Sandheden på lærredet

Tekst Christina Svendsen | foto SF Film

I sidste uge var der premiere på filmen Miraklet på Hudsonfloden, der handler den dramatiske nødlanding på Hudson-floden i New York i 2009. Det blev dengang en kæmpe nyhedshistorie i det meste af den vestlige verden, da piloterne mirakuløst undgik tab af menneskeliv, hvilket ellers er udsædvanligt ved nødlandinger på vand

En historie som den, var lige præcis, hvad verden havde brug for efter finanskrisen i 2008. Det var specielt, hvad New York, der stadig led under de forfærdelige begivenheder den 9. september, 2001, havde brug for.

Ingen skurk

Historien var næsten for mirakuløs til at være sand, for både landing og det efterfølgende redningsarbejde gik så gnidningsløst som det kunne. Hollywood bankede selvfølgelig på døren, men havde ét stort problem: Hvordan laver man en film, hvor der hverken er skurk eller konflikt? Man opfinder selvfølgelig en! Men kan man det i en film, der ligger sig så tæt op af virkeligheden?

I Miraklet på Hudsonfloden er det NTSB, der bliver skurken. NTSB er en enhed, der undersøger alle flyulykker i USA. De skal finde ud af hvad der er sket og om det er menneskelige fejl, der er skyld i ulykken. I den virkelige verden, så gik NTSB’s undersøgelse af flyulykken hurtigt. De fandt hurtigt ud af, at der rigtig nok røg fugle ind i begge motorer, der brød sammen, og piloterne derefter handlede eksemplarisk. Men i filmens verden er NTSB blevet nogle pedantiske skiderikker, der finkæmmer begivenhederne i håbet om at finde en fejl, der viser, at det kunne være piloternes skyld, at flyet gik tabt. Vi følger de to piloter, mens de går igennem undersøgelserne og må kæmpe med egen tvivl og en voldsom mediebevågenhed.

Det er der kommet en fantastisk film ud af. Miraklet på Hudsonfloden gør noget meget udsædvanligt i, at den forsøger at vise de to piloter som mennesker i stedet for den renskurede amerikanske helt, som man har set til udødelighed. Der er ingen amerikanske blafrende flag, men derimod menneskelige følelser og problemer. Jeg var dybt grebet af filmen, og det er en af de bedste, jeg har set i år.

Må man lyve?

Men kan man tillade sig at finde på i en historie, der lader som om den er næsten sand? Det har været diskussionen i flere artikler efterfølgende og ligger sig også tæt op af en sag, der kører i danske medier i øjeblikket med bogen Langt ud i Hampen af en kvinde, der beskriver sin opvækst i underklassen. Da den udkom, blev bogen straks taget som gidsel af flere politikere, der brugte den i deres politiske dagsorden. De og forlaget fik røde ører, da det vidste sig, at forfatteren havde brugt sin fantasi lidt for meget og hendes opvækst ikke var helt så armodspræget, som hun ellers havde fortalt. Det hele blev forsvaret med, at det jo var litteratur og dermed fiktion, så en lille hvid løgn var ok.

Men vi føler os ofte snydt, når vi finder ud af at kunsten ikke er sandt, specielt når den lader som om. Sandhed er endda blevet et kvalitetsbarometer i sig selv, hvilket man kunne se da filmen Saving Private Ryan kom frem. Den blev rost til skyerne for at være ekstremt realistisk af journalister, der aldrig har set en slagmark andet end i andre film.

Min pointe er, at det kan være svært at kræve fuldstændig sandhed af historier, når vi samtidig kræver underholdning. Alle historier, lige meget om det er nyheder eller ej, har fået en eller anden form for drejning, fordi vi får dem fortalt fra anden hånd. Vi kender jo alle med legen en sætning, der skal hviskes fra øre til øre, og dermed ender som noget helt andet.