Jeg har bare været her hjemme i andedammen. Nydt regnvejret i Nørrenusseby og Aalborg, summet i det stille grå og lovprist hver en lille solstråle der trængte igennem den fugtige sommer. Jeg har fundet den lille oase af sommernydelse i en iskold ingefærøl og i en mørk krydret Chimay, brygget i tavshed af dedikerede munke i trappistklostrene i Belgien. Jeg har guffet de lækreste salater, smagt en krogmodnet steak der ganske enkelt sang til mig i smag og lækkerhed, og jeg har krammet livet ud af mine unger og min kæreste, så snart jeg har fået muligheden. Jeg har ikke fået moulles frites, men det kan heldigvis nås endnu
Jeg mødte mit ultimative litterære sommerhøjdepunkt i ’Historien om det hele’ af den episke dna professor Eske Willerslev og forfatter/musiker Kristian Leth, om magi og videnskab, at være åben overfor det ukendte og lade det beviselige gå hånd i hånd med det intuitive og eventyrlige – og hver aften luller Fjodor Dostojevskij & Idioten mig i søvn … Jeg giver IKKE op;0)
Da jeg var ganske ung bosatte jeg mig nogle år i England, hvor jeg læste engelsk litteratur sammen med både ingeniørstuderende fra Qatar og Oman, brasilianske smukke sambanumser, græske gudesønner og islandske ungmøer med hang til the Dark side. Senere arbejdede jeg i Soho i London, hvor jeg mødte driftige verdensmænd og damer, ludere og lommetyve og indere hvis gryderetter fik mig til at glemme alt om min mors provokerende lækre hjemmerørte tatar og artiskokker med lyserød dressing on the side. Om aftenen tog jeg hjem syd for Themsen, forbi skiltet med point of no return, glad, alene og træt til min Jamaicamamma Hood og delte en stærk brun rom i det lille lerkrus med hende, når hun trofast stod og ventede på mig ved havelågen med flasken i favnen godt mast ind til hendes svulmende ældre barm, inden jeg dejsede omkuld på mit lille værelse på ca. 4 m2 under taget, inde ved siden af. London blev mit andet hjem. Min forlovede levede, også som ung, flere år med sin rygsæk på nakken og sugede verden og dens livsgivende kræfter ind i rå og store mængder. Åndens ilt. Der var barske syn i Libanon, juleaften i Haifa, kærligheden i Kibbutz og på røv og albuer i opvasken i Malmø. Og vi fik, hver især, så mange energier og oplevelser med hjem – og vigtigst af alt vidvinkel på livslinsen.
Vigtige mennesker for mig, i venskaber og inspiration, fandt sig selv lige midt i nogle af brændpunkterne denne sommer. I Tyrkiet da undtagelsestilstanden var en kendsgerning, i Nice ved Promenaden da et monster udråbte sig selv til manden med leen, og i et stort butikscenter i München, da det blev tyskernes tur til at mærke vanviddets bølge på krop og sjæl. Alle dem jeg kender er verdensborgere i krop og sjæl. Alle er de mennesker der favner verden i stort og småt, alle er de mennesker der gør en forskel.
Jeg håber mine børn vokser op med en tilgang til livet som verdensborgere. Ikke som danskere eller europæere, jyder eller københavnere. Men som verdensborgere med en udlængsel efter at opleve, møde og værdsætte andre kulturer og medborgere, og vende beriget hjem med fornyet saft og kraft, mod og visdom. Verdensborgere med en rummelighed til at rumme verden, leve i verden på tværs af kunstige fysiske grænser. Nyde verden og elske den. Og jeg tror på dem. De nye verdensborgere. Med empati, visdom og rummelighed til at overtage en fucked up verden – og gøre den til en smuk og god verden.
Vi må aldrig blive bange for at bevæge os ud eller invitere hjem. Tage hul på vores egne dannelsesrejser og medicinrejser. I stormfuld glæde, sprælsk nysgerrighed eller stille sorg. Vi må bevare vores eventyrlige livslyst og glæden ved at erobre oplevelser i stort og småt. Bryde vores comfortzone i skønhed, kærlighed og rædsel og velsignet vende tilbage.
Kimbrerne fra Himmerland med deres udlængsel og eventyrlyst tordnede sydpå som de barske vikinger de var med Romerne for øje i lyst og nød. Jeg er sikker på det også må have været dem, der opfandt slæden, da de nøgne i sneen brusede ned af bjergskrænterne på deres skjolde i leg og barske erobringslyster, inden de kastede sig ud i alt for mange kvinder, alt for mange slåskampe, alt for meget mjød og italienske vine og store svinske stege. Men de var nordjyder og de var seje og de var verdensborgere, lang tid før det blev moderne.
Og nu får jeg lov til at ride på Cimbrertyren her i min klumme! Hvor stort er dét ikke lige?!? Den store barske Okse der symboliserer både styrke, livslyst og udlængsel. Lade ham gungre afsted ud i verden. Tyren som blev skabt af den store danske billedhugger Anders Bundgaard, billedhuggeren der også skabte det berømte Gefion Springvand ved Langelinie i København, hvis hjem senere blev ét af mine barndomshjem. Så som 10-årig dansede jeg rundt blandt min mors dramatiske porcelænsgeparder, store palmer, tegneborde, russiske lysekroner og store statuer i dét fantastiske rum & atelier, hvor Cimbrertyren i starten af 1930’erne blev skabt.
Dét er s’gu da flow …
Kærlig hilsen Josefine
