Skal vi snakke om Bowie-sange og træls hår?

TEKST & FOTO CECILIE VESTERGAARD WENNERLIN

”Where are we now”, kender I den sang? Den har kørt i mit hoved i nogle uger (sammen med temaet fra Gurli Gris), og… hvor er vi egentlig nu? spurgte jeg mig selv.

Da jeg startede med at skrive blog for halvandet år siden, var Daniel 4 måneder, kuglerund og så trillede han gennem livet, som ingen rundballe nogensinde har trillet før. Det er egentlig først bagefter, jeg er kommet til at tænke på, hvor meget han dybest set trillede… men det var absurd meget. Han tilbagelagde store, hårde distancer på forskelligt terræn, og han lignede altid et fornøjet, hårdkogt æg imens.

Lille Buller, var han. Nu en stor Buller på knap 2 år, som har hår, der altid krøller over ørerne efter kl. 15, som er en verdensmand af format i en sandkasse, og som – den høje alder til trods – stadig har bevaret sit kendetegn: Knækket på stemmen, der minder meget om Sigrid Horne-Rasmussen. Det er mest udtalt, når han siger ”Godmorgen” og ”Godnat”. Og jeg må nok indrømme, at hvis Buller siger ”godmorgen!”, inden jeg rigtig har fået øjne om morgenen, så er der et splitsekund, hvor jeg når at tænke; Sigrid… er det dig?

Men det er jo bare Buller. Som forresten er startet i verdens dejligste vuggestue og klarer det fantastisk.

Og så er der søde, tapre William… som nu er blevet 4 år. Han var godt 2,5 år gammel, da bloggen blev født, og han snakkede lige så meget dengang, som han gør nu. Den største forskel på dengang og nu er sætningernes karakter og hans rationale (og så hans benlængde).

Jeg bliver stadig paf på daglig basis over, hvad der føles et verbalt sus fra Williams lille, reflekterende selv, når han f.eks. siger:

”Mor, jeg trænger til et kram. Det kan jeg bare mærke.”

”Så far. Nu leger vi, at jeg har prinsesse-hesten og du har konge-hesten. Skatter, kom lige, siger prinsessehesten. Skat. Skatteeeer.”

”Buller, skal jeg ikke hjælpe dig med det? Nu skal du bare se.”

….og så er der selvfølgelig også det, at der indgår ”hvorfor” i hver 2. sætning fra det lille, store menneske, og derfor tvinger det egentlig både Christian og jeg til at reflektere over ting, vi ellers ikke tænker så meget over.

”Hvorfor skal man spise?”

”Hvorfor har du mørkt hår? Hvorfor har mor ikke det?

”Hvorfor blæser det?”

”Hvorfor er du her?”

”Hvorfor bor jeg her?”

I hvert fald tænker jeg, at hvis det går helt galt med vores karrierer, så kan jeg altid samle alle Williams spørgsmål og lave en bog. William-gruk. Til eksistentiel eftertanke.

For halvandet år siden var vi trætte. Christian og jeg. Jeg levede i min barselsboble med fuldammende meloner på brystkassen og høje tindinger. For jo, processen med at tabe noget af håret, et stykke tid efter fødslen, kommer man igennem, uanset om man, som jeg, har dreadlocks eller ej. På tiden fra dengang og til nu er det hår forresten groet ud igen – og har skabt sig et autonomt liv som almindeligt hår uden dreadlocks. Hele vejen rundt langs hårgrænsen.

”Du har altså lidt en munkekrans uden måne…”, sagde Christian til mig, da det så værst ud. Nu er jeg godt nok ovre det stadie, hvor jeg følte mig meget som Frans af Assisi, og det ser ikke helt så galt ud… men alligevel. Lidt munk stadigvæk.

Men nu… efter over 4 år i børnenes uafbrudte tegn, er Christian og jeg ved at finde ind til dem, som vi, udover at være priviligerede forældre, er. Vi er nemlig rigtig meget begge to. Vi får bedre nattesøvn (i hvert fald noget af tiden), og vi kan begynde at give lidt fokus til det, vores kerner også rummer.

Christian går sin pianistvej med sin sorte taske, varme smil og brændende musikalitet. Han udvikler sine evner og sine jobs. Og jeg går med ham – i min retning. Og om nogle år, når jeg er færdiguddannet sexolog og godt etableret, vil vi stadig gå med hinanden i hænderne, og jeg vil kigge tilbage til den tid, da vi vores livsfase skiftede fra barselsboble til tumlingeforældre og til et fælles, kernevendt fokus på helheden.

¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨

Tak, fordi du læste med 🙂