Sundhed i fokus

Tekst Katrine Hvidberg Møller

Aalborgs bybillede spirer med nye sunde spisesteder, og her på APPETIZE er vi vilde med de sunde alternativer. Vi har talt med nogle af dem for at blive klogere på, hvad det lige præcis er for nogle ingredienser, de bruger til at glæde aalborgensernes smagsløg

We Feat

Foto af We Feat

De to unge fyre Frederik Løwe og Benjamin Hvid åbnede We Feat i december 2016. Hos We Feat er sundhed og økologi i højsædet: ”Det mad og drikke vi tilbyder er udarbejdet i samarbejde med en ernæringscoach. Derfor kan vi garantere en sund kost, som indeholder alt det gode, vi har brug for. Ud over det er alt hos os 100% økologisk, ja selv håndsæben på badeværelset,” fortæller Frederik Løwe. Iværksætteren pointerer, at sund kost er vigtig for ham, og han mener, at den er med til at skabe en sund hverdag med overskud, energi og velvære.

På We Feats menukort finder du salater med en masse lækre ingredienser, alverdens juicer, milkshakes, proteinshakes, kaffe, havregrød og smoothiebowls. Således er der noget for enhver, om du er barn eller voksen.

Udover at tilbyde aalborgenserne et sundt og økologisk måltid, er det også vigtigt for de to indehavere at give kunderne en god oplevelse: ”Vi giver kunderne lidt af os selv, vi snakker med dem, pjatter og hygger. Det skaber en god stemning,” fortæller Frederik Løwe.

Læs mere her: http://wefeatorganic.com

 

Eatlow

Foto af eatlow. På fotoet ses indehaver af eatlow Linda Bruun

Et andet sundt spisested som har vundet aalborgensernes hjerter er eatlow. På deres menukort finder du sunde burgere, sandwicher, wraps, kager og meget mere.

Indehaver af eatlow, Linda Bruun, fremhæver, at den mad de tilbyder er sund og nærende. I forlængelse af det fortæller hun, at de laver alt deres mad fra bunden og undgår tilsætningsstoffer og sukker.

For Linda Bruun er sundhed vigtig. Hun oplever, at sund mad gør en stor forskel i hendes hverdag, og det budskab vil hun dele: ”Jeg brænder for det, jeg laver, og det er vigtigt for mig at fortælle folk, at sund mad ikke behøver at være kedelig, ligesom mors grønlangkålssuppe. Sund mad kan faktisk være super lækker.”

Linda Bruun eksperimenterer selv med at sammensætte nye og spændende opskrifter og oplever, at de falder i god jord hos aalborgenserne: ”Eatlow er især kendt for mine opskrifter på sunde kager, som hverken indeholder sukker, hvedemel eller gluten. Salatburgeren oplever jeg også, at kunderne er vilde med. Den er speciel fordi, at du får salatblade omring i stedet for en bolle.”

Eatlow er altså et sundt alternativ til den fælde, mange af os af og til falder i: pizzaer, burgere, pomfritter og så videre.

Læs mere her: http://www.eatlow.dk

 

Caspars

Foto af Katrine Hvidberg Møller. På fotoet ses Anna Kronborg Høiseth, toastmaker hos Caspars

Caspars er også en nyere spire i Aalborgs bybillede. Hos Caspars tilbyder de sunde toasts, salater, müslibarer, juicer, grøntsags-shots og kaffe. Alt deres mad og drikke er lavet af gode råvarer, fortæller Anna Kronborg Høiseth, toastmaker hos Caspars. ”Alle vores opskrifter er lavet ud fra de ti officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen. Vi har altså fokus på sundhed, men vi er ikke fanatiske. Selvfølgelig skal der dressing i vores toasts. Men vi bruger ikke den typiske karry- eller cremefraichedressing, vi bruger for eksempel peberrodscreme eller artiskokcreme. Altså sundere dressinger,” fortæller hun.

Hos Caspars har de fokus på hele tiden at komme med nye og lækre smagsvarianter. De forsøger at tænke ud af boksen finde på opskrifter, som ikke er set før. Anna Høiseth pointerer, at hun tror, at aalborgenserne især er faldet for de spændende og anderledes smagsvarianter, der er at finde på deres menukort. Afsluttende slår hun fast, at Caspars er sundt, lækkert og nemt. Noget hun mener, aalborgenserne kan lide.

Læs mere her: http://caspars.dk

 

SushiMania

Foto af Katrine Hvidberg Møller. På fotoet ses driftschef hos SushiMania Nathalie Ina Kühl

Sushi må siges at være blevet en populær spise. Især SushiMania har mange stiftet bekendtskab med. ”Det er jo en slikbutik med sushi. Man kan vælge lige præcis de stykker, man vil have, ” fortæller driftschef hos SushiMania Nathalie Ina Kühl. Hun oplever, at SushiMania har en bred målgruppe: ”SushiMania er for alle. Vores sushi appellerer både til små børn, familier, unge og også ældre mennesker,” fortæller hun.

Nathalie Kühl fortæller, at sundhed er en naturlig del af deres koncept, da der er gode og sunde ingredienser i sushi. Men hun slår også fast, at de ikke er fantastiske. En del af sushioplevelsen er altså de lækre dressinger og de friturestegte rejer. I forlængelse af det fortæller hun, at de vægter økologi højt og køber økologiske råvarer, hvor de har mulighed for det. Afsluttende pointerer hun, at sushi er en allemandsspise, som er kommet for at blive. Og mon ikke hun har ret!

Læs mere her: http://www.sushimania.dk