Problemer med udlejeren? Nu kan du gratis få din sag vurderet

Tekst: Alexander Kokkedal / Foto: Rikke Sønderby Nielsen

DIGURA teamet

Det er sommer, og for studiebyer som Aalborg betyder det, at mange lejligheder skifter hænder. Dimittender flytter ud, nye studerende flytter ind. I Aalborg er der mange forskellige slags lejemål, og til dem hører der forskellige huslejesatser og omkostninger udover det. Nogle nye lejere er heldige at finde en fin lejlighed til en overkommelig husleje med en god udlejer. Andre støder på problemer, fx når man som lejer kommer ud for at skulle betale lige lovligt meget pr. kvm eller punge ud til trappevask.

Sidder man i sådan en træls situation, har man nok ikke lige pengene til at lægge vejen forbi et advokatkontor og lade sig taksere i dyre domme for at få afklaret, om det giver mening at indbringe sagen for huslejenævnet, eller hvad man ellers ville tage af skridt gennem systemet for at få prøvet sin sag og se, om man kan få penge tilbage.

En ny digital løsning gør, at lejere ikke længere behøver betale en krone for at få deres sag vurderet. Det vil de nu kunne gøre gratis gennem software udviklet af virksomheden DIGURA, bag hvilken står stifterne Mike Vestergaard og Mads Klokkerholm Nielsen, der begge er studerende.

Fra retshjælp til virksomhed

Mike Vestergaard står for DIGURAs kommercielle del. Han læser til dagligt Erhvervsjura på Aalborg Universitet og står bag den meget succesfulde Lejerens Frie Retshjælp, hvis frivillige rådgivere har hjulpet flere tusinde lejere med deres problemer med udlejer.

Nu står han så klar med DIGURA. Over virksomhedens software kan lejere ved at besvare mellem 7 og 11 spørgsmål afhængigt af deres situation, fx om der har været fraflytningssyn i forbindelse med udflytning, og ved at uploade deres lejekontrakt få et øjeblikkeligt svar fra maskinen, om lejeren har en sag, der er det værd at gå videre med. At gå fra retshjælp til virksomhed var et stort spring, forklarer Mike Vestergaard.

Det har i hvert fald krævet nogle utroligt lange arbejdsdage, og vi har også været udfordrede. Lejerens Frie Retshjælp var et anti-kommercielt projekt, som lærte os meget, men lige pludselig skal man til at tænke kommercielt, og lige pludselig skal man til at etablere sig inden for et sted, hvor det gælder om, at det skal være brugervenligt, men der skal også være penge at tjene, siger han.

Mike (tv.) & Mads

4.500 sager at støtte sig på

Softwaren vurderer hver sag på baggrund af sin omfattende vidensbank, der ifølge Mike Vestergaard indeholder omkring 4.500 afgørelser fra bl.a. huslejenævn landet over, hvor man har slået ned på, hvad omstændigheder var ved hver sag, og hvad deres udfald blev.

Jeg tror ikke, vi har skabt den komplette software endnu – langtfra. Det her er en MVP-løsning (Minimum Viable Product; en tidlig version af et produkt, der kun udfører selve kerneydelsen, red.), og vi har høje forventninger til den, men vi har også meget at lære, fortæller Mike Vestergaard.

Vores maskine skal også lære henad vejen. Vi behandler den lidt ligesom en hjerne; den skal fodres med information, og jo mere information den får, jo klogere bliver den. Det er lidt ligesom med os mennesker, fortsætter han.

Introducerer speciel betalingsmodel for at føre lejeres sager

Vestergaard har længe været fokuseret på de udfordringer og muligheder, som fremkomsten af det såkaldte ”legaltech” – altså det, at kunstig intelligens bliver i stand til at yde juridiske rådgivning i konkrete sager – fremsætter. Og muligheder er der godt nok – også for advokatkontorer, hvis advokaters arbejdsgang vil kunne suppleres af computere.

Lige nu snakker vi meget om digitalisering og innovation i advokatbranchen. Det er bare som om, der ikke rigtig sker noget. Og der er det ligesom, at vi kommer ind med et redskab, som innoverer arbejdsprocessen internt, og det gør selvfølgelig, at de (advokatkontorerne, red.) kan tjene langt flere penge langt hurtigere, fremfører Mike Vestergaard.

Og hvordan tjener folkene på DIGURA selv penge, når softwaren er gratis at benytte? Det gør de ved at tilbyde brugere af softwaren at føre deres sag for dem, fortæller Vestergaard.

Vi stoler så meget på vores software, at vi kører med vores egen betalingsmodel. I stedet for at man enten er bundet op på et årligt kontingent, som man er ved lejerforeninger, eller en hulens dyr timeregning ved advokatkontoret, så har vi lavet en betalingsmodel, der hedder, at vi får 15-20 % kompensation i forhold til det beløb, vi besparer, siger han.

Jeg tror, det er en betalingsmodel, der kommer til at vinde frem henover den nærmeste tid, og det ser vi også flere og flere steder i servicebranchen. Kombinationen af legaltech-softwaren og så betalingsmodellen tror vi er det ideelle match i forhold til der, hvor branchen og selve retsområdet skal bevæge sig henad, fortsætter Mike Vestergaard.

Videreudvikling i pipelinen

Udover kerneydelserne gør DIGURA sig også bemærket ved sine blogindlæg, der indeholder juridiske tips og tricks både inden for lejeret, men også af mere almennyttig betydning, fx i forhold til tilbagebetaling af licensmoms. Et udtryk for virksomhedens marketingstrategi.

Den måde, vi lander det på, er ikke kun i forhold til softwaren; vi arbejder også med content marketing, og vi arbejder med nogle relativt tunge lancerings- og PR-strategier. Vi arbejder med SEO, og vi arbejder med AdWords, nævner Mike Vestergaard.

Den juridiske afdeling bliver aldrig nogensinde den mindste afdeling, men vores marketingafdeling kommer til at følge meget godt op hele vejen, samtidig med at vores interne softwareafdeling nok kommer til at være den største af dem alle sammen, fortsætter han.

Forhåbningerne for fremtiden er mange, bl.a. at få rådgivning inden for andre retsområder end lejeret til køre over platformen. Vestergaard ser en fordel i at udvikle software til at rådgive inden for bl.a. familie-/arveret, der omhandler bodeling, ægtepagter, arvefordeling mv. Men stifterne tager tingene i et roligt tempo – de har jo deres studier kørende.

Vi kommer til at behandle det som en vækstvirksomhed forstået på den måde, at vi prioriterer vores studie, og der har vi snakket med alle vores investorer om, at studiet ikke er noget, vi går ud af på noget tidspunkt, men at vi kommer til at skalere det her op voldsomt, slutter Mike Vestergaard.

Evt. kan du se en video fra DIGURA, som forklarer konceptet

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*