Skovmand & Bue – Nu med balkonudsigt

tekst sussIe VInkeL Munk | foto joHny krIstensen

Der er Kaj & Andrea, der er Kjeld & Dirch, der er Gøg & Gokke og der er Bonnie & Clyde. Verdenshistorien er fuld af fantastiske duo’er, der brænder sig fast og lever evigt i vores hjerter og hjerner – fordi de er to, og fordi deres samspil får en helt særlig tredje dimension frem. Sådan er det også med duoen Skovmand & Bue. Mød dem her – netop genopståede fra radio-kirkegården med et helt nyt fredagsprogram

Skovmand & Bues nye program, Balkonen, er røget i æteren for ganske nylig. Det er allerede blevet et nyt yndlingsprogram for mange Skovmand & Bue fans – hver fredag fra 9-12. Det nye program er stærkt inspireret af et andet af verdenshistoriens elskede duo’er, nemlig de gamle, gnavne mænd – Statler og Waldorf – dem på balkonen i The Muppet Show. Selvom de var tudsegamle, var de altid friske på at springe veloplagte op af sæderne på balkonen og sable showet på Muppetscenen totalt ned med høje tilråb og svidende ironi.

– Projektet med Balkonen er 100% lystbetonet. Vi ville gerne lave det, og samtidig passer det med, at der var en kanal, der gerne ville bringe det, forklarer Niels Skovmand. Hans alter ego, Tom Bue, fortsætter:

– Da morgenprogrammet med Skovmand & Bue sluttede i 2011, var det frivilligt. Vi ville stoppe, mens legen var god og inden, den blev dårligt. Jeg havde virkelig brug for, at der skete noget andet. Men fra vi havde tænkt den tanke, tog det laaang tid, indtil det blev virkelighed, for vi forsøgte alt muligt andet først, for at få det til at virke. Problemet for mig var, at jeg på det tidspunkt var i gang med at studere Art & Technology på universitetet. Det betød, at jeg havde en hverdag, hvor jeg stod op kl. 04, tog ind og lavede radio, tog på universitet, så hjem og hentede børn kl. 16, lavede mad, puttede dem og gik i gang med at læse og studere derefter. Det var alt for hårdt, siger Tom Bue og nikker hen imod Niels Skovmand, der sidder i den anden ende af sofaen i det underligere glasbur af et mødelokale, vi sidder i på Nordjyske.

– Jeg kom også til at svigte Niels, for han skulle tage et større slæb med det hele, når jeg var på universitetet.

– Ja, jeg havde ikke min makker på fuld tid, når vi skulle ud og lave noget et sted, siger skovmand.

Dengang vi var uvenner

Skovmand & Bue har regnet ud, at de sammenlagt har tilbragt mere tid sammen, end de har gjort med deres respektive ægtefæller. De har også rejst mere sammen end de har gjort med deres koner. Så de kender hinanden på godt og ondt. Alligevel har de kun sjældent været uvenner.

– Nej, vi har haft 7 gode og effektive år sammen – plus det løse. Men jo… der var sgu da dengang med det der dukketeater…, siger Bue og retter sig kampberedt op i sofaen og forklarer, at de engang skulle lave et dukketeater, der skulle indgå i et DR-program, og så blev han og Skovmand rygende uenige om, hvorvidt dukketeateret skulle være primitivt som en slags papkasse med hul i, eller om det skulle være mere proff som et gammeldags dukketeater a’la Det Kongelige Teater.

– Det endte med papkassen, fastslår Bue og griner over, at striden så vidt han husker, sluttede inden for 24 timer.

skovbue1

iPhone frem for ilt

– Ha ha, der er også en anden historie om en overnatning, vi var på i et sommerhus et eller andet sted i Danmark, hvor vi skulle sende fra. Niels har søvnapnø, og han sover med et iltapparat og en maske. Jeg skulle selvfølgelig ha’ strøm til min uundværlige iPhone, så jeg trak et stik ud af væggen, satte min lader i og hørte så en lyd fra det andet værelse ”cruuuooooooo” der døde ud og sluttede. Det var Niels’ iltapparat, jeg havde slukket for! Han måtte vente med at få ilt, for jeg kunne jo ikke nøjes med 79 % strøm på telefonen, griner Tom. Niels nikker lakonisk fra sofahjørnet og lever tydeligvis endnu, selvom han manglede ilt dengang. Tom fortsætter:

– Ja, men der har været mange episoder med overnatninger. Hvad med alle de gange, hvor vi har sovet sammen pga. pladsmangel – eller dengang, hvor vi sov i en dobbeltseng på det der hotel i Østrig, og der oveni det var lavet en opredning for enden af dobbeltsengen til vores eventmanager? I det hele taget var der meget på det hotel, var der ikke? Jeg husker det som om det hele mindende om ”Halløj på Badehotellet,” og at der var flødeskum på alt deres mad.

