Vicki Berlin og Lise Baastrup er aktuelle i årets vinterrevy i Aalborg og i den forbindelse har vi taget en snak med de to om revy, Vild med Dans, Hjørdis og de ulemper, der kan være ved at blive genkendt.
Folkeeje efter Vild med Dans
Vicki blev landskendt, da hun deltog i Vild med Dans i 2007.
”Det er jo en rutchetur, må man sige. Jeg var meget ukendt, da jeg blev spurgt om jeg ville være med på et afbud. Jeg sagde ja, fordi jeg tænkte: ”Fedt, så skal jeg lære at danse, det har jeg altid gerne ville.” Jeg tænkte ikke på alt det der medie noget. Så kom jeg jo så langt, og det gik fuldstændig amok, det med at se sig selv på spisesedler. Det var jeg bare slet ikke parat til. Så det var en meget voldsom oplevelse, plus at den var også sjov og lærerig. Men det var et kæmpe vendepunkt i mit liv, må man sige.”
Man må også sige at Vicki kæmpede for det. Samtidig med at hun skulle træne til Vild med Dans, filmede hun anden sæson af TV-satiren Tjenesten i 7 til 10 timer hver dag. Hun havde ingen bil, så det blev til mange kilometer på cyklen hver dag. Samtidig skulle hun forholde sig til at blive folkeeje fra den ene dag til den anden: ”Ja, det bliver man når man er med i det program. Det skal man virkelig indstille sig på inden. Det havde været rart, hvis der lige var en, der havde hevet mig i ærmet så jeg var forberedt på det.” Lise hvisker, ”Du bliver folkeeje.” ”Jeg var slet ikke klar over, at det her var mere end bare at hyggedanse. Det er meget voldsomt fordi det er så overdrevet eksponeret. Men det var en kæmpe oplevelse og skide sjovt og alt muligt, men det var mega hårdt, fordi jeg filmede samtidig.”
Du må have været i dit livs form?
”Det var jeg også.”
”Det er vildt, at du kunne nå det uden bil,” indskyder Lise måbende.
”Jeg kan huske, at jeg stod op 06:30 om morgenen og så cyklede jeg ud til TV-byen og derefter cyklede jeg til prøvelokalet og 02:00 om natten cyklede jeg hjem igen og så stod jeg op klokken 05:30 igen næste morgen. Det var helt sindssygt. Jeg var tynd som en pind.”
”Så sover man godt,” konstaterer Lise tørt.
Filmet i S-toget
Lise oplevede selv at blive folkeeje, da Rita første gang løb over skærmen. Her spillede hun Hjørdis, der blev så populær at hun fik sin egen serie.
”Ja, det må man sige. Jeg tror børn er lidt mere årvågne end voksne er, så de ser mere, hvis de ser en eller anden i bybilledet, som de ved der er kendt. Når det så handler om folkeskolen, så tror jeg, det virker endnu stærkere, for det er jo om det de oplever. Så der er virkelig mange børn og unge som man bliver genkendt af. Der er også voksne, men så er det så noget som det her, altså Vinterrevyen eller et teaterstykke jeg har lavet, når jeg er i de byer, hvor jeg har lavet teater. Men det er specielt børnene, der suger lærerkarakterer til sig.”
Men hvordan er det så at blive genkendt på gaden?
Lise starter, ”Jeg synes som sådan, at det er fint nok. Altså, jeg har ikke noget imod at gå ud uden makeup og jeg går som oftest bare i træningstøj. Men jeg kan godt mærke, at der er mange, jeg har lyst til at opdrage lidt på af sådan nogle unge mennesker. De tror ikke man lægger mærke til, at de sidder filmer en eller tager billeder en meter væk i et S-tog, hvor man har lyst til at sige: ”Skal vi ikke bare få taget et billede sammen, hvis du gerne vil have det billede?””
”Ja, man kan jo bare spørge,” indskyder Vicki.
”Jeg ved ikke hvor spændende et billede af mig i S-toget er, altså. Af mig der sidder og kigger ud af vinduet og der er nok sådan det jeg ikke forstår også fordi jeg ville aldrig selv gøre det. Jeg forstår ikke, at de ikke bare tager kontakt,” fortsætter Lise.
