Vend livet på hovedet – det er forår

tekst JosEfINE PAssEr | Illustration Helene Aabo

I skrivende stund er det blevet forår! Lige nu! Det er d. 20 marts, forårsjævndøgn og nu går vi de smukke lyse dage og aftener i møde. I dag er også den officielle fejring af nytår for mange, blandt andet iranere, kurdere og tyrkere. Og hvor giver det god mening! At fejre det spirende nye år på det tidspunkt, hvor alt begynder at tage form og liv igen. I må gerne beholde jeres fejring d. 31. december i kulde og mørke. Jeg hopper med på forårsvognen

Jeg stod tidligere i dag og lavede hummus og flødestuvet spinat, mens falaflerne lunede sig i ovnen, og jeg kunne fysisk mærke hvordan min hjerne begynder at blive lysere, og mit sind meget mere optimistisk. Jeg synes aldrig, jeg decideret har lidt af vinterdepression, men når foråret viser sig, kan jeg alligevel mærke at min hjerne på ingen måder har kørt for fuld skrue, når alt er mørkt omkring mig. Og dét selvom jeg faktisk er en lille sjæl, der trives næsten alt for godt i små hjemmebyggede huler sammen med min dyne, tæpper, varm te og himmelsk mad. Jeg er vel nok en blanding af en Koalabjørn og en Mumitrold. En introvert forholdsvis stille skabning (hvis man ser bort fra mine lyde og sangudbrud) der elsker at tænke tanker, og som engang imellem vover sig ud i det ”normale” samfund, når det enten er rigtig godt vejr, meget mørkt om aftenen, eller når jeg bliver tvunget.

Men måske er foråret det helt rigtige tidspunkt at få vendt livet lidt på hovedet. Jeg havde ingen gamle nytårsforsæt fra december, men nu jeg har taget hul på et nyt forårsnytår, så kan jeg jo passende starte. Josefine du skal mere UD! UD som i gåture, motion, mød verden! Både fordi det er helbredsmæssigt sundt, og jeg har nået en alder, hvor jeg skal begynde at tænke mig lidt om, og så tror jeg også det giver noget på den mentale konto. Jeg nyder også, ligesom ca. 9 millioner andre, at jamme online spillet World of Warcraft, og nogle dage i lidt for store mængder. Når jeg trykker exit efter flere råhygge timer i eventyrets verden blandt dæmoner, elvere, dværge og gnomer. Når jeg har kæmpet og sejret mig igennem de farligste forhindringer og dybeste kræfter, så er det, indrømmet, lidt som at have været en tur på Burger King. Jeg er hverken blevet særligt klogere, sundere eller mere energifyldt, men de tomme kalorier smagte formidabelt godt. Men hov! Det gælder jo hele online verdenen. Den vi vælger blindt og pr. automatik, hver gang der opstår 5 minutters pause eller stilhed. Så sidder vi inde i Facebook, Instagram, Snap, formiddagsaviserne online, U name it – vi er der. Og det knuser de gode samtaler, de værdifulde stille stunder, hvor vi i stedet skal lade hjernen op og ikke bryde den ned med alverdens mental onlinejunk, og absolut (hvis vi nu skal være HELT ærlige) ligegyldige statusser og oplysninger fra nær og fjern.

Jeg læste en rigtig god artikel for et stykke tid siden. Vi får ikke alene mere ondt i røven af at brokke os meget, vi bliver beviseligt dummere. Artiklen sidestillede brok med passiv rygning, hvilket jeg synes er et ret genialt billede. Og vi er omgivet af brok. I frokoststuen på arbejdet, ved busstoppestederne, hjemme hos gamle moster Dagny, i telefonen med bedsteveninden og inde på Facebook. Kender du også de FB-venner eller virkelig-virkelig venner og bekendte der brokker sig om alt? Fra den sure mælk i køleskabet til naboens søn der larmer lørdag aften, den tilfældige cyklist der kørte overfor rødt og prisen på hamsterfoder i Lokal Brugsen. Gode diskussioner og væsentlig vidensdeling er noget helt andet! Men den dér brok der kommer direkte fra blindtarmen…

Jeg forsøger at lade være med at brokke mig meeega meget – men vi dumper alle i, tit. Jeg er blevet meget bedre til at undgå ren brok. Artiklen foreslog nogle helt basale små gode fifs. Vær positiv og lad være med at hoppe med på brokkevognen, kan du ikke slippe væk fra brokkeriet, så gå i mental osteklokke, (den samme osteklokke enhver teenager der står overfor en løftet pegefinger helt automatisk hopper ind i), eller meditér. Elitebrokkerne er også ofte de samme, der konstant linker til enhver artikel der starter med PAS PÅ, ALARM, fem tegn på du nok dør i morgen, efterlysninger af personer der for længst er fundet, eller lemlæstede dyr af enhver art. Medierne er fantastiske til at puste til vores indre brokke-ild. Ved at blive ved med at fodre os med negative vibrationer fra vi står op til vi går i seng. Sensationsoverskrifter og artikler der bedst burde trykkes i Usandsynlige historier fra hele verden. Men hvis vi nu vælger at vende livet på hovedet i anledning af foråret, så smid al det brok overbords og se det som passiv rygning. vi gider det sgu ikke i vores liv. I det hele taget få kål på gamle ubrugelige vaner, som vi måske ikke engang længere er bevidste om, blot fordi de er blevet så gamle og indgroede, at vi tror de er en del af os, en del af vores personlighed. Forårsrengøring er også indeni. Og indeni er måske endnu vigtigere end vinduerne og en fjern krog i bryggerset.

STOR forårskrammer fra Josefine

P.s. Du får lige min hummusopskrift fra tidligere i dag.
Den sad nemlig liiiige i skabet

    •  2 ds. ”grund hummus” (mosede kikærter)
      Du kan også koge og blende dem selv, men de er ligeså fine fra dåse.
    •  3-4 store skefulde flydende Tahin (Fås i Rema og Føtex bl.a. Eller hos enhver lille hyggelig etnisk grønthandler)
    •  3-4 skefulde smagsneutral olie (f.eks. økologisk rapsolie)
    •  4 store fede finthakkede hvidløg
    •  2 gode tsk. Paprika
    •  2 gode tsk. Tandoori Masala (fra den lille hyggelige grønthandler eller
      Føtex på en god dag)
    •  Saft fra en 1⁄4 citron
    •  En god fingerspids salt

Rør sammen til den er god lind, som en fed soft ice, og spis på ristet rugbrød eller en god chiabolle med friske lækre tomatskiver på. ELLER som tilbehør til frokost eller aftensmad – BON APPETIT