Anmeldelse af Jul på Slottet

Tekst og Foto Tinna Feifer Møller

Lørdag den 24. November var der premiere i Aalborg Kongres & Kultur Center på Jul på slottet, som er en tv-julekalender produceret af DR og sendt første gang i 1986. De fleste over 25 kan huske karaktererne Prinsesse Miamaja, Prins Vallentin, Far Magnum og nissen Fimpe. Det var dengang, en julekalender rent faktisk indeholdt både jul og nisser.

Det var Morskabs-Theatret, der åbnede dørene for hele familien. Det var absolut en nostalgisk genfortælling for os forældre, og det var imponerende så vellignende rollerne var. Castingen af rollerne var i hvert fald helt i top. Den to timers lange forestilling efterlod en sød og dejlig julestemning, så man var klar til at skyde december i gang. Forestillingen var sød, charmerende og hyggelig for alle aldre, men man skal heller ikke forvente mere end det. Skuespillerne gør det godt, og kostumerne er også flotte, men det der nok trækker det hele op, er den kendte historie, man som forælder helt sikkert tænker tilbage på med gode minder.

Jeg havde to børn med på henholdsvis 10 og 12 år. De syntes også den var sjov og hyggelig, og elsker faktisk teaterets ægthed. Scenen var ok, men for mig dog ikke imponerende. Alt i alt en rigtig god forestilling, som er værd at se med familien, når hygge skal stå i højsædet. Jeg skal i hvert fald hjem og se tv versionen med mine unger.