Uopdragne smagsdommere
”Det er også fordi de ikke tænker på en som et menneske og jeg tror er det er det der provokerer mig helt vildt. Vi sad hernede i går aftes og så kommer der mennesker ind. Den ene føler en trang til at fortælle hvor dårlig han synes jeg var i revyen sidste år,” fortæller Vicki.
”Og hvor godt det var i år,” indskyder Lise.
”Det var jo dejligt at han synes det var godt i år men det er som om at alle må evaluere på ens arbejde. Det er deres ret at sige: ”Du var grim og ud hvor så du fed ud i den kjole”. Det må de godt sige!” afslutter Vicki forarget.
”Folk kan finde på at sige hvad som helst. Ham der, han synes ligesom; ”Det var godt nok dårligt sidste år, men på trods af det valgte vi at komme ind igen.” Og det var en god revy sidste år, så det er jo bare en smagssag. Men det at nogen bare tænker, er du stiller dig op, så må de bare frit evaluere på dig og tænker ikke på at man faktisk er et menneske med følelser, der skal ind og lave noget og faktisk giver et stykke af sig selv hver aften når man står på scenen. Det er enormt hårdt at folk bare tænker at: ”Det er min ret, for jeg har købt en billet, så må jeg gå hen og sige hvad som helst jeg vil til dig bagefter og hvad jeg, lille menneske, synes.” Jeg kunne aldrig drømme om at gå hen til et andet menneske og sige sådan noget,” siger Vicki.
””Hej bankdame. Jeg synes dælme ikke, du var særlig køn sidste år, da vi sad og havde det her møde, men i år der er du blevet klippet og det klæder dig rigtig godt. Nå, vi skulle snakke om det lån der.” Altså, det ville man jo aldrig gøre. Når man er skuespiller så er det folks ret, at de er smagsdommere og de er rigtig gode smagsdommere,” siger Lise og understreger hvor mærkeligt det er, at folk har trang til at fortælle dem direkte om deres smagsdom.
”Det kommer bag på mig hver eneste gang, og jeg sad også i går og var sådan helt paf da manden kom hen og jeg sad og tænkte: ”Hvorfor har du det behov at du skal sige det her til mig nu?” indskyder Vicki.
”Det er jo en mærkelig anmeldertrang, ikke? Den der sofa forsvinder jo ikke, fordi jeg går op og siger at jeg synes den er piv grim,” bemærker Lise og peger på sofaen som vi sidder i.
Vicki fortsætter: ”Det er jo bare en ganske almindelig opdragelsesting. Altså, hvis man ikke har noget pænt at sige så skal man ikke sige det med mindre man bliver spurgt. Sådan er det bare. Jeg bliver simpelthen overrasket hver gang og tænker at det er et underligt behov de har. Altså, skriv det på Facebook, hvis det er at du vil have det ytret. Men hvis jeg en dag finder ud af hvorfor folk har det behov, ville jegsynes det var meget interessant. Jeg har endnu ikke forstået det. Det er også fordi det lægger mig selv så fremmed. Jeg kunne aldrig gå hen og sige noget grimt om et andet menneske, med mindre at de decideret spørger mig. Det lægger mig så fremmed, så jeg tror det er derfor jeg bliver så paf og tænker hvor det mon opstår det henne.”
Også mange positive møder
Men heldigvis er der også mange positive oplevelser.
”Vi møder rigtig mange søde mennesker både efter forestillingen og nede i byen,” fortæller Vicki.
”Der er mange, der overnatter her, som har været inde og se revyen, så mødes man jo til morgenmaden. Så kommer de pænt over, mens man sidder med sine æg og siger tusind tak for forestillingen. Så diskuterer man nogle af de der sketches, hvor man tænker, at det jo bare er livsbekræftende,” fortsætter Lise.
”Det er jo vidunderligt når man møder de mennesker, dem møder vi også rigtig mange af. Det er kun de der afstikkere ind imellem, hvor man stopper op og bliver sådan helt: ”Hva’!? Hvor kom det fra??” afslutter Vicki.
Hvis du møder Lise og Vicki på gaden, så skal du bestemt ikke være nervøs for at sige hej.
”Nej, overhovedet ikke! Og der er mange der kommer hen og siger undskyld bagefter, hvor jeg har det sådan lidt ”Ej, du skal ikke sige undskyld,” starter Vicki.
