Egentlig var min første tanke, at jeg ikke ville bidrage med endnu en fortælling om Kim Larsen, da der sikkert allerede i forvejen ville være blevet tærsket nok langhalm på dén begivenhed. Men da jeg så, på en kold oktoberaften, stod der bevæget på Musikkens Plads til Kim Larsens mindekoncert, så kom det alligevel til mig. Selvfølgelig skulle denne måneds indlæg handle om, hvordan baggårdskatten også har sat præg på mit liv. Derfor har et andet indlæg denne måned måtte vie pladsen til ære for trubaduren Kim Larsen.
Jeg sad på sen sommerferie nede på Kreta, da nyheden om Kim Larsens død ramte mit newsfeed. Den forekom surrealistisk, og som om at gode gamle Hr. Larsen da ikke allerede kunne have stillet træskoene. Selvom jeg sad langt væk fra Danmark, så fornemmede jeg ret tydeligt, at der var udbrudt landesorg derhjemme. Og som mindeværdig hyldest benyttede vi derfor også lejligheden til at høre Kim Larsen sange i vores udlejningsbil, når vi kørte rundt og besøgte olivenlunde og sandstrande. Men det virkede stadig surrealistisk, da vi kom hjem. Så det var først den aften på Musikkens Plads, at det for alvor rigtigt gik op for mig. For stemningen var helt speciel og en bevægende oplevelse, som jeg var glad for ikke at være gået glip af, da den nok ikke var helt den samme hjemme foran tv-skærmen. Der ville ens filter nok sætte ind. Men dér på pladsen sammen med godt og vel 10.000 andre mennesker, ja dér virkede det som om at alle tænkte, at nu skulle de aldrig mere se folkemusikanten optræde live. Folk stod med våde øjne og sang stille med, mens de vuggede frem og tilbage, og særligt da Oh Land sang ’Papirklip’ måtte jeg også selv knibe en tåre. Jeg bemærkede også et ældre ægtepar arm i arm stå og vugge, mens tårerne trillede ned ad mandens kinder, som om det var en god ven af ham der var gået bort. Det ramte mig dybt, og pludselig gik det op for mig, hvorfor denne mindebegivenhed var sådan en god idé. For det var ikke bare godt tv i bedste sendetid. Det var også en måde at tage en kollektiv afsked på. Kim Larsen var ligesom vores alles socialistiske helt og nationalskjald, og jeg tror derfor at mange havde brug for et mindeværdigt punktum at forholde sig til. Den sidste betegnelse som ’nationalskjald’, ja den brød Kim Larsen sig ikke om at blive kaldt. Men for mig er det en meget sigende betegnelse om ham, da det er et positivt ladet ord, som repræsenterer en folkelig viseskriver og fortæller – og dem har vi ikke just mange af på hans niveau.
I mit barndomshjem blev der også hørt Kim Larsen, og jeg husker hvordan vi sang ’Jutlandia’ og ’Tarzan Mamma Mia’ i 2. Klasse. For alle kendte jo Kim Larsen og hans sange. Høj som lav, tyk som tynd, ung som gammel. Det blev jo også til mange plader for Kim Larsens vedkommende, men mit yndlingsalbum er og bliver nu engang ’Yummi Yummi’ fra 1988 med Kim Larsen & Bellami. Det besidder for mig nemlig en masse nostalgi og minder. Jeg elsker f.eks. nummeret ’Yummi Yummi’, fordi det har en glad og sjov melodi. Men som barn troede jeg helt konkret, at det nummer handlede om en gammel ræv, som der kom ind på en bar og sad og snakkede med en Grævling. Det syntes jeg lød ganske hyggeligt. Senere erfarede jeg så som voksen, at betegnelsen ’en gammel ræv’ stod for en aldrene kvinde, hvis udseende og liv havde set bedre dage. Men også at nummeret rent faktisk var en præventions-sang, som jo var yderst relevant tilbage i 1980’erne, hvor Aids blev opdaget og satte en skræk i livet af de fleste. Men selvom prævention er en god ting, så forstår jeg nu godt, hvorfor mine forældre ikke følte at det var lige passende alle steder, at deres barn rendte rundt og sang ”Yummi, yummi, hvor er mit gummi?”.
