Til april kommer rockvarietéshowet Forever Young forbi Aalborg Kongres & Kultur Center. Vi har mødtes med en af de talentfulde artister fra showet, jongløren Phil Os, og en af byens dygtige amatører, Andrea Løvemærke, der brænder for at få flere til at dyrke Cyr Wheel i Aalborg
Vi har sat Phil Os og Andrea Løvemærke stævne i Aalborg Kongres & Kultur Center. Phil er tysker og lever af at jonglere med Diabolos. Andrea er fra Aalborg og bruger en masse tid på gadeidræt og pole- dance, når ikke hun studerer. I øjeblikket er hun i gang med at løbe en ny sportsgren i gang i byen, nemlig Cyr Wheel. Hvad Cyr Wheel præcist er, skal vi nok komme nærmere ind på.
Vi har bedt de to om at møde op i dag for at stille dem en udfordring om at prøve hinandens sportsgrene.
Phil er en del af Forever Young, der er et varieté show, mixet sammen med en rockkoncert. Den røde linje er rockmusikkens historie og hver optræden lægger sig op af musikken, og musikken støtter hver akt. Showet viser også udviklingen i rockmusikken, hvor de starter med Beatles og Stones, og ender med Metallica, så der er en meget stor rækkevidde.
Phil mener ikke, at showet kun er for dem, der kan huske musikken fra deres egen ungdom, fordi melodierne er stærke nok til at have betydning for alle:
– Det vigtigste er stadigvæk den underholdende faktor. Der er så mange generationer, der kan lide rockmusik. De forstår den kraftfulde og positive energi, der kommer fra musikken, så det er for alle generationer og alle aldre.
Forever Young har været en stor succes i Tyskland, hvor showet startede i Wintergarten i 2011. Wintergarten er måske Europas mest kendte og anerkendte variete. Der har været artister siden 1920’erne i den spæde begyndelse af varieteshows. Dengang var det hjemsted for berømte stjerner, som for eksempel klovne eller jonglører. Wintergarten genåbnede i 90’erne, hvor det hurtigt blev populært igen.
Forever Young spillede løbende hos Wintergarten indtil 2013, hvor de kom på en endnu større scene:
– I september 2013 byggede vi det op til en større scene til Berlins, nej Europas, største udendørsscene i Wuhlheide foran 6.500 mennesker. Der var en rigtig god atmosfære. Det var rigtig sjovt at optræde der. Specielt når du ved, at det normalt er bands som Foo Fighters eller Rammstein, der plejer at spille på scenen, og at du som jonglør eller varieteshow er i stand til at spille på den samme scene for så mange mennesker, det er en rar følelse, fortæller Phil begejstret.
Forever Young har ikke været på turné endnu, så denne tour i Danmark er første gang.
Professionel rock’n’roll-jonglør
Phil har arbejdet som professionel jonglør i de sidste 7 år. Han er Diabolo-jonglør, og griner selv lidt af, at Diabolo faktisk er børnelegetøj fra Kina.
– Jeg er fuldt booket i de næste par år. Det startede som en hobby, så jeg er virkelig glad for, at jeg kunne gøre min hobby til mit job. At det udviklede sig sådan. Da jeg blev færdig med gymnasiet, sagde jeg: ”Okay, jeg vil optræde,” og så gjorde jeg det bare. Det var lidt risikabelt, men uden risiko er der ikke meget sjov, fortæller Phil og forsætter;
– Jeg var 19, da jeg fik min første kontrakt. Jeg er autodidakt, så jeg har primært lært mig selv det. Jeg besøgte nogle jonglør-messer flere steder i Europa, hvor der er mange jonglører, der finder sammen, deler teknikker og træner sammen i en enkelt weekend eller uge. Her får du dine input og derudover træner man bare i en træningshal selv. Selvfølgelig, så kunne man også gå på cirkusskole, men det er ikke nødvendigt for en jonglør. Der er andre discipliner, hvor det er vigtigere at få en uddannet træning, som for eksempel trapez. Der har du brug for en hård skole. Med jonglering kan du bygge dig selv op til et vist teknisk niveau, og derefter er det mere kreativitet end teknik.
