Aalborg Symfoniorkester har Danmarks bedste bestyrelse

Fra pressemeddelse:

På Årets Offentlige Bestyrelseskonference i København 6. november blev Aalborg Symfoniorkester kåret til Årets Offentlige Bestyrelse 2018. I finalen slog de det københavnske erhvervsakademi Cphbusiness med 8.000 elever og det nordvestsjællandske forsyningsselskabet FORS med 190.000 kunder. Bestyrelsesformand Inge Nesgaard modtog prisen på vegne af bestyrelsen.

Aalborg Symfoniorkester er en selvejende institution, der modtager tilskud fra kommune og stat. Orkestret blev grundlagt i 1943 og tæller i dag 65 musikere med base i Musikkens Hus på Aalborgs pulserende havnefront. En syv personers stor bestyrelse, ledet af formand Inge Nesgaard, står i spidsen for orkestret.

Koncerter uden publikum duer ikke

Bedømmelsesudvalget fremhævede blandt andet værdien i, at bestyrelsen flytter koncerter ud i sportshaller, på skoler, etc. i alle nordjyske kommuner, så helt nye publikumsgrupper nu oplever orkestret.

Hovedtilskudsyderne Aalborg Kommune og Slots og Kulturstyrelsen stillede for år tilbage krav om, at orkestrets ydelser skulle ud til alle nordjyder. Den bold greb bestyrelsen. De flyttede koncerterne ud, hvor nordjyderne er, selvom det er dyrt og risikofyldt at flytte kostbart udstyr, og selvom musikerne skal spille under helt uvante forhold. Men koncerter uden publikum duer ikke.

– Jeg er meget stolt over det skulderklap, hele bestyrelsesholdet får med denne pris. Den vil helt sikkert skabe yderligere opmærksomhed om bestyrelsens arbejde. Det er vi rigtig glade for, og når vi næste gang skal rekruttere nye bestyrelsesmedlemmer, ja så inviterer vi dem ind i landets bedste bestyrelse, siger bestyrelsesformand Inge Nesgaard og fortsætter:

– Vi tænker blot om os selv, at vi gør en solid og god indsats, og vi har skabt en række gode resultater. Vi har aldrig tænkt, at vores indsat skiller sig så meget ud, at vi nu er et forbillede for de 4.000 offentlige bestyrelser i Danmark. Er der nogen som vil lytte, så deler vi gerne ud af den nordjyske snusfornuft og vedholdenhed. 

Kompetent bedømmelsesudvalg

Bedømmelsesudvalget består af professor Steen Thomsen, CBS, den erfarne bestyrelsesformand Lars Goldschmidt, samt sidste års prisvinder, fhv. bestyrelsesformand for Skanderborg Forsyning, Henrik Müller.

Bag prisen står ”Dagens Dagsorden – Forum for Offentlige Bestyrelser” – et netværk af 14 bestyrelsesforeninger og brancheorganisationer samt de tre partnere Pluss, EY og Horten. De ønsker med prisen at fremhæve bestyrelser, som viser, hvordan principperne for ”God Selskabsledelse” virker i praksis samtidig med, at bestyrelsen rent faktisk skaber værdi.

Om offentlige bestyrelser

Der er i dag 20.000-30.000 bestyrelsesmedlemmer i spidsen for ca. 4.000 hhv. selvstændige institutioner finansieret af offentlige midler og offentligt ejede virksomheder. Da deres grundvilkår er de samme, har vi givet dem den fælles betegnelse ”Offentlige bestyrelser”. Kulturområdet er den største gruppe med næsten 1.300 museer, teatre mv. Herefter følger videregående og ungdoms-uddannelsesinstitutioner som universiteter, gymnasier mv., hvor de fleste blev selvejende ved kommunalreformen i 2007. Senest er de tidligere kommunale forsyningsselskaber som vandværker, renseanlæg mv. blevet udskilt i selvstændige virksomheder. Finansministeriet har beregnet, at alene de ca. 2.000 institutioner i statsligt regi modtager ca. 47 mia. kr. årligt i statsligt tilskud.