Slip din indre kritiker

TEMA: SKØNHED I REKLAME, HENRIETTE SØVIND

Annonce – I arbejdet med min bog ’Hvem ejer dig, det gør du!’ fandt jeg en ubeskrivelig ro i at være mig. I samme proces skrev jeg et brev til min datter, som du får i dette blogindlæg sammen med lidt fra min nye bog, der udkommer i oktober i år. Den handler om livsdesign og de skyggesider, der kan stå i vejen for at leve det liv, som du drømmer om!

Til min skønne datter:

UNDSKYLD!

For alt det jeg har sagt. Jeg vidste ikke, at det ville påvirke dig resten af livet.

Jeg vidste ikke, at min stemme ville tale til dig, selv om jeg ikke er dig nær.

Jeg vidste ikke, at min grundfølelse af altid at føle mig for lidt, ville blive givet videre til dig. Præcis som min mor gav den til mig, og hendes mor gav til hende.

Jeg vidste ikke, at alt mit fokus på at alting skulle se godt ud på overfladen, at være fattigfin, min frygt for at blive kaldt en dårlig mor og min evige jagt efter at blive accepteret, blev overført fra mig til dig som en dåbsgave.

Jeg ved, at du har tilgivet mig, og vi har talt om det, men jeg er der stadig, de gange du kigger dig i spejlet, og synes du er for tyk.

Kontrol er noget, der ligger dybt i os begge.

Men jeg vidste ikke, at din indre kritiker faktisk er min stemme. Det ved jeg nu. Og det var ikke kun min stemme, men også de øvrige voksne, som du omgik i din barndom.

JEG SIGER DERFOR UNDSKYLD FOR DEN SMERTE JEG HAR PÅFØRT DIG!

Jeg ved, at du har levet med selvhad og en følelse af, at du ikke er god nok og til tider følelsen af, at du ikke slår til.

Derfor er dette kapitel skrevet til dig og til alle jer, der slås med den indre kritiker.

Jeg har valgt at skrive den fra mig og fra mine forfædre, som alle har levet et liv, ud fra hvad andre tænkte om dem.

Kære smukke dejlige datter; undskyld!

Kritik i dåbsgave

Vi har alle en indre kritiker der taler til os. Én som fortæller os, at vi ikke skal tro vi er noget. At vi ikke er gode nok.

Vi er for dovne, vi er for tykke, og vi er for grimme. I nogle tilfælde kalder vi også den indre kritiker for moralske tømmermænd, men hvor kommer den egentlig fra?

  • Er vi født med den?
  • Har vi fået den i dåbsgave?
  • Er det en stemme inde i os?
  • Er det den rigtige sandhed stemmen fortæller os?

Til samtlige spørgsmål, kan jeg svare: blankt NEJ, det er ikke sandheden. Det leder os automatisk til næste spørgsmål.

Hvor kommer så din indre kritiker fra?

Måske har du prøvet, som mig, at vågne en søndag morgen efter en fed bytur med dine kollegaer og hovedet fyldt med en eneste tanke:

Fuck, det gjorde jeg bare ikke!

Selvom de almindelige tømmermænd efter 10-12 gin og tonic er slemme, er de moralske langt værre. 
Du griber straks telefonen og ringer til dine nærmeste kollegaer i håb om, at de vil afkræfte dine bange anelser. Desværre bekræfter de dig bare i, at den er god nok:

Du smed faktisk tøjet og sprang i storkespringvandet!

Det er som om halsen snører sig sammen og hjernen kører på højtryk. Du begynder at skælde dig selv ud og spekulere på de andres reaktion:

  • Ej, det er bare for pinligt!
  • Jeg har ødelagt hele mit omdømme!
  • Nu får jeg aldrig den forfremmelse!
  • Kan jeg nogensinde kunne vise mig på arbejde igen?
  • Jeg bliver helt sikkert fyret i morgen!
  • Kom jeg egentlig ikke også til at sige noget til chefen?

Resten af dagen går selvfølgelig med variationer af disse negative tanker. Du går rundt om dig selv og kan ikke rigtig tage dig sammen til noget. Ro til at sove har du heller ikke. Du har nemlig konstant tankemylder, og lige meget hvad du gør, vil stemmerne ikke lade dig være. De fylder mere og mere, og du kan næsten ikke være i din egen krop. Du er totalt fastlåst i din egen pinlighed.

So what!

Men hvor slemt er det hele egentligt? Hvad nu hvis vi kigger på det oppefra og ned. Kan det så ikke være lige meget, at vi smed tøjet og hoppede i storkespringvandet, hvis blot vi ikke gjorde skade på andre? Vi havde jo en fantastisk sjov aften, hvor vi i et splitsekund bare fik lyst til at mærke vores indre barn.

Hånden på hjertet, så er der bare ikke noget skønnere syn end at se et barn, der jagter strålerne fra et springvand og hviner i fryd. Hvis vi nu kigger tilbage, ville vi så have haft det samme tankemylder som barn, eller ville det føles som en sjov leg i vores og vores forældres øjne? Hvorfor er det så lige, at den indre kritiker kommer frem som voksen, når vi gør det samme?

Hvad var det der gjorde, at vi ikke havde den indre kritiker, da vi som to-årige bare tonsede afsted? Der havde vi troen på, at verden var skabt for os. Vi var fjollede, sjove, grådige, egoistiske og fulde af tillid til, at verden bare ville have os, som dem vi var. Og vi forventede at få ubetinget kærlighed og omsorg uden at skulle gøre noget til gengæld.

Hvor ville det være fedt, hvis den tid var blevet ved, for så havde vi ingen indre kritiker.

Hvem taler til dig?

Så, hvem er det egentlig, der taler til dig? Hvem er den indre kritiker? Taler vi til os selv, eller er der andet på spil? Hvorfor kritiserer vi os selv hver dag med ord som:

  • Jeg er ikke noget værd.
  • Jeg er ikke god nok.
  • Jeg er grim.
  • Jeg er for tyk.

Eller med angstfyldte tanker for fremtiden:

  • De holder nok snart op med at kunne lide mig.
  • Jeg er ikke er så sød og dygtig, som de tror.
  • Jeg er anderledes end de tror.
  • Jeg fylder sikkert for meget.
  • Jeg byder ikke nok ind.
  • Jeg er ikke kærlig nok.
  • Jeg er ikke hurtig nok.

Men disse tanker og stemmer taler ikke sandt, og de er ikke dine.
 Du er smuk, du er klog, du er kærlig, du er noget værd.
Alle stemmerne kommer fra din barndom eller fra en tidligere partner, fra personer der selv har en indre kritiker og hvis ikke du stopper dem, vil de styre dig og andres ord bliver.

Så start med fra i dag at sig til dig selv! Hver gang at den indre kritikker kommer.

  • Jeg er smuk!
  • Jeg er klog!
  • Jeg er fantastisk!
  • Jeg er kærligheden!
  • Jeg er den bedste!
  • Jeg er noget værd!
  • Jeg er skøn!

Alt andet er en løgn, andre har bildt dig ind…du er dig, og du er den smukkeste og dyrebareste her!!

Henriette Søvind

Fakta om Henriette Søvind

ALDER 47 år
HVEM kæreste, mor, bonusmor, mormor, men mest mig!
UDDANNELSE NLP-master & Trainer, livsdesigncoach, skyggevejleder, blogger, kostvejleder
FORFATTER til bogen ”Hvem ejer dig, det gør du!”
KONTAKT ØSTERÅGADE 6. 1. TV, 9000 AALBORG
TLF:31526010, HS@HENRIETTESOEVIND.DK
www. henriettesoevind.dk