Slagserien – Del 4: Aalborg Kenpo Studio

TEKST & FOTO ALEXANDER KOKKEDAL

Kenpo karate er en amerikansk kampsport med fokus på selvforsvar i praksis. I Aalborg dyrkes Kenpo karate på Stolpedalsskolen om tirsdagen og på Sønderbroskolen om onsdagen – i dagens anledning dog et andet sted grundet lokaleaflysning – i regi af Aalborg Kenpo Studio, en nystartet klub under det større Kenpo Danmark.

Kenpo er hårdt at træne – sygt hårdt, i hvert fald for mig. Da jeg ankommer til træning en sen eftermiddag, bliver vi hurtigt sat i gang med at bruge kroppen. Det starter med noget fælles opvarmning med en række øvelser, hvor vi nærmest får aktiveret hver en muskel, bl.a. ved løb, vægtløftning, frøhop og rygøvelser.

Det er en hård start på træningen, men der er mening med galskaben: din krop skal være varmet ordentligt op, så den er klar til at tage imod slag, for i kenpo slår man hårdt!

Funktion over form

Claus Knudsig Pedersen er formand for Kenpo Danmark og besøger med jævne mellemrum de forskellige kenpoklubber i Danmark. Selv er han cheftræner i Holstebro Kenpo Studio og har dyrket kampsport i 46 år, bl.a. taekwondo, okinawansk karate og forskellige andre former for combative systemer.

Kenpo karate er netop en praktisk orienteret kampsport, hvor 1. prioritet er at lære at forsvare sig selv mod en angriber. Af den grund tager træningen også hensyn til, hvad den enkelte udøver kan med sin krop, hvilket adskiller sig fra andre stilarters fokus på indlæring af fælles former og metoder.

For eksempel i taekwondo ville man sige, at idealfasen er, at du kan sparke en mand i hovedet. Man forsøger at tilpasse udøveren til systemet, og hvis du er 60 år gammel, er du faktisk en fiasko, når du starter. I kenpo går man den modsatte vej, hvor man i stedet for at sige, at det skal være form over funktion, er funktion over form, siger Claus Knudsig Pedersen.

Vi er mere interesserede i et system, som kan virke for alle, ligegyldigt om du er 4 eller 80 år gammel. Rent teknisk går vi hovedsageligt op i en masse lineære og cirkulære bevægelser med hænder og spark, som i bund og grund er lave, fortsætter han.

Ved træning med kenpo karate tages en række af udøverens fysiske forhold i betragtning, bl.a. vægt, hvor forskellen fra den ene udøver til den anden bliver tydelig.

Forskellen er selvfølgelig, at en mand, der vejer 150 kilo – hvad jeg har i min egen klub – kan slippe afsted med at gøre andre ting. Han behøver ikke nødvendigvis være helt så teknisk i sin måde at udføre kenpo på. Hvis han går frem og rammer med sit slag, bliver du helt automatisk skubbet tilbage, fortæller Claus Knudsig Pedersen.

Hvorimod en anden person, som vi har i min klub, som ligger på omkring 50 kilo, hun er nødt til at være mere teknisk – eller groft sagt er hun nødt til at være mere ondskabsfuld; hun skal sigte efter sårbare punkter og den slags ting, siger han.

Hvor du som en stor, tung mand kan slippe afsted med bare at ramme i brystet, så er hun fx nødt til at slå efter struben. Deres kenpo kommer ikke til at ligne hinanden.

Sortbælte med iltflaske

Hvis systemet altid kan tilpasses efter den enkeltes krop, er det vel svært at påstå, at nogle ikke ville kunne lære kenpo karate. Claus Knudsig Pedersen har heller aldrig oplevet en elev, der overhovedet ikke kunne lære noget selvforsvar i hans klub, og han fortæller historien om en tidligere elev, der kunne dyrke kenpo selv under kraftig sygdom.

– Jeg har haft en elev, som havde cystisk fibrose, hvor man får problemer med vejrtrækningen. Han var en exceptionelt dygtig udøver, da han startede, og hans sidste to år i klubben gik han rundt med iltflasker på ryggen. Til sidst sad han på en stol og lavede teknikkerne med hænderne, og efter at have bevæget sig i 5 minutter holdt han en pause, hvor han lige skulle have ilt i kroppen igen, fortæller Claus Knudsig Pedersen.

Han trænede indtil to måneder før sin død, hvor han var indlagt på intensiv.

Så det der med at sige, at der er nogle, der ikke kan træne, tvivler jeg stærkt på. Det er den eneste person i min klub, som har taget sit sorte bælte med en iltflaske, som en gik ved siden af og skubbede, mens han trænede. Så det er altså muligt at gøre, konstaterer Claus Knudsig Pedersen.

Det skal gøre ondt, før det gør godt

Undertegnede får i løbet af aftenen prøvet nogle forskellige teknikker af, hvor der øves spark til skridtet, håndkantsslag til struben og føring af modstanderen, så hans egen styrke bruges til at sende ham i gulvet. Under mit besøg var træningen nænsom, stille og rolig, men normalt går det hårdere for sig, hvis man dyrker kenpo karate.

En typisk aften i Aalborg Kenpo Studio har man altid skridt- og tandbeskytter på, for man slår altså med 80-90 % af sin styrke under træningen. Pointen er, at man i en ægte kampsituation ikke bliver forvirret over, hvorfor alt lige pludseligt gør så ondt og er så hårdt, når man før har simuleret kamp i klubben.

Jeg tror aldrig, at kenpo bliver en stor stilart som fx shotokan og taekwondo, for vi er lidt hårdere i vores måde at køre tingene på. Men for mig er der ikke rigtigt nogen mellemvej: enten træner du, eller også træner du ikke. Ingen siger ”timeout”, hvis du bliver overfaldet, understreger Claus Knudsig Pedersen.

Claus Knudsig Pedersen har ved flere lejligheder lagt vejen forbi Aalborg Kenpo Studio og har et godt indtryk af klubben. Han siger:

Det er en god, seriøs og hård klub. De lægger stor vægt på fysisk træning, og at man også er god til at kæmpe. Det er absolut en klub, jeg vil anbefale, hvis man kan lide hård træning. Der er absolut ikke nogen huller i det her system med den måde, de dyrker deres kenpo på.