Ud af mørket

tekst Josefine passer | illustration helene aaBo

Vinteren kommer og mørket er her allerede. Jeg elsker foråret, de spirende tegn på liv og den glæde der dukker op over alt, pirrende og blid som små sarte champagnebobler. Den fine smag af hvad verden kan byde på. De piplende nuancer af håb. Men jeg elsker også mørket. Stilheden. Alt det jeg ikke kan se. Det uforudsigelige der gemmer på dagen i morgen

Som barn var nogle af mine bedste timer på landevejen. På bagsædet i den store flødefarvede Rover med rødt læderindtræk og mahogni, liggende med min dyne, stirrende op i nattehimlen. Den store galakse af eventyr og stjerner. De mørke og næsten kulsorte aftener og nætter på kryds og tværs af Danmark indgød en tryghed jeg favnede i takt med mine hjerteslag, og silhouetten af min far ved rattet på forsædet. Min fascination af en verden udenfor min, en verden af liv ude i universet, en verden der stadig også favnede mig. Jeg lovede mig selv aldrig at glemme disse timer af stilhed, tryghed, glæde, nærhed. Og jeg glemmer dem aldrig. Når jeg favnes af mørket i dag, når stjernerne vinker til mig fra universet, når skyerne driver over nattehimlen som ufuldstændige tanker, så sender jeg kærlighed til bagsædet i den gamle smukke Rover.

Vi fandt aldrig rigtigt sommeren her hjemme i år, den fløj forbi med meget få mellemlandinger, men jeg er egentlig, inderst inde, lige glad. Det indrømmer jeg. Vi elsker at brokke os, og jeg har selv brokket mig, men jeg tror mest, jeg blev grebet af noget flok-brok, som om det er en naturlov at vi skal brokke os – også om vejret. Det er jo ikke vejret, der skal bestemme om min sommer var dejlig. Det er dét indhold, jeg selv puttede i min sommer.

Mange mennesker bliver rigtig triste og sørgmodige, når lyset forsvinder. Vinterdepressionerne dukker op som små spirrevippende rumpenisser fra skovens dyb; nogle kan vi sende bort med f.eks. lysterapi, andre må vi se i øjnene og med kærlighed guide igennem vinteren. I stedet for vinterdepressioner vil jeg bruge ordet Vinterstilhed. Jeg er lidt vinterstille. Jeg elsker de mørke meget tidlige morgener, inden verden begynder at larme. At mufle i vores sofa med god te, tæppe og tanker og et enkelt stearinlys tændt ved Madonna & Buddha i vindueskarmen. Som jeg byder eftermiddagen og aftenens mørke velkommen, tager jeg afsked med mørket næste morgen – i stilhed og refleksion. De små daglige stille ritualer skaber ro og styrke både hos små og store væsner.

Jeg hører ofte om flere, der føler, de er født på den forkerte breddegrad. Jeg er født på den helt rigtige breddegrad i forhold til lys og mørke, vores magiske årstider og sikkert også vores sind, selvom vi sikkert er mange, der gerne vil fremstå lidt mere eksotiske. Men jeg ville ønske jeg var italiensk, når det kommer til sproget og maden…

Mørket giver mig roen til refleksion, til at søge lidt dybere, til at lukke alt det ligegyldige ude og nærme mig kernen, uden distraktion. Enkeltheden. Lyset fødes i mørket, det er der, jeg ser klarest. I sommerens lyse timer gribes jeg let af alle skyggerne, uroen, distraktionerne – blandet med kærligheden til smukke aftener i sensolen med et glas køligt hvidvin og pil-selv-rejer på trappestenen, eller en iskold enkel RÅ, imens Steps Ahead eller Al Jarreau får mine planter til at vrikke lidt med bladene fra Spotify.

Samtidig var jeg i virkelig mange år, faktisk ind til for få år siden, meget bange for mørket i skoven. Ikke i byerne, eller derhjemme, eller på havet. Kun i skoven. Jeg tror, det går tilbage til de utallige natorienteringsløb, jeg SKULLE deltage i på lejrskole i 3.-9. klasse. Fuldkomne umenneskelige krav for små væsner med en god fantasi og grisling siddende på deres skuldre. At slippe børn løs i grupper på tre eller fire, midt ud i natten og Dunkelskoven og overladt til mørkets skæbne… Jeg elskede mine lærere højt, men der ER altså ting jeg aldrig helt kan tilgive dem… At der vankede varm kakao, nybagte boller, mariekiks og saftevand, når vi, endeløse timer senere, endelig kunne se lys og varme igen, hjalp kun lidt på min rystende, kolde, skræmte lille sjæl. Suk. Jeg er stadig ikke rigtig vild med mørke skove…

Der findes åbenlyse behov, som mørket ikke kan dække for os. Så må vi kompensere med et ekstra skud D-vitamin og planterne her hjemme får et ekstra kærligt ord, når den store fotosyntese går lidt i baglås i vinterhalvåret; men ellers tror jeg, det handler om at favne mørket, give slip, åbne for den indsigt og stilhed de mørke dage og måneder giver os. Ganske som i verden omkring os. Se ud i universet og ind i os selv, og finde den kraft, der skal give os vinger til vi når foråret igen.

De ekstra grin og kram der gør mandag til det nye fredag; når du investerer i den lækreste røgede paprika til vinterens simrende gryderetter; når du oplever magien ved stærk ingefærte med citron en regnfuld mørk onsdag morgen; når den mudrede sti ikke længere går dig på og blæsten ikke forbandes, men beundres for sin styrke.

Når vi lærer at være i mørket, slipper vi mørket fri, mørket i alle dets nuancer og skikkelser, lyset bryder igennem, og vi træder ud af mørket igen.

Kærlig smuk Vinter til Dig & Dine

Josefine