Det handler ikke om nationalitet
– Normalt så medvirker jeg i varieteshows, firmaevents, teaterstykker og den slags. Det meste af tiden laver jeg rock’n’roll-jonglering. Det var en af grundene til, hvorfor de spurgte mig, om jeg ville være med i Forever Young. Rock’n’roll-jonglering er ikke kun at jonglere til rock- musik. Jeg prøver at udtrykke musikken, så i stedet for en guitar, så vil jeg sige at Diaboloen er mit instrument. Jeg prøver at vise musikkens bevægelser, mens jeg jonglerer og laver tricks, så jeg er præcis på nogle takter i musikken. Men det handler mest om, at jeg prøver at vise strukturen i musikken. Jeg jonglerer til rockmusik, fordi det var den musik, jeg voksede op med. Det er vel bare min slags musik, som jeg godt kan lide at høre. Det er grundstenen i det arbejde jeg laver. For Wintergarten har jeg også lavet et show over Mozart, så det var en helt anden slags musik, men det er den samme basale ide, at vise musikkens struktur. Mozart er jo teknisk meget sværere, men det er den samme ide bag.
– Mit eget favoritband er nok Foo Fighters, og som tysker bliver jeg nødt til at sige Rammstein. For mig er det også sjovt at se folk synge med på sangene. Vi spillede til et firmaevent for en kinesisk gruppe, som gik helt bananas. De sang specielt med på Beatles og Stones. Det handler ikke om nationaliteter i det øjeblik, når folk har det sjovt, så lader de sig bare føre med.
Startede som 11-årig
Jonglering startede som en leg for Phil, der blev inspireret af sin nabo. Det er tydeligt, når man sidder overfor Phil, at han stadig mest af alt, er et legebarn, der elsker sit job.
– Den første gang, hvor jeg var i kontakt med jonglering, var, da jeg så min nabo jonglere tre bolde i baghaven. Jeg var omkring 11 år, og var virkelig led, og gik han til ham og sagde: ”Det der kan jeg også,” siger Phil og vrænger stemmen.
– Han viste mig hvordan man jonglerede med tre bolde, og i løbet af fem minutter havde jeg fanget det. Jeg tror, at det var et af de øjeblikke, hvor jeg blev inficeret af den her jonglør-virus. Jeg rendte fra messe til messe for at få nye ideer og tricks, og da jeg var omkring 13 år, forelskede jeg mig i Diabolo. Jeg så en Diabolo-jonglør i Cirkus Flik-Flak, og han blev et af mine idoler. Efter et par år, så mødte jeg ham igen, hvor vi delte tricks og trænede sammen. Det var virkelig fedt.
Det professionelle liv er dog ikke kun en leg:
– Det er hårdt arbejde, fordi du træner op til otte timer om dagen. Udover den tekniske træning, så er der også en masse fysisk træning. Du er nødt til at have et godt nummer, der passer ind i markedet. Hvis du ikke har det, så er det svært at starte op. Jeg havde ikke nogen kontakter i variete- eller cirkusverdenen, så de første to år var det svært at få foden indenfor. Jeg skrev både til teatre og cirkusser, og prøvede at optræde der, så de kunne lære mig at kende. Efter to år fik jeg foden indenfor og det begyndte at blive nemmere.
Set udefra, så lyder det som et hårdt liv, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om Phil synes det hårde slid er det hele værd.
– Der er øjeblikke, hvor det er virkelig hårdt. Specielt lige nu, fordi vinteren er højsæson, så man spiller en masse shows. Specielt når man har lange kontrakter. I de sidste fire måneder har jeg optrådt i op til 120 shows. Så det gør man hver dag, og selvfølgelig bliver det lidt for meget rutine, men lige så snart man træder ind på scenen, så er den følelse væk. På scenen hvor man kan give energi og positivitet til folk, der er det fantastisk. Jeg lever det liv, jeg altid gerne har villet, fortæller Phil glad og ærligt.
Ligesindede
Lige inden Andrea træder ind af døren, nævner Phil, at han faktisk har prøvet Cyr Wheel før, men han syntes, at det var svært. Andrea ankommer direkte fra fire timers skriftlig eksamen, men de to akrobater falder straks i snak. Andrea fortæller, at hun foruden sport, bruger meget tid på universitetet, hvor hun læser Elektronik og IT, hvor Phil ikke kan lade være med at undre sig over, hvor forskellige de to verdener er.
