Succes med unikke vine fører nu til åbning af butik i Aalborg

Pressemeddelelse

Den Aalborgensiske vinimportør Quist Wine åbner 2. juni butik på Klostermarken 1 i Aalborg.

Quist Wine har eksisteret siden 2012, og drives med stor succes af ægteparret Lene og Kim Quist. Nu tager man successen til nye højder og åbner 2. juni en lækker butik på Klostermarken 1 i Aalborg. Her inviteres vi indenfor i deres lille italienske vin verden, med smagsprøver på vine, suppleret med små delitakesser som passer til de vine der fra uge til uge er fokus på i butikken.

Fra starten har det været Lene og Kims ambition at sælge autentiske italienske vine med kant, personlighed og medaljer, dyrket med kærlighed og entusiasme – det der på italiensk kaldes “passione”. For at kunne leve op til dette, tager parret hvert forår til Toscana hvor de besøger de vinproducenter, man har valgt at samarbejde med.

På den måde sikrer vi, at vinene har den kvalitet og historie, der er så vigtig for os – og af og til opdager vi tilmed andre italienske specialiteter, som vi så tager med i vores sortiment, fortæller Lene.

De seneste 3 år har man, ud over hos deres webshop, kunnet købe deres unikke vine hos Kalstrup i Blokhus, og i 2016 indgik de et samarbejde med Aurum79 i Slotsgade i Aalborg, hvor de også har afholdt vinsmagninger i samarbejde med indehaver Dorte Ruby.

Fra Klostermarken 1, vil man kunne smage og købe vores store udvalg af italienske vine, italiensk gin, samt udvalgte delikatesser som balsamico, tapenader, olivenolier og så videre, og med tiden også chokolade, forklarer Kim og fortsætter ”Vi vil løbende udbyde nye produkter, alle med afsæt i Italien”.

Ny butik giver flere muligheder

Den nye butik holder åben hver lørdag i tidsrummet 10 – 14 og ellers efter aftale. Her inviteres de besøgende på et glas af ugens udvalgte vin, en lille smagsprøve på lidt italiensk salami og ost, samt nogle af de øvrige italienske specialiteter. Man kan også blive inspireret og rådgivet til en unik vinoplevelse fra en række af Quist Wines håndplukkede, italienske vinproducenter.

Siden starten for 6 år siden har Lene og Kim afholdt utallige vinsmagninger, både fra hjemmeadressen, men også for en lang række virksomheder, som har ønsket at give deres medarbejdere eller samarbejdspartner en anderledes og personlig vinoplevelse. Her fortæller parret deres egne historier og oplevelser fra vingårdene, druerne og de enkelte vine som der bydes på ved vinsmagningen. Med åbning af butikken kan der arrangeres endnu flere vinsmagninger og som Lene forklarer:

I vores nye og hyggelige lokaler på Klostermarken kan vi arrangere små eksklusive smagninger med op til 10 personer, så nu er det muligt for vinnørder, vinklubber eller andre som gerne vil opleve unikke italienske vine, at arrangere anderledes smagninger hos os. Vi glæder os til at byde både gamle og nye vinkunder velkommen.

Quist Wine har allerede flere temaer i støbeskeen, bl.a.  med besøg af nogle af deres italienske producenter, som vil komme forbi og give den helt autentiske historie direkte fra deres vingård og vinmarker. Kim fortæller:

For Quist Wine er det vigtigt at vi løbende og til stadighed besøger vores producenter, som efterhånden er blevet mere end producenter for os. Vi har i dag nære venskaber med de fleste. Dette betyder at vi har fået mulighed for at deltage i producenternes daglige arbejde, fra høstarbejdet, plukning af druerne tidligt om morgenen til arbejdet med druerne og vinene i kældrene – og på denne måde kan vi give vores hel unikke viden om de enkelte vine og producenter videre til vores danske kunder.

Lene supplerer smilende: ”Mange af vores vine er økologiske og biodynamiske. Ikke fordi vi på nogen måder er frelste, men som en af vores økologiske producenter siger: – vi skal jo selv drikke vinene”.

Gennem parrets rejser i Toscana har de som noget nyt fået kontakt til udvalgte ginproducenter i Italien, som har ført til, at de sidste efterår fik forhandlingen af GINEPRAIO GIN, en London Dry Gin fra Montepulciano i Toscana. Produceret 100% økologiske i en begrænset mængde på kun 2000 flasker, hvoraf meget få kommer til Danmark. Selvom de er og bliver vinimportører, har det været spændende at opleve den store interesse der er for gin af høj kvalitet – som vel at mærke også har den gode historie, som de kræver af deres produkter.

Quist Wine glæder sig meget til at åbne dørene lørdag 2.juni kl. 10.00, og inviterer hermed alle, som sætter pris på gode italienske vine og specialiteter, indenfor i vores lille vinunivers.

———-

Quist Wine er et kompromisløst vinfirma med speciale i italienske kvalitetsvine. Vi har fokus på autentiske vine med kant, personlighed og medaljer, dyrket med kærlighed og entusiasme – det der på italiensk kaldes “passione”.