Ishockeyspilleren Nikolaj Ehlers har succes i verdens hårdeste liga, den nordamerikanske NHL. Han har investeret næsten hele sit liv i at nå så langt. Men det er kun naturligt, for det forpligter at have et talent, siger hans far, den aalborgensiske ishockeylegende Heinz Ehlers
Han er blevet beskrevet som en superstjerne i svøb, der nærmest flyver hen over isen. 21-årige Nikolaj Ehlers har succes på ishockeysportens allerstørste scene, den nordamerikanske liga NHL. Med sin nuværende kontrakt tjener han omkring halvanden million dollars om året inklusiv bonusser, og der er ingen tvivl om, at det beløb vil stige væsentligt, når han om senest et år skal have en ny kontrakt på plads.
Nikolaj Ehlers er blevet en værdifuld spiller for sin canadiske klub, Winnipeg Jets. I sidste sæson spillede han samtlige 82 kampe og lavede 64 point. Med den kraftpræstation slog han Frans Nielsens rekord for flest point scoret af en dansker i en NHL-sæson.
Han er ud af det aalborgensiske hockeydynasti, Ehlers. Hans storebror, Sebastian, er i denne sæson skiftet fra Aalborg Pirates til Odense Bulldogs, og hans far, Heinz Ehlers, var sin generations bedste danske ishockeyspiller. I dag er han træner i Schweiz.
Selvom hele familien således spiller på udebane, så mødes de i sommerpausen i Nordjylland. Nikolaj Ehlers har en lejlighed i Aalborg, og hans far bor i familiens sommerhus i Blokhus. De har revet en eftermiddag ud af ferien for at fortælle om baggrunden for den succes, som Nikolaj Ehlers oplever i NHL. Vi møder dem på den aalborgensiske hjemmebane i Gigantium, hvor vi skal høre historien set fra både farens og sønnens perspektiv.
Den gamle skøjtehal
Når man spørger Heinz Ehlers, hvor hans fascination af ishockey stammer fra, peger han på geografi og erkendelsen af eget talent.
– Jeg tror, at det var den geografiske nærhed til den gamle skøjtehal ved Østre Allé, der bragte mig ind i ishockeysporten. Jeg voksede op i kvarteret omkring hallen, og næsten alle mine venner og skolekammerater spillede hockey, og så blev det også sporten, som jeg gik op i.
Han betegner ishockey som en meget kompleks sport, hvor man skal være dygtig til mange forskellige ting. Spillet har både tekniske og fysiske facetter. Man skal have hurtighed, spilforståelse og boldtalent.
– Hvis du så opdager, at du har et vist talent for spillet, så vil det jo være dumt ikke at udnytte det, siger Heinz Ehlers.
Han var kun en stor dreng, da udlandet fik øje på hans talent og hans stærke vinderinstinkt. På en sommer-ishockey-skole i Sverige blev han kontaktet af to svenske klubber i eliteserien.
– De ville have mig op til Sverige, men jeg var kun 15 år. Det var for tidligt. Jeg skulle lige være færdig med skolen, og jeg var måske heller ikke moden nok. Det blev så Leksands IF året efter, og det føltes rigtigt. Når du kan mærke, at du er en af de bedste, og der samtidig er udenlandske klubber, der rykker i dig, så ved du i hvert fald, at du kan være med på et vist niveau, siger Heinz Ehlers.
Stifter familie
Han blev den danske ishockeyspiller, der for alvor åbnede døren til udlandet. Han spillede 18 succesfulde sæsoner i Sverige, Schweiz, Østrig og Tyskland, inden han vendte tilbage til Aalborg for at spille og siden også blive træner i AaB. Undervejs stiftede han familie.
– Jeg fik min ældste søn i 1993, mens jeg boede i Sverige. Nikolaj er født i Aalborg, men på det tidspunkt spillede jeg i den tyske liga, og vi boede i Augsburg i Sydtyskland. Siden fulgte deres lillesøster. Men hun spiller ikke ishockey. Det har hun ikke fået lov til, siger Heinz Ehlers med et smil.
Alligevel er det hele familien, der interesserer sig for hockey. Sporten har altid fyldt meget i hjemmet. Både i forholdet mellem faren og de to sønner og brødrene imellem.