”Men det er til gengæld en god opdragelse, hvis de pludselig kommer til at tænke om de mon forstyrrer midt i et eller andet. For jeg har ofte prøvet, at der er nogen, der kommer hen på en ferie i et fremmed land, hvor der er en der har genkendt mig og river fat i min arm og så bare holder fast mens hun kalder på sin familie. Hun har ikke sagt hej til mig, så jeg står bare og bliver hold fast som sådan en papfigur indtil familien er kommet hen. Når familien kommer hen, så går det op for hende, at hun holder fast i min arm, og først der slipper hun. Så er hun nødt til at starte en samtale og så kan jeg se på hende, at hun ikke rigtig ved hvad hun skal sige, fordi ”Gud, det er jo egentlig et menneske”. Det kan jeg huske, at jeg følte som meget grænseoverskridende, at der lige pludselig var nogen der fysisk tog fat i mig uden at lave en connection først,” fortæller Lise.
På forsiden af Se & Hør
”Jeg synes, det er det hele værd. Jo, det kan da godt være belastende, men der er ikke så meget negativt. Der er mere positivt end negativt,” starter Lise.
Vicki er lidt mere tøvende: ”Jeg kan godt nogen gange tænke, at nu orker jeg det ikke mere, for det er jo også på vej hjem i S-toget, når man lige har fået af vide at ens farfar er død. Så kommer der nogen hen og siger: ”Smil, Vicki Berlin.” Der kan man nogen gange godt tænke, at nu vil jeg gerne bare være et menneske, der kan få lov til at tage S-toget med den sorg, jeg nu sidder med. Der kan jeg godt nogen gange være lidt træt af det. Men så må man jo bare affinde sig med det og rejse en tur til Italien i en lille landsby, hvor der ikke er nogen der ved hvem man er, og så få et afbræk ved det. Og vide at man faktisk godt kan gå ned i supermarkedet uden, der er nogen der kigger ned i ens indkøbskurv.”
Vicki har for alvor prøvet skyggesiden, da hun blev smækket på forsiden af Se & Hør.
”Jeg snakker altid gerne med journalister, men det var nogen der fulgte efter mig på en ferie og tog billeder af mig i bikini og så sendte de det til mig med sådan noget trussels-noget. Det var lige da jeg havde mødt Nikolaj og var gået fra min forlovede. De skrev: ”Vi har afslørende billeder af dig, hvis ikke du siger noget, så skriver vi hvad vi tror.” Så blev jeg smækket op på forsiden i bikini. Det bliver man bare så træt af. Sådan nogle oplevelser er bare rigtig dumme. Nogen gange har man lyst til bare at kunne være et lille menneske, der kunne sidde i toget uden nogen vender sig, uden nogen sidder med deres mobiltelefon, bare lige fem minutter,” fortæller Vicki.
Der har ofte været en debat om at når skuespillere vil tale med journalister om de gode ting, så må de også tage de dårlige artikler med oprejst pande. Men at snakke med journalister er en del af arbejdslivet, når man er skuespiller. Tit er det et krav at man skal deltage i artikler for at promovere det man deltager i.
”Det gør det jo de fleste steder. De fleste ansættelser på teatre, film og TV, der skriver du under på, at du er med til at lave PR for den pågældende ting. Når du sidder med en eller anden journalist, så ved du godt, at det begynder at blive vinklet hen i mod noget, der ikke har noget at gøre med den ting du er med i. Så må du jo selv prøve at vinkle det tilbage. Så synes journalisterne enten det er kedeligt eller også finder de på noget selv,” fortæller Lise.
”Det er også derfor at man altid skal bede om at få det til gennemlæsning, men tit når det så er i forbindelse med at man bliver stillet nogle spørgsmål for eksempel til Vild med Dans, så får man det jo ikke til gennemlæsning og så kan de vinkle det fuldstændig som de har lyst til. Jeg har ikke været en særlig udsat kendis, synes jeg, på det punkt. Jeg kender kollegaer der har haft det meget værre, men jeg bryder mig godt nok ikke om det. Også fordi at jeg er et utroligt følsomt menneske og meget, meget sensitiv og jeg bliver sgu ked af det når nogen siger grimme ting om mig. Jeg bliver ked af det når nogen kommer hen og siger noget grimt, jeg bliver ked af det når Se & Hør skriver noget grimt. Og så får man også tit af vide, at: ”Så må du sgu få dig noget tykkere hud”, men hvordan får man lige det? Kunne man ønske sig det i julegave? Det hører bare med og det ved man godt, og så må man sidde og tude på sit badeværelse og så gå ud igen og møde verden. Der er ikke så meget andet og gøre,” fortæller Vicki.
