Vild med Lønstrup

tekst CHRISTINA SVENDSEN | foto presse

Louise 2Louise Østergaard udkom i marts med sin anden bog, Eva, der har den nordjyske by Lønstrup som omdrejningspunkt. Et par dage før Ordkraft tog vi en snak med Louise om, hvorfor det nordjyske ligger hendes hjerte så nært og om hvordan et skilt med et forbud om at samle knogler op startede en historie, der var over 20 år undervejs.

Vi starter med at snakke om forsiden, hvor der er sten, forsteninger og drivtømmer, som er sirligt lagt på række. Alt sammen ligner noget man kunne have samlet op på en strand ved Vesterhavet, hvor naturen er smuk og ubarmhjertig.

– Det gør jo heller ikke noget, man får nogle associationer til knogler, griner Louise. Menneskeknogler har nemlig en helt central plads i Louises roman.

– For 20 år siden var jeg meget fascineret af Lønstrup og området der omkring. En dag var jeg ude ved Mårup Kirke, som ligger ud til klinten ved stranden, hvor jeg så at Naturstyrelsen havde sat et skilt op om, at man ikke måtte samle de knogler op, der stak ud fra klinten og faldt ned fra stranden. Det syntes jeg simpelthen lød så bizart, og kunne næsten ikke tro på, at nogen kunne finde på det. Hvad gør de mon med dem? Tager dem med hjem, samler dem i en lille kasse eller hvad?, fortæller Louise spørgende med et smil på læben.

– Med det samme tænkte jeg, at her gemte der sig en historie. Da min redaktør læste romanen for første gang sagde hun: ”Det er en god historie, men det der med de knogler, det er jo ikke sandsynligt. Der er jo ikke nogen, der går og samler knogler op.” Det sjove er så, at hun har spurgt andre af hendes kollegaer og en af dem havde læst en artikel, om en mand, der netop gik og samlede knogler op. Så den er god nok, der er faktisk nogle, der gør det!

 Ungdomskærester

Hovedpersonen Eva er vokset op i Lønstrup, hvor noget af barndommen gik med at samle knogler med vennen Morten. Men hvorfor gør de det?

– Jeg tror det er meget ligetil. De er begge vokset op i familier, hvor der ikke var særlig meget at lege med. For dem var det naturligt, og de har ikke haft distancen til, at det er menneskeknogler, og at det er grænseoverskridende. Det var jo bare deres baghave, hvor der lå en masse knogler, så dem kunne man lege med. Der var ikke nogle, der fortalte dem, at det gjorde man ikke. Specielt Morten kommer fra et miljø, hvor grænserne var flydende og hvor der ikke var nogle voksne til at sige, hvad der var rigtig og forkert. Som voksen er han stadig dybt fascineret af det, men Eva godt kan se, at det synes folk nok er en mærkelig hobby.

Forholdet mellem Eva og Morten startede da de var børn, hvor udbuddet af legekammerater ikke var stort i lille Lønstrup. Begge kom samtidig fra hjem, hvor de voksne ikke altid var til stede, så da de fandt sammen om at samle ind til hver deres skelet, var der ikke mange til at protestere. Sidenhen valgte Eva at flytte ud i verden, mens Morten blev. Hun kom videre ud i civilisationen, mens han blev fast forankret i den vilde natur.

Det pæne og det vilde

Louise kommer selv fra Sæby, som ligger næsten ligger på en lige linje med Lønstrup bare på den modsatte kyst. Men de to byer minder dog ikke meget om hinanden, siger Louise.

– Det er nærmest en kontrast-by, hvor de for eksempel er modsætninger med hensyn til naturen. Sæby ligger på østkysten, hvor det hele er lidt idyllisk med gamle badehoteller, sommerhuse i lige rækker og en tam strand, hvor børnene kan bade uden problemer. Når man tager det korte stykke over til vestkysten til Lønstrup, så er havet for det første ved at æde hele byen og man kunne slet ikke drømme om at sætte børn ud og bade, for det er alt for farligt. Hele strukturen af byen er også meget mere tilfældig og rå i forhold til Sæby. Jeg tror det er kontrasten i Lønstrup, som jeg rigtig godt kan lide, fortæller Louise.

Tredje gang er lykkens gang

I modsætning til fortælleren i Louises første roman, Ord, så er Eva meget langt fra hende selv.

– Fra starten gjorde jeg hende meget anderledes end mig og så er hun efterhånden kommet til at ligne mig til mere. Det jeg har tilfælles med hende er rodløsheden. Jeg har nok flakket mere rundt mentalt end fysisk, men ikke at kunne finde den indre ro og balance, der minder vi meget om hinanden. Hun er til gengæld mere end handlingskvinde, det har jeg aldrig været.

Eva har været igennem tre forskellige inkarnationer, hvor første udgave blev skrevet for 20 år siden, hvor den blev sendt til en romankonkurrence. Den vandt ikke og røg i skuffen i ti år. Louise kunne dog ikke helt slippe historien, så den blev skrevet om og sendt til de forskellige forlag. Der var interesse, men det udmøntede sig desværre ikke til en kontrakt, så den blev lagt i skuffen endnu engang. Tredje gang er som bekendt lykkens gang, for der ramte bogen sin nuværende form. Det er blevet til en anderledes kærlighedshistorie, der undersøger hvad hjemstavn og identitet egentlig er på godt og ondt.

Læs APPETIZEs anmeldelse af Eva her

Artikel om manden, der samler på knogler, kan findes her