– Jeg snakker rigtig meget ishockey med min bror, men det gør jeg nu også med min lillesøster og min mor. Vi går jo alle sammen op i sporten, så det er helt naturligt, at vi snakker meget om den, siger Nikolaj Ehlers, der med sit sympatiske og beskedne væsen også har de menneskelige kvalifikationer på plads.
På is i Berlin
Han var kun 3-4 år gammel, da han tog de første forsigtige skridt ud på isen. Det var, mens familien boede i Berlin, og hans far spillede i den tyske liga.
– Jeg blev meget tidligt bidt af sporten. Jeg var ude og se alle de kampe, som min far spillede, og det inspirerede mig. Min storebror var allerede begyndt at spille ishockey, så der var slet ingen tvivl om, at det skulle jeg også. Jeg havde lidt problemer i begyndelsen. Jeg var for eksempel ikke glad for at have hjelm på. Men det blev løst, for jeg ville bare ud på isen. Det var så fedt, husker Nikolaj Ehlers.
Hans far kunne lide det, han så.
– Nikolaj havde lige fra starten en fantastisk teknik. Dertil kom, at han havde dygtige ungdomstrænere i klubben Berlin Capitals, hvor han spillede med drenge, der var 2, 3 og næsten 4 år ældre end ham selv. Når du er den mindste, så er du nødt til at finde dit eget unikke talent, for ellers kan du ikke være med. Det er fuldstændig det samme, som da vi som børn spillede fodbold ude på gaden. Det krævede noget særligt af de mindste, for at de kunne spille med, siger Heinz Ehlers.
I høj fart
Det stod hurtigt klart, at sønnens unikke talent var hans hurtighed. Med det våben kunne han klare sig blandt de større drenge.
– Min speed er helt sikkert min styrke. Jeg er jo ikke den største fyr, men jeg skøjter rigtig hurtigt. Det har jeg gjort, siden jeg var lille, siger Nikolaj Ehlers.
Han har siden arbejdet på at blive endnu hurtigere og endnu dygtigere på et par skøjter. Når eksperter og kommentatorer i dag skal vurdere Nikolaj Ehlers, fremhæver de altid hans fart på isen, måden som han bevæger sig på og de ting, som han er i stand til at udføre i høj fart. Den vurdering er hans far enig i.
– Der er jo andre ishockeyspillere, der også er hurtige, men så har de ikke det tekniske niveau og den spilforståelse, som Nikolaj har ved siden af sin utrolige speed. Selv i meget høj fart kan han få pucken med sig, og jeg er ikke i tvivl om, at det hænger sammen med, at han var på is allerede som 3-4-årig. De helt tidlige år betyder noget for en spillers udvikling. Selvfølgelig kan man begynde at spille ishockey som 10-årig, men man ser ofte, at dem som startede i en ung alder og fra starten fik en god skøjteteknik har nogen fordele på den lange bane, siger Heinz Ehlers.
Gode år i Schweiz
Nikolaj Ehlers var 6 år, da familien flyttede hjem til Aalborg, hvor hans far kom til at spille i AaB og siden også blev træner i klubben. Selv spillede han først i AIK og derefter i AaB.
– Da jeg var 11-12 år gammel, flyttede vi til Schweiz, hvor min far havde fået et nyt trænerjob. Det var lidt svært i starten. Selvfølge- lig var det det. Nu havde jeg boet hjemme i Aalborg i 5-6 år, og så skulle vi lige pludselig til Schweiz, hvor jeg ikke kendte nogen. Men jeg fik nye holdkammerater og en ny skole, og det hele faldt rimelig hurtigt på plads. Jeg talte jo tysk i forvejen, og det gjorde alting meget nemmere.
På trods af den omskiftelige opvækst er Nikolaj Ehlers ikke i tvivl om, at Aalborg er hans hjemby. Det er her, han har sine rødder. Omvendt har det givet ham rigtig meget, at familien har boet så mange forskellige steder. Han har stiftet bekendtskab med fremmede mennesker, fremmede sprog og forskellige spillestile. Det betyder, at han i dag ikke behøver at opholde sig et bestemt sted for at føle sig sikker. Havde han haft hele sin opvækst i Aalborg, var det næppe gået sådan. Så havde han sandsynligvis heller ikke været der, hvor han er i dag, vurderer han.