Debut på revyscenen
Lise har haft sin debut på revyscenen til dette års Vinterrevy. Den erfaring kan hun passende tage med til sommer, hvor hun skal være med i Cirkusrevyen for første gang. Vicki er efterhånden en erfaren revyskuespiller og var selv med i 2014.
”Denne her vinterrevy er jo det første revy jeg nogensinde har lavet, så jeg suger jo bare til mig fx om der er nogle specielle termer i revy og hvordan jargonen er her i forhold til ”almindeligt” teater. Jeg suger til mig på alle de der parametre for at være så klar som man overhovedet kan blive. Mine kollegaer er skidegode til lige at sætte mig ind i hvordan tingene plejer at foregå. Vicki er jo garvet her i Vinterrevyen, så hun kan sige præcis hvad vi skal de forskellige i dage på hvilket klokkeslæt,” fortæller Lise.
”Men jeg har jo haft Pernille Schrøder, der har været den for mig og det vil jeg ikke have undværet, for man kan føle sig totalt lost, hvis man ikke har den til at fortælle de her ting. Det var Pernille enormt sød til hele tiden at fortælle mig, så derfor vil det være rigtig underligt for mig, hvis ikke jeg gav det videre og en dag bliver det så Lise, der skal give det videre,” indskyder Vicki.
”Øllen er der. Du ringer til hende,” siger Lise grinende.
”Men det hører med. Og det er derfor det er så trygt at være oppe med nogen der har her været før, for alt er som det plejer, sådan er det i revy. Lige meget hvilken revy man kommer ind på, så kommer man ind i et skib, der har sejlet trygt rigtig længe og så kan man stige på indimellem, men alt er som det plejer. Hvis man ikke har nogen man kan spørge, så kan man altså godt være lidt lost. Så det er rigtig rart at have en man kan snakke med om det,” fortæller Vicki.
Men er det indenfor revy at fremtiden ligger?
”I Danmark kan man ikke sætte sig i en bås, så er der simpelthen ikke arbejde nok. Men nu er jeg så heldig at revy passer til mig og det er godt fordi så er der arbejde hver sommer så på den måde så kan man sige at det er også bare er en velsignelse for Lise at finde ud af at det også passer til hende. Så er der arbejde, for det er der ikke for meget ud af,” fortæller Vicki.
”Der findes jo mange revyer i Danmark,” indskyder Lise.
”Sindssygt mange, og de kører godt. Pernille sagde altid: ”Vi er heldige, vi er faldet i revygryden” for så er der noget mere arbejde at få. Revy er ikke for alle, det er skide svært. Der er mange af vores kollegaer, der bliver dybt angste over at stå på en scene og skulle have folk til at grine. Jeg har set mange, som simpelthen slet ikke trives i det. Så det at man kan lide genren og at man også får god respons, det skal man bare være skide glad for. Så håber jeg, at jeg udover det også kan få lov til at lave teater, film, serier, tegnefilm og alt det andet man også laver,” fortæller Vicki, der heldigvis har en meget alsidig karriere.
”Jeg er virkelig glad for det, at få lov til at lave så meget forskelligt. Men det er klart de fleste kender mig nok fra revy, for det er jo det jeg har lavet mest. Men det er jo også, fordi at Danmark kan så godt lide at sætte folk i kasser. Det gælder desværre også mange castere; ”Men du er sådan en der laver revy, så kan du jo ikke spille det her.” Det er sådan lidt, ”Må jeg lige prøve.” De ringer ikke til mig med mindre det er noget med humor nu. Det kan jeg godt være en lille smule træt af. Der kræver det en caster som har lyst til at kigge lidt ud af boksen og dem er der ikke så mange af, desværre,” siger Vicki.
”Men til gengæld er det lettere for sjove mennesker at spille seriøse end det er for seriøse mennesker at spille sjove,” fortæller Lise.
Men hvad er ønskerne for fremtiden?
”Det var det der hus i Italien. Vi skal have et hus sammen i Italien,” siger Lise med et grin.
