Genre: Biopic
Premiere: 1. november 2018
Medvirkende: Rami Malek, Lucy Boynton, Joseph Mazello, Gwilym Lee, Ben Hardy
Instruktør: Bryan Singer
Manuskript: Anthony McCarten
Længde: 134 min
Der er få rockbands i den vestlige verden, der kan prale af samme bagkatalog som Queen. De har en perlerække af hits, som de fleste kan synge med på uden videre. Det er sange som ’We are the champions’, ’We will rock you’, ’The Show must go on’ og selvfølgelig ’Bohemian Rhapsody’, der også er titlen på den nye biografi, der netop har fået premiere i biografen.
Lige siden planerne om filmen blev kendt, har der været mindre heldige historier i pressen. Først blev det offentliggjort at den amerikanske komiker Sacha Baron Cohen, skulle spille hovedrollen som frontmanden Freddie Mercury. Der gik dog ikke lang tid før forhandlingerne gik i hårdknude på grund af uoverensstemmelser med to af bandmedlemmerne, Brian May og Roger Taylor, der er producere på filmen.
I stedet blev det Rami Malek, der blev castet som den karismatiske frontmand og den erfarne Bryan Singer, der stod med ansvaret bag kameraet. Han blev dog fyret, da der var to ugers optagelse tilbage, fordi han ikke mødte op på settet. Så der blev i alt hast hyret en ny instruktør, der færdiggjorde filmen.
Med sådan en tilblivelseshistorie, så kunne man godt have bange anelser om den endelige film. Introen er optakten til den legendariske Live Aid-koncert, der blev afholdt i 1985 for et rekordstort publikum. Derefter er det en kronologisk fortælling af bandets historie indtil da.
Stor anbefaling
I begyndelsen er det svært at abstrahere fra den enorme tandprotese, som Rami Malek har for at ligne ophavsmanden mest muligt. Han ligner mest af alt en, der har klædt sig ud.
Det bliver hurtigt tydeligt, at det ikke er en film, der har i sinde at træde nogle over tæerne. Det er en feel-good film, der fortæller historien i det bedst mulige lys. Den virkelige historie er frit skrevet om og der er rokeret rundt på begivenheder, så de bedre passer ind i filmen, som for eksempel da Freddie fortæller resten af bandet, at han er blevet diagnosticeret med AIDS ugen før de skal optræde til Live Aid. Det skete i virkeligheden først et par år efter.
Min hjerne fortæller mig, at jeg ikke burde kunne lide denne film. At den er for overfladisk, følelsesmanipulerende og for renskuret. Der er masser af kritikere, der bestemt ikke kunne lide den. Men alligevel sidder jeg tilbage med en fornemmelse af at have haft en overraskende dejlig filmoplevelse. Jeg går ikke derfra med en følelse af at have set den ’rigtige’ historie om Queen, men jeg har grint, grædt og genhørt utrolig meget dejlig musik og mere kan man næsten ikke ønske sig. På trods af fire stjerner, så får den de varmeste anbefalinger med herfra.