– Når jeg tænker tilbage, så var det nok i Schweiz, at jeg tog de største skridt fremad. Der udviklede jeg mig virkelig. Jeg fik en professionel juniorkontrakt med klubben EHC Biel. Det var i øvrigt den klub, hvor min far var træner de første to år, vi boede i lan det. Derfor kendte jeg alle spillerne. Som 11-12-årig havde jeg været med i hallen, når de spillede kamp, og bagefter var jeg lige inde og sige hej. Så det var lidt mærkeligt, da jeg kom til at spille sammen med dem 3-4 år senere. Men det gjorde det lettere for mig at komme ind på holdet, husker Nikolaj Ehlers.
På vej mod NHL
Han var blot 16 år gammel, da han debuterede i den schweiziske National League A som den yngste spiller i ligaen. Men for Nikolaj Ehlers var det kun et skridt på vejen mod ishockeysportens kongeklasse, NHL.
– Jeg nåede at spille et halvt år som professionel i Schweiz. Det var det år, hvor NHL var ramt af en lockout, og derfor fik jeg mulighed for at træne med 2-3 NHL-spillere. Jeg lærte en masse af dem, og de spurgte til mine planer for det kommende år. Jeg fortalte, at jeg overvejede at tage til Canada, og de sagde med det samme, at det skulle jeg gøre. Det ville være det bedste for mig.
Nikolaj Ehlers snakkede med sine forældre om planerne. Det var første gang, han skulle hjemmefra. Så det var et stort skridt, som han var på vej til at tage i en ung alder.
– Vi blev enige om, at jeg skulle forfølge mine drømme. Jeg var helt afklaret med, at ishockey var min fremtid. Min agent begyndte at ringe rundt for at høre, om jeg kunne komme til at spille i en af de canadiske juniorligaer. Det endte med, at jeg blev draftet i første runde, og 3-4 måneder senere var jeg på vej til Halifax for at spille juniorhockey.
Den største scene
Her fik Nikolaj Ehlers en chance for at vise, hvad han kunne og blive set af trænere, managers og scouts. Efter sit første år i Halifax blev han NHL-draftet i første runde af Winnipeg Jets. Det vil sige, at klubben valgte ham og dermed havde retten til ham, så andre klubber ikke kunne byde på ham. Han kom på training camp, men blev sendt retur til Halifax. Han var endnu ikke helt klar, lød beskeden. Året efter var han igen på camp, og denne gang bed han sig fast. Han kom på hold og spillede hele året for Winnipeg Jets. Siden har han færdiggjort sin anden sæson for klubben og er nu klar til at tage fat på den tredje.
I en alder af blot 21 år har Nikolaj Ehlers virkeliggjort sin drøm om at spille i verdens bedste ishockeyliga. Han nyder hvert et øjeblik, men erkender samtidig, at det ikke er nemt at spille i NHL.
– Ligaen dækker hele Canada og hele USA, så det er et kæmpestort geografisk område, som vi taler om. Vi spiller 82 kampe i grundspillet, og på grund af de store afstande flyver vi rundt til alle kampene. Nogen gange er vi af sted i 10 dage, hvor vi spiller fem kampe. Vi rejser i forskellige tidszoner og lander måske i Nashville klokken to om natten for at spille der den efterfølgende dag. Efter kampen flyver vi videre til det næste opgør. Det er hårdt! Man skal virkelig ville spille ishockey for at kunne overleve i NHL, siger Nikolaj Ehlers.
Men det er netop, hvad han vil. Hele hans liv har været én lang forberedelse til dér, hvor han er nu.
Et liv i Canada
Nikolaj Ehlers har fået et liv i Canada, fortæller han. Han bor alene i sin lejlighed tæt på hallen og byen. Winnipeg ligger inde i landet – midt mellem de to have – og har 700.000 indbyggere. Han er derovre i cirka 8 måneder om året. Sæsonen starter i begyndelsen af oktober, og grundspillet varer indtil midten af april. Derefter følger slutspillet, som strækker sig ind i juni. I sommerpausen tager han hjem til Aalborg.
Livet i Winnipeg er intenst. Som NHL-spiller er han på næsten hele tiden. Det er et stramt program med træning, kampe og rejser. Når han har en pause, er der brug for opladning. At spille i NHL kræver, at han ikke blot er fysisk, men også mentalt klar til hver eneste kamp.
