Anmeldelse af koncert med Tøsedrengene og Ray Dee Ohh

Tekst & Foto Anette Vedfald

Anne Dorte Michelsen og Maria Bramsen fra Tøsedrengene og Ray Dee Ohh gav torsdag aften klokken 20.00 en udsolgt akustisk koncert på spillestedet i Blokhus.

Scenen i Kulturhuset Blokhus var en lille og ikke særlig høj scene, hvor kunstnerne og deres publikum rigtigt kunne komme til at se hinanden i øjnene. Der var ca. 300 tilskuere som sad ved langborde, hvor de langt de fleste havde en god udsigt til scenen. Koncerten i Blokhus var det første stop på Anne Dorte og Marias Danmarks turné, og der var en både en hyggelig og venskabelig stemning til stede.

Da koncerten begyndte dæmpedes lysene, så næsten kun stearinlysene rundt om på bordene og projektørerne på scenen lyste op. Anne Dorte og Maria kom ind og fortalte løbende lidt anekdoter om både numrene og deres fortid sammen og hver for sig.

Publikum, der var i den modne ende af skalaen og som nok var unge dengang de syngende damer kom frem og havde deres storhedstid, var spændte og allerede med fra da første nummer (’Pas På Dine Blå Øjne’) rullede. Der var en pæn fordeling af både mænd og kvinder i aldersgruppen, og jeg vil sige at koncerten var velegnet for livsnydere, der ønskede at sidde ned og nyde musikken med et glas vin m.m. De fleste havde tilsyneladende også valgt at udnytte koncertbilletten med spisning til forinden, og det var tydeligt, at de havde taget det lidt finere hverdagsdress på.

Lyden var fin, og den var ikke for høj, men gik derimod tydeligt igennem, hvilket jo især er vigtigt, når der synges på dansk. Man kunne også mærke at Maria og Anne Dorte kunne lide at være til stede og underholde de fremmødte. De opfordrede og fik også publikum til at synge med på flere af numrene, som blandt andre ’Sig Du Ka’ Li’ Mig’, og folk var generelt hurtige på aftrækkeren til at klappe med ved enhver lejlighed. Selvom jeg synes at det måske virkede lidt højskoleagtigt at sidde ved langbordene, så fungerede det egentlig okay og langt de fleste sad og rockede med på stolene. Nogle gav sig endda til at stå op eller danse, da f.eks. nummeret ’Indianer’ blev spillet. Stemningen steg og var alt i alt ret festlig, og på de numre hvor publikum sang smukt med, virkede det næsten som om at det var indøvet kor. Det gav en ret sjælelig atmosfære, og det virkede bestemt til at alle havde en god aften.

Maria og Anne Dorte gav også en debut i form af en helt ny sang kaldet ’Det Lykkeligste Lille Land’, der handlede om vort lille lykkelige land hvor vi alligevel går og brokker os lidt. Det var et både fedt og sjovt nummer med en god rytme, som andre fans kan glæde sig til at høre.

Jeg syntes også at koncertens serenader fungerede rigtig godt i den akustiske og intime stemning, og de 2 veninder beviste så bestemt at de stadig kunne synge med en dejlig klang. Da ’Jeg vil la’ lyset brænde’ blev spillet brændte det godt op under publikum og kådheden steg, og da koncerten var slut krediterede publikum med stående bifald.

Selvom jeg måske personligt ikke lige fandt det som den vildeste koncertoplevelse, så kan alt jo heller ikke være en eller anden hæsblæsende rockkoncert. Og Maria og Anne Dorte serverede både højt humør og musikalsk glæde, som gjorde at publikum havde en jam-fest de var tilfredse med, og derfor giver jeg koncerten 5 ud af 6 stjerner.

About Anette Vedfald 107 Articles
Anette er musikskribent for appetize.dk og laver både spændende interviews og anmeldelser. Derudover er vi så heldige, at hun også har sin egen appetize-blog. Den kan du læse her.