– Der er ikke mange piger på min uddannelse, så jeg er hende, der læser elektronik og dyrker poledance, og der er da stor kontrast, men der skal være plads til det hele, og man skal ikke sætte folk i bås, siger Andrea med et smil på læben.
Andrea er stadigt ny til Cyr Wheel, men brænder for at få udbredt interessen og få flere med i Aalborg.
– Jeg har netop modtaget midler til at finansiere hjul i flere størrelser, af GADEIDRÆT, så vi nu for alvor kan få sporten udbredt i Aalborg. Det er vigtigt at have hjulene i forskellige størrelser, så alle kan bruge dem lige meget hvilken højde de har.
Det udløser en længere snak mellem Andrea og Phil om, hvor det er bedst at købe udstyr, der viser, at selvom hun er amatør, og han er professionel, så er de alligevel ligesindede.
– Jeg er spændt på i dag, jeg har ofte ret nemt ved meget sport, men jeg tror ikke, at det gælder Diabolo, men det skal nok blive sjovt, siger Andrea.
– Min kæreste er trapez-artist, og hver eneste gang jeg prøver at komme derop, bliver det til noget, ingen har lyst at se på. Det er virkelig, virkelig skidt, siger Phil.
Vigtigt med forståelse
Phils kæreste, der er trapez-artist, arbejder inden for samme verden som ham.
– Vi prøver at arbejde sammen så vidt muligt, men det er ikke altid muligt. Vi har lige haft fire måneder med 2-3 kontrakter vi lavede sammen, men nu er hun hjemme i Berlin. Nogle gange er det ikke muligt at ses så ofte.
Men det må være rart, at have nogen, der kan forstå den slags liv:
– Jeg tror det er det vigtigste, for ellers vil det ikke fungere, fordi vores rytmer er så forskellige og modsat end i et almindeligt liv. I november-december spillede vi midnatsshows, hvor vi var hjemme klokken halv fem om natten. Hvis nogen har et almindeligt liv, og du bringer sådan en rytme ind i det, glem det. Det kommer ikke til at fungere. Det kan måske fungere i et stykke tid mens alting stadig er spændende, men i længden er det umuligt. Det hjælper, når du har din partners forståelse. Min kæreste gik på almindelig cirkusskole. Hun er lidt født ind i den verden, da hendes forældre startede en kabaret i Berlin, så hun blev hurtigt bidt af den verden.
Stadig nybegynder
Andrea startede med at dyrke Cyr Wheel i København i sommers. Hun mødte Niklas Levin, som er frontløber herhjemme og lærer fra sig på workshops.
– Men det er lidt svært at finansiere et hjul, fordi jeg jo er studerende, så jeg rejste hjem fra København uden hjul. Det hjul jeg har med i dag, har jeg lånt af en veninde i Aarhus til denne lejlighed. Jeg har ikke trænet med hjulet i flere måneder, så det bliver spændende at se, om jeg stadig kan de ting, jeg kunne, da jeg var i København, fortæller Andrea.
– Jeg har gjort det en gang med en ven. Jeg blev så svimmel efter et par sving, siger Phil.
Selvom Andrea er ret ny til Cyr Wheel, så er hun erfaren, når det gælder poledance.
– Før det dansede jeg hiphop og dyrkede springgymnastik, så det føltes ret naturligt for mig, da jeg begyndte på poledance. Der er forskellige genrer inden for pole. Jeg gør mest indenfor powertricks, der nærmest er gymnastik og akrobatik på en pole.
Forelsket i Cyr Wheel
Cyr Wheel ser nærmest ud som en forvokset hula-hopring, som er stor nok til at man kan stå i den. Cyr Wheel er en fransk betegnelse, men er også kendt under andre betegnelser. Cyr Wheel er helt nyt i Danmark, og der er ikke mange udøvere endnu. Andrea er også ny i sporten, men det var kærlighed ved første blik.
