af tid. Man burde se enhver af de andre actionfilm, som Dwayne Johnson har medvirket i, og gå langt uden om denne.

About Christina Svendsen 30 Articles
Christina er blandt andet filmanmelder og blogger for APPETIZE. Du kan læse mere fra hende på hibou.dk