På samme plade er også at finde nummeret ’De Smukke Unge Mennesker’, som er en sang jeg altid har sat pris på og kunnet identificere mig med. Derfor endte det også med at være udgangspunktet i en stil i 1.g, hvor jeg skulle skrive om den klassiske ryste-sammen-tur til København. Jeg hadede det givne emne, da jeg i forvejen havde skrevet uendelig mange stile med den samme type af indhold, og det derfor var gået hen og blevet noget så kedeligt. Så jeg besluttede mig for at gøre min stil mere interessant end bare endnu et klassisk rejse-resumé. Det hjalp Kim Larsens sang ’De Smukke Unge Mennesker’ mig så altså med. Stilen kom til at handle om, hvordan disse ’smukke unge mennesker’ var på studietur med Døden i hælene. De oplevede og så en masse, mens Døden forfulgte dem som en skygge overalt og udsatte dem for diverse ulykker.
Pladen indeholder også andre gode numre, og generelt var Kim Larsen god til at anvende spøjse ord og sjove sammensætninger, hvilket også gør sig gældende, hvis man lader øjnene løbe ned over pladens trackliste. Der er f.eks. numre som ’Tjikker Likker Tjau Tjau’, ’Fochbecker Chaussee’, ’Tante Janni’s Sommerpension’ og ’Vend Kajakken’. Alle numre, som bringer et glimt af barndommens leg tilbage på min nethinde. Det gør også pladen ’Midt Om Natten’ fra 1984, men det er dog på en lidt anderledes facon. Filmen af samme navn var nemlig en film, som jeg ikke måtte se som barn, da mine forældre syntes, at der var scener med som ’ikke var for børn’. Så mystikken omkring den har for mig altid manifesteret sig i titelsangen, der ligesom skabte en hel særlig og dragende stemning. Den er selvfølgelig også 80’er mørk, som jeg kalder danske film fra den periode, og den rammer både noget genkendeligt og mørkt i os alle. Selve sangen bliver også næsten altid spillet til diverse fester og på diskoteker på trods af dens mørke virkemiddel.
Jeg nåede desværre kun at se Kim Larsen spille live én gang. Det var i 2015, og jeg var lidt skeptisk i starten, fordi han sad ned. Men ikke desto mindre blev det til en alletiders fest, hvilket imponerede mig, da det ikke er alle der kan hive dét stik hjem siddende ned. Jeg nåede aldrig at interviewe hele Danmarks baggårdskat, selvom det stod højt på min liste, men på dette års Nibe Festival havde jeg dog den fornøjelse at interviewe hans søn, Hjalmer. Selvom interviewet handlede om Hjalmer og hans musik, så slog det mig flere gange, hvor meget han mindede om den forestilling, som jeg inde i mit hovedet havde om hans far. Hans væremåde, smil, holdninger og nede-på-jorden-hed bar tydeligt præg af denne gamle hankats indflydelse. Det kan jo ses som et lyspunkt i mørket. For Kim Larsens sange lever videre i os alle, og hans søn lever også og viderefører arven med sit eget materiale, som jeg glæder mig til at høre meget mere af.
Man behøver altså ikke at være fan for at Kim Larsens sange flyver ud og ind af ens liv, som f.eks. til diverse dimissioner og skoleafslutninger, hvor den sidste fællessang altid uundgåeligt er ’Om Lidt Blir Her Stille’. Og det er der nu også blevet for Hr. Larsen, og tilbage er der derfor kun at sige ”Tak for sangen, Hr. Larsen. Du gjorde det godt”.
