Aalborg vært for afdeling af beachvolley-touren

Foto af MortenO.com - DM Beachvolley 2017

Pressemeddelelse

Fjordparken ved Aalborg friluftsbad lægger sand til næste stop på Pepsi Max Beachvolley Tour i weekenden. 

Pepsi Max Beachvolley Tour 2018 gentager succesen fra 2017 og lægger igen i år vejen forbi Aalborg. Nogle af Danmarks bedste beachvolleyspillere kæmper i sandet den 2. juni. Sandkorn kommer til at flyve i alle retninger, når beachvolleynet skyder op af sandet i Fjordparken ved Aalborg friluftsbad i weekenden. Det sker, når Pepsi Max Beachvolley Tour igen i år lægger vejen forbi Nordjylland. Aalborg er udvalgt som destination blandt en lang række gode kandidater.

Destinationerne på Pepsi Max Beachvolley Tour 2018 er specifikt udvalgt ud fra faciliteter, sandkvalitet og lokal frivillig opbakning, siger Peter Morsing, beachvolley-koordinator i Volleyball Danmark.

Klubberne spiller en kæmpe rolle. Det er dem, der laver alt arbejdet ude på strandene og beachanlæggene. Så det er meget vigtigt, at de er med. De gør et kæmpe arbejde, siger han.

Ved Aalborg Open bliver det muligt at opleve hold fra divisionerne kaste sig i sandet i kampen om sejr og ranglistepoint. Sidste år dystede ikke færre end 1.487 hold på Pepsi Max Beachvolley Tour, der i år tæller 17 destinationer landet over.

Pepsi Max Beachvolley Tour har været inde i en virkelig stærk udvikling de seneste år. Igen i år har der været stor opbakning fra mange klubber, der ønsker at være med til at give beachvolleyspillerne et hav af muligheder for at deltage i turneringer landet over, siger Peter Morsing.

Pepsi Max Beachvolley Tour 2018 kulminerer med DM-finaler på Amager Strand den 11.-12. august.

FAKTA

  • Pepsi Max Beachvolley Tour 2018
  • 21 tour-stop
  • 6 Grand Slams
  • 5 Challenger
  • 4 Opens
  • 2 Ungdomsturnerinnger
  • 2 DM-semifinaler
  • 1 Tour-finale
  • 1 DM-finale

TRE TYPER STÆVNER

  • Grand Slam – der spilles alle rækker fra Elite og ned.
  • Challenger – der spilles fra Elite og ned.
  • Open – der spilles fra 2. division og ned.

Ved alle stævner opnås points til ranglisten, men pointene vil være en smule differentieret i forhold til turneringens niveau. Man optjener flest points ved Grand Slam og færrest ved Open.

Ved de stævner, der har kapacitet til det, vil der også tilbydes bredde- og ungdomsrækker.

Læs mere på www.beachvolley.dk