– Heldigvis er det nemt for mig at holde mig mentalt skarp. Jeg elsker jo at spille ishockey. Jeg elsker at være i klubben hver evig eneste dag, så jeg har ikke brug for den store mentale opladning. I sæsonen har jeg ikke meget andet end ishockey i hovedet. Sådan har de andre spillere det også. Det fylder bare så meget.
Midt i glæden ved spillet er NHL også et alvorligt anliggende, hvor facit gøres op i sejre og nederlag.
– Det er jo ikke bare sådan, at vi går ud og spiller en kamp, og så er det det. Vi vil vinde! Det vil alle hold i NHL. Hvis man ikke vil vinde derovre, så kan man se det på en, og det er ikke godt, siger Nikolaj Ehlers.
Nationalsporten i Canada
I Canada er ishockey den absolut største sportsgren. Når der spilles kamp, er hallen fyldt med et entusiastisk publikum.
– I Canada går de vanvittig meget op i hockey. Det er helt klart nationalsporten. I Winnipeg har vi 17.000 pladser i hallen, og der er udsolgt til hver evig eneste kamp, som vi spiller. Det betyder, at kampene bliver fysiske. Der er en fantastisk stemning i hallen, og vi vil bare vinde for fansenes skyld. Så nogle kampe kan godt blive lidt hårde. Det kan de helt sikkert. Jeg har læst, at NHL-spillere tackler 17 procent hårdere, end når de store drenge i NFL – altså amerikansk fodbold – tørner sammen. Vi flyver måske ikke 10 meter, når vi bliver tacklet, men det kan bestemt mærkes. Det handler selvfølgelig om, at vi ofte kommer med en meget høj fart, når vi skøjter ind i en tackling. Men jeg klager ikke. Jeg synes, det er fedt, når spillet bliver intenst.
I USA er ishockey ikke en så dominerende sportsgren som i Canada, fortæller Nikolaj Ehlers. Amerikanerne har også baseball, basketball og amerikansk fodbold, der er større end hockey. Alligevel kommer der også rigtig mange mennesker til de kampe i NHL, der spilles på amerikansk grund.
– Det er sindssygt motiverende at spille foran så mange mennesker, som der møder op. Jeg vil tro, at gennemsnittet i hele ligaen ligger på knapt 20.000 tilskuere. At gå på isen foran så mange mennesker gør det så meget lettere at sætte sig op til en kamp.
Show og big business
Nikolaj Ehlers har en klar erkendelse af, at NHL ved siden af det sportslige rummer både show og big business. Sådan er det, når man kommer op i den liga, og det kan han godt håndtere.
– Jeg synes, at jeg har rimelig godt tjek på det. Også i det game, der er rundt omkring selve spillet. Jeg er ikke en, der bruger alt for mange penge. Jeg går ikke ud og køber et hus til en formue. Men jeg har også gode rådgivere, der hjælper og støtter mig. Så når jeg har en kamp, kan jeg fuldstændig koncentrere mig om kampen.
Hans løn har da heller ikke krævet lange og hårde lønforhandlinger. Det spørgsmål ligger tværtimod i faste og trygge rammer. Når man som Nikolaj Ehlers kommer ind i ligaen efter juniortiden, er der et maksimum, som man kan tjene. Det tjener alle, der er draftet i første runde, og lønningerne er endda offentlige. De kan ses på eliteprospects.com
Nikolaj Ehlers har et år igen af sin 3-årige kontrakt med Winnipeg Jets, men det er ingen hemmelighed, at han gerne vil fortsætte.
– Jeg vil meget gerne spille i hvert fald 10-15 år mere i NHL. Men det betyder også, at jeg skal levere varen. Det er sådan derovre, at hvis man ikke spiller godt, så kan man hurtigt blive sendt ned på reserveholdet. Så man skal ikke bilde sig selv ind, at man har en sikker plads på holdet. Man skal kæmpe for den.
Masser af opbakning
Det er Nikolaj Ehlers fast besluttet på at gøre.
– Siden jeg var lille, har det været min drøm at spille med og imod de største navne og forhåbentlig også lave et stort navn for mig selv. Jeg har arbejdet for det, lige siden jeg kunne stå på et par skøjter, og nu er jeg dér.
Han glæder sig over den store opbakning, som han modtager herhjemmefra.