En skistav i røven

Niels Skovmand flyver op fra sofaen og minder i dette øjeblik om en af de arrige oldinge i Muppet Showet, der pludselig er kommet i tanker om noget horribelt, han MÅ kommentere på.

– Skænderi nr. 2, det var altså dengang, hvor Bue skulle forsøge at lære mig at stå på ski. Jeg havde aldrig prøvet det, mens han altså har været skibums og var pissegod til det. Han praktiserede en slags pædagogik, der nok skulle indgyde min sportsmentalitet ”Det kan du sagtens. Kom nu…” og jeg var pissebange, og bakken var pisselang og stejl. Tom løj for mig hele vejen ned. Ved hvert sving bildte ham mig ind, at det var det sidste sving ”Enden er lige dernede…” sagde han hele tiden, og jeg kunne ikke se, for der var dårlig sigtbarhed. På et tidspunkt kom jeg så langt ud, at jeg blev fysisk aggressiv og brølede, at hvis han sagde det igen, så ville jeg stikke skistaven op i røven på ham, fortæller Niels stadig, her år efter, er dybt indigneret over den tvivlsomme pædagogik, der nær havde kostet ham livet.

– Ja, ja, men jeg havde jo ret. Du kunne jo sagtens, replicerer Tom Bue.

Askeskyen

Nu vi er omkring konflikter og ballade, så var der også dengang BÅDE Skovmand & Bue blev uvenner med deres koner derhjemme, fordi de måtte udsætte en flyvetur hjem fra Island.

– Det var på grund af askeskyen, og de var virkelig sure derhjemme, fordi der var en masse med nyfødte børn osv. Der var vi ikke populære, husker Skovmand. Midt i askeskyen mærker APPETIZE’s journalist en masse øjne i nakken. Det viser sig, at der står en hel 7. klasse og glor ind af glasruden til mødelokalet. Klassen er på rundvisning på avisen, og nu har de fået øje på de to berømtheder, der meget passende sidder i en slags akvarium og kan fotograferes med iPhones og lægges på instagram. Tom Bue vinker til børnene og fortsætter beretningerne om hans og Skovmands utallige meriter.

– Vi har fået en tamskylning sammen på direkte radio, og vi har også været ved at dø sammen i en flyver, siger han og Niels fortsætter:

– Pludselig begyndte det at lugte af el i kabinen og iltmaskerne faldt ned. Man ved altså, at det er alvor, når man hører kaptajnen sige til kabinepersonalet, at de også skal sætte sig ned. Vi fik at vide over højtaleren, at der var for meget ”fuel” på flyet, og at det skulle tømmes ud i luften. Så sidder man der og tænker over, om de nu tømmer for meget osv. Der var selvfølgelig mange i flyet, der blev bange, men Tom og jeg, vi valgte at joke om situationen, forklarer Niels.

– Niels begyndte at synge ”This is the end” og vi jokede med, at tænk hvis det sidste mad vi indtog var miniflymad med plasticbestik.

– Men så blev Tom den rationelle og kom i tanker om, at vi måske gjorde andre passagerer bange, og så stoppede vi igen, siger Niels og erklærer sig tilfreds med at hverken han eller Tom skreg i panik eller andet pinligt.

– Man kan vel sige, at vi får det bedste frem i hinanden. Selvom vi også konkurrerer helt vildt. Skal den ene løbe maraton, så skal den anden også, siger Tom.

Hinandens terapeuter

Når man hører de to herrer i radioen, synes det let og ukompliceret, og som lytter får man en følelse af, at man er tilhører til en uformel snak mellem de to, snarere end til et tilrettelagt radioprogram.

– Vi er ofte blevet spurgt om vi virkelig får løn for det, eller hvad vores rigtige arbejde er, griner Tom og forklarer, at når det lyder let, er det fordi arbejdet er lykkedes. Den del, vi hører i radioen, er nem- lig den mindste del. Forud ligger års træning i timing, i at afslutte hinanden pointer, i at aflæse hinanden lynhurtigt og i at planlægge programmet og emnerne. Dertil kommer en slags terapeutisk arbejde med hinanden – så man altid har tømt dårlig energi ud til den anden, inden man går ind i radiostudiet. Ellers har makkerparret nemlig erfaret, at den dårlige energi kommer med ud af højtalerne.

