Test af: Kranio-sakral terapi hos “Din krop – Din Kost”

TEKST MATHIAS MADSEN

Ulla Vittinghoff åbnede for 5 år siden en Kranio-sakral terapiklinik i Vester Hassing kaldt Din krop – Din kost, men er nu flyttet ind i et klinikfællesskab på Fjordgade 23 lige ved siden af Friis centeret, hvor hun holder åbent tirsdage og torsdage efter aftale. I klinikfællesskabet ligger der også en akupunktør kaldt Engbo Akupunktur, og der er plads til endnu en klinik, som gerne skulle komme snart.

Ved siden af klinikken er Ulla folkeskolelærer, men måtte gå på nedsat tid, da hun havde problemer med sin ryg. Netop Ullas dårlige ryg fik hende til at opsøge en Kranio-Sakral klinik, som hjalp hende med at formindske hendes problemer med ryggen, hvilket fik hende til at tage kurser i kranio-sakral terapi og efterfølgende åbne sin egen klinik først i Vester Hassing og nu i Aalborg.

Hvad er kranio-sakral terapi?

Til jer der ikke ved det, så er Kranio-sakral terapi en alternativ behandlingsmetode, hvor der trykkes svagt på de steder, der er spændte, således kroppen frigiver det effektive stof kaldet spinalvæske, som er med til at løsne op eller nedsætte smerter i de udsatte muskler. Behandlingerne kan være med til at give smertelindring til personer med bl.a. gigt, sportsskader og babykolik samt afhjælpe problemer med stress herunder hovedpine, depression og ADHD.

Behandlingen

Jeg besøgte Ulla på klinikken, hvor jeg skulle have en 40-minutters behandling, som havde fokus på at løsne spændinger i min ryg og nakke. Jeg lagde mig på ryggen på briksen, og Ulla startede med at trykke blidt i mellem mine skulderblade, og bevægede langsomt sine fingre ud ad eftersom spændingerne i mine muskler løsnede op. Det startede med at være en lidt mærkelig følelse, da jeg tidligere har været vant til at gå til fysioterapeut, hvor man virkelig kan mærke, at der bliver trykket på musklerne, men her var det meget behageligt og smertefrit. Herefter begyndte hun på samme måde i min nakke, hvor jeg åbenbart havde mange spændinger, og pressede derfor i lidt længere tid på mine nakkemuskler for at få dem til at slappe af. Herefter sluttede hun af med kort at behandle mine tindinger og pande, for at tage evt. spændinger i mit hoved.

De 40 minutter fløj afsted, og jeg må indrømme, at jeg flere gange under behandlingen tog mig selv I, at være tæt på at sove. Det var altså en meget behagelig oplevelse, men da jeg ikke direkte havde smerter eller problemer med min krop, er det svært for mig at sige om det gør den store forskel specielt også fordi, at der oftest skal flere behandlinger til at løse ens spændinger og få det bedste resultat.

Prisen for 60-minutters behandling er 440,- og hvis du har lyst til at prøve en behandling og teste det for dig selv, så kan du læse mere om Ullas klinik her eller følge hendes Facebook-side.