– Jeg så Vild med Dans for nogle år siden, hvor der var et indslag med en udenlandsk kunstner, en af de dygtigste i verden, og jeg var solgt. Hold nu op. Det var fantastisk, vildt og helt anderledes. Jeg havde aldrig set noget lignende. I sommers var jeg på bevægelsesfestivalen Move Copenhagen, og deltog i en Cyr Wheel-workshop, hvor jeg så for alvor forelskede mig i sporten. Underviseren Niklas Levin har trænet i cirka halvandet år, men træner og underviser kun i København. Niklas er virkelig kommet langt. I forbindelse med en måneds sommerjob i København, fik jeg arrangeret træning med Niklas. Jeg rejste hjem uden hjul, uden nogen at træne med, og vidste, at det var jeg nødt til at gøre noget ved, smiler Andrea.
– Så nu har jeg, gennem GADEIDRÆT, søgt og fået nogle midler til at købe flere Cyr Wheels, så flere kan komme til at prøve det. Jeg har i sommer lånt nogle hjul, og fået en del til at være med træning på havnen i det gadeidrætsmiljø, der er meget aktivt i Aalborg. Jeg ønsker så meget, at vi bliver flere her i byen, siger Andrea med et engagement, så man ikke er i tvivl om, at hun mener hvert et ord.
Gadeidræt
Andrea er meget involveret i gadeidrætten i Aalborg, men hvad er det mere præcist?
– Gadeidræt er mange ting. Jeg laver lidt parkour, noget calisthe-nics, en del akroyoga og Cyr Wheel selvfølgelig, og rigtigt meget pole, der sagtens kan trænes på et parkourrail eller et vejskilt. Vi har Aalborg Streetworkout, som er en stor gruppe mennesker, mange jævnaldrende med mig, men også en del, der er ældre. Vi træner udendørs om foråret og sommeren, og der er plads til alle. Det kan for eksempel være akroyoga, som er en kombination af akrobatik og yoga. Man kan lave det som noget meget stille og roligt, hvor man virkelig skal kommunikere og samarbejde, og det skaber tit nogle sjove situationer. To ildsjæle fra miljøet har netop åbnet House of Concrete, så vi nu altid kan træne uanset vejr. Det er fantastisk for gadeidræt ten og for alle de sociale kvaliteter, miljøet også har. Jeg omtaler det altid som ”My paradise” når jeg checker ind på facebook, fordi det virkelig er et sted, hvor nysgerrighed er drivkraften. Der er et råt parkour-calisthenics område og et polestudie med fem meter høje poles, trægulv og spejle. To umiddelbare modsætninger, der alligevel forenes på harmonisk vis. Stedet emmer af den umiddelbarhed, der kendetegner miljøet, hvor vi bare gerne vil bevæge os. Det synes jeg er rigtig fedt, fortæller Andrea.
Opfinder
Til daglig studerer Andrea Elektronik og IT på Aalborg Universitet.
– Jeg har altid gerne villet være opfinder, og måtte efter gymnasiet finde ud af, hvordan jeg kunne blive det. Elektronik og IT er et oplagt valg, fordi der hele tiden kommer ny elektronik til, og det kommer til at fylde og styre mere og mere i vores hverdag, og fordi jeg generelt er vild med gadgets. Så at tage en uddannelse, der sætter mig i stand til at være med til at udvikle gadgets og fremtiden, lå lige til højrebenet, smiler Andrea. Når hun har fri fra studiet, går tiden med træning. Selv opbløder hun det med træning en smule:
– Jeg plejer at sige, at jeg aldrig træner. Jeg laver sjove ting i de mængder, der er sjove, så længe de er sjove. Mit mål er aldrig i sig selv at få store muskler eller et målbart bedre kondital. Mit mål er at have det sjovt med mennesker, jeg holder af. Lidt som da jeg som barn var på legepladsen. At jeg så samtidigt får en sund krop, en god kondi og stærke muskler, er kun en bonus.
Dysten er slut. På sin vis ingen vinder, men blot beundringen af, at kunne leve efter det der gør en glad. At turde tage chancer, og ikke være bange for at skille sig ud.
De to akrobater tager pænt afsked med hinanden, med et lille glimt i øjnene, der udstråler en god kemi og en fælles hobby.
En dejlig dag er slut, og jeg går ud i den snefyldte, og snart mørke gade. Men smiler lidt for mig selv, da jeg tænker:
– Måske man skulle slå en vejrmølle.