– Der ligger en stor tryghed i, at vi altid har hinandens ryg, så at sige. Der er en masse dynamik imellem os, og det er en stor professionel tilfredsstillelse, hvis jeg fx får sagt et eller andet, som Tom så sidenhed vender tilbage på og får afsluttet. Balkonen er kulminationen på den respekt vi føler for hinanden og vores samarbejde.

– Begge har lavet en masse andet radio i mellemtiden, men vi havde en fælles drøm om at lave noget sammen igen, om det så skulle være en revy, en cabaret eller en bog – det var nærmest ligegyldigt. Det endte med Balkonen, fordi vi begge to har nået en alder, hvor vi ikke gider mere bullshit, og fordi vi begge to elsker de to gamle mænd. Balkonen er kommet godt fra start, og vores største opgave er at begrænse os, fordi vi i løbet af de år, der er gået har akkumuleret en masse holdninger omkring alt muligt, som vi gerne vil ud med, siger Niels.

– Vi er utroligt taknemmelige over, at vi ligefrem har opbygget et brand, der åbenbart er levedygtigt. Jeg tror, at det skyldes, at vi har arbejder ud fra et dogme, der hedder ærlighed og passion, og det kan lytterne mærke igennem radioen. Da vi sendte sidste omgang Skovmand & Bue fik vi en helt utrolig respons fra folk på de sociale medier.

skovbue2

Mange planer

– Jeg kan godt mærke en slags præstationsangst, som jeg ikke havde før. Det skyldes bl.a. at det jo aldrig kan blive det samme som i de gode gamle dage, forklarer Niels Skovmand og fortæller, at det værste der kan ske for ham i et direkte radioprogram er, at han mister ordene og at det bliver sort for ham, hvad han er i gang med at tale om.

– I de øjeblikket er det guld værd at ha’ Tom på sidelinjen, for han er god til at redde ting i land igen og til at aflæse panikken i mine øjne. Men når det er sagt, så er vi begge to ret cool med direkte radio, og vi er begge to mennesker, der aldrig har haft eksamensangst osv., siger Niels. Planerne for emnerne i Balkonen er store og mangfoldige:

– På fredag skal vi nok forbi en borgmester et eller andet sted. Vi har allerede besøgt Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup Larsen, og vi fandt ud af at han i al hemmelighed ser socialdemokratiske borgmestre som fede, gamle mænd. Vi har også besøgt Mogens Gade, og vi fandt der ud af, at han ønsker sig et skab til grimme gaver fra venskabsbyer. Ellers har vi jo indslag med den aggressive økolog fra Sydfyn, der er kendetegnet ved rabiate holdninger, og en IT-direktør, forklarer skovmand.

Den truttende numse

Balkonen kommer sikkert også igen omkring Trump – fx det paradoksale i, at verdens mægtigste mand – ham der kan trykke på alle knapperne – ligner en gal skurk fra James Bond i en mærkelig habit og med en botox’et hustru, der taler med østeuropæisk accent.

– Ja, vi kaster os også over alle mulige underholdende uheld i den skrivende og talende presse, siger Skovmand, og fortæller grinende om et indslag, hvor en journalist ville sige noget med Bertel Haarder, der stod bøjet over en struttende numse – men fik sagt truttende numse – hvilket fik indslaget med Haarder til at gå fra vovet og halvfrækt, til at være nærmest latrinært.

– Bue og jeg har altid godt kunne lide sproglige billeder, så dem er vi hele tiden på jagt efter. Vi leder altid efter noget sjovt og aktuelt, vi kan bruge i Balkonen, siger Skovmand.

Privatmennesket Bue

Hvem er privatmennesket Tom Bue så egentlig? Journalisten forsøger i al hemmelighed at gætte. Hm, han ligner måske en evig single, der bor i en gammel lejlighed midt i Aalborg, har møbler fra Lauritz. com og går på Ulla T i weekenden. Men nej…

– Jeg har tre dejlige børn på 10, 8 og 3 år og er gift med Marianne, der arbejder med kommunikation. Vi bor i Biersted i et hus, vi selv har bygget. Og ja, vi er en del af vanvids-folket, der tillader os at bygge i Udkantsdanmark, med risiko for aldrig at få solgt igen til en ordentlig pris og dermed undergrave hele pensionsformuen. Før Biersted boede vi endnu længere ude på landet, så vi føler, at vi er flyttet til storbyen nu, forklarer Bue. Han er født i Vejle og har – pga. forældrenes forskellige jobs – boet utallige steder i det sydlige Jylland, inden han endte i Nordjylland.