– Der er så mange, der følger mig. Det ved jeg, at de gør. Når jeg er hjemme, kommer de hen til mig og siger, at de har set mig spille 20 kampe. Det er overvældende, for det er hverken familie eller nære venner. Så det betyder rigtig meget for mig, at de gider at sætte et par timer af til at se en kamp, hvor jeg spiller.
En særlig interesseret seer er hans far, der dog ikke får set alle sønnens kampe.
– Mange af dem bliver spillet om natten, og jeg har jo selv et hold, der skal op og i gang om morgenen. Så det kan ikke lade sig gøre. Jeg forsøger at se highlights, og så er der klart nogle kampe, hvor han har været rigtig dygtig. Dem går jeg efterfølgende ind og ser, siger Heinz Ehlers.
Når det brænder på
Omvendt ringer Nikolaj Ehlers gerne hjem til sin far, hvis han har spillet en kamp, hvor han ikke er tilfreds med sin præstation.
– Min far har måske set kampen på fjernsynet, og så vil jeg lige høre, hvad han har at sige. Hvis der er noget, som går mig på – ikke kun hockeymæssigt – så snakker vi også meget sammen.
– Ja, han ringer, når det brænder på, siger Heinz Ehlers med et smil.
– Men det bliver mindre og mindre, at han har brug for min rådgivning. Nu har han selv en rigtig dygtig træner, som tager fat i ham med nogle af de ting, hvor jeg tidligere har været kritisk. Så nu handler det mere om at motivere Nikolaj i de perioder, hvor det går mindre godt. Når du spiller 82 kampe i en sæson, så er du ikke lige god hver eneste aften, du går på isen.
Heinz Ehlers vurderer, at sønnen har en lang årrække foran sig som spiller i NHL.
– Så det er stort, og vi er stolte forældre. Jeg glæder mig over, at han er kommet så langt, siger han nøgternt, men uden sentimentalitet. Dertil er ishockey et for alvorligt anliggende.
Pace eller ikke pace
Jyllands-Posten har tidligere bragt en artikel, hvor de fortalte, at hvis 12-årige Nikolaj Ehlers spillede dårligt, så kunne hans far godt finde på at forlade skøjtehallen og sætte sig ud i sin bil for at læse avis.
– Jeg ved godt, at når man læser den artikel, så risikerer man at få et lidt forkert indtryk. Sagen er, at hvis Nikolaj ikke leverede sit bedste på isen, så ville jeg hellere sætte mig ud i bilen end være en af de frustrerede forældre, der stod inde i hallen og råbte og skreg til deres børn. Så var det bedre at tage konsekvensen og gå ud. Både af hensyn til Nikolaj og af hensyn til min egen position inden for sporten. Jeg kunne jo ikke tillade mig at stå og skabe mig over nogle børn, der spillede hockey. Det var jo heller ikke noget, der skete i hver kamp, for han var en af de bedste. Men talent forpligter. Sådan ser jeg på det, siger Heinz Ehlers.
I dag fornemmer man da heller ingen misstemning mellem far og søn. Tværtimod.
– Jeg er helt sikkert blevet pacet af min far. Det kan også godt være, at nogen ting er blevet sagt på en hård måde, men det har aldrig været til et punkt, hvor jeg har siddet og grædt og haft det dårligt. Nogen gange har jeg tænkt, hold kæft han er en idiot. Men når jeg kigger tilbage, så har det ikke været for hårdt. Det har været lige tilpas. Det har hjulpet mig en hel masse. Jeg vidste jo godt, at min far ville mig det bedste, og hvis han bad mig rette noget, så gik jeg direkte ud og rettede det, siger Nikolaj Ehlers.
– Jeg kan nu ikke lide ordet pace. Det har en negativ klang, siger Heinz Ehlers.
– Men der er ingen tvivl om, at jeg har forsøgt at styre ham i den rigtige retning, så han kunne få mest muligt ud af sit talent. Jeg så jo allerede talentet, da han var 3-4 år gammel, og det forpligter. Men nogle gange var jeg måske lidt for meget træner og for lidt far, når jeg så ham spille. Det vil jeg godt erkende.
Det giver nu ikke anledning til nogle bebrejdelser fra hans søn.
– I dag er jeg utrolig glad for alt det, som min far har gjort for mig. Det betyder, at jeg kan udleve min drøm, siger Nikolaj Ehlers.