– Jeg er ikke indfødt nordjyde, men jeg er faldet så meget til her, at jeg er begyndt at tale nordjydernes sag, og jeg bliver irritereret, når nogle udefra skal hentes ind for at klare ærterne i Nordjylland – vi kan selv!, siger han. Interessen for radio begyndte, da han var 14 år og meldte sig til et kursus, der hed ”radio” i ungdomsskolen.

– Siden har det udviklet sig fra at handle om fascination af selve teknikken til i stedet for at handle om en dyb interesse for selve fortælle-delen. Det er nærmest en kunstform at kunne fortælle en historie, og det interesserer mig meget. Jeg er helt sikkert vældig nørdet omkring mit arbejde.

Skovmand i Vester Hassing

Skovmand bor også i Udkantsdanmark – så måske har de konkurreret om, hvem der kunne komme til at bo i det mest ikke-salgbare område? Hvem der har vundet, ved APPETIZEs udsendte ikke lige. Mens Bue bor i Biersted, bor Skovmand i det ligeså søvnige Vester Hassing med sin kone Helle og to drenge på 9 og 12 år.

– Helle arbejder som bostøtte i Aalborg Kommune. Vi bor i et hus fra 60’erne, og mens Bue har købt sig til alt det håndværksmæssige i sit nye hus, så har jeg lavede DET HELE i mit med mine barkede næver, småbrøler Skovmand, der åbenbart har siddet og ventet på at fyre den svada af. Han er, fortæller han, vokset op i Sønderjylland og flyttede til Skagen, da han gik i 10. klasse. Det var her – i Skagen nærradio – at hans radiokarriere tog sine første spæde skridt. Også Skovmand har flyttet meget rundt, og han mener, at det har gjort ham forandringsparat og ikke bange for at indtræde i nye sammenhænge.

Radio er hot

Makkerparret Skovmand og Bue er rørende enige om én ting. Radio er bedre end både TV og aviser. Man kan nemlig skabe de stærkeste mentale billeder med radioen.

– De bedste billeder er dem, lytterne selv skaber inde i hovedet, når de kun får brudstykker og ikke hele billedet serveret. Radioen er det mest billedtunge medie, der findes, forklarer Skovmand og Bue fortsætter:

– Det skyldes bl.a. at høresansen er koblet direkte på hjernen og skal igennem færre filtre for at skabe billeder. Bare tænk på hypnose, hvor du lytter til hypnotisørens stemme, mens din hjerne bliver maksimalt påvirket, forklarer Bue og lyder helt hypnotisk i stemmen.

– Radio er et flygtigt medie, fordi det kun eksisterer i nuet – hvilket jeg synes, er smukt. Det minder lidt om teatret, tilføjer Niels og fortsætter:

– En anden fordel ved radio er, at man kan lave det, selvom man er grim og sidder i underbukser. Vi behøver ikke gå i bad, før vi laver radio.

skovbue3

Ideen blev født på Hvide Hus

Samarbejdet mellem de to kom i stand, da Niels Skovmand blev hyret til at starte gratisavisen 10 Minutter op i sin tid. Tilfældet førte dem til at husere i samme redaktion.

– Første gang vi lavede noget sammen, føltes det hel magisk – vi vidste bare, at det skulle blive til mere af den slags. Men det var vores kærester, der sagde, at nu måtte vi tage os sammen, så vi fik morgenprogrammet i gang. Selve ideen blev født over kaffe i den bar, der engang var på toppen af Hotel Hvide Hus. Skovmand og Bue er også venner uden for radioen og deres familier kender hinanden. – Når vi alle er sammen er det enten rasende hyggeligt, eller også så teamer Niels og min hustru op og går imod mig, og det er ikke sjovt, siger Bue smilende.

Ingen formel

Hvad gør man egentlig når man er syg og skal lave radio, spørger APPETIZEs journalist, da hun ser halvdelen af et andet nordjysk radio-makkerpar, Thomas fra Den 4. Limfjordsforbindelse komme gående ind i studiet uden Anders Fuglsang, der er syg i dag.

– Tom har prøvet at ligge på gulvet i studiet, mens der blev spillet musik, fordi han var syg. I gamle dage var man aldrig syg og kom selvom man var døden nær. I dag bliver det ikke regnet for nogen heltegerning, hvis man kommer på arbejde med diarre og starter en dødscirkel, fortæller Niels.

– Men omvendt – så tager vi det med i radioen, hvis der er noget, for vi går efter så meget ægthed, som muligt – altså det skal være personligt, uden at være privat. Det er en balance, som man ikke lige kan sætte en formel på. Man kan heller ikke sætte en formel på, hvad det er lytterne tager til sig. Nogle gange bliver man meget overrasket over, hvad de lægger mest mærke til og hvad der rammer dem, slutter radioparret.