Om at elske sig selv – men HADE sin krop!

Tekst & foto Ann-Britt Pedersen

Jeg vil gerne have noget på det rene/gjort klart. Jeg har haft en del samtaler med venner og veninder, efter jeg er startet med bloggen, omkring hvad jeg skal med denne blog og hvad den kommer til at handle om…

Der er nogle der har haft en forståelse af at jeg vil lave denne blog fordi jeg vil vise verden at man godt kan elske sig selv selvom man er overvægtig. Det er også rigtigt, for jeg elsker virkelig mig selv. Jeg elsker min personlighed, mine værdier, min humor, min måde at håndtere tingene på og bare generelt den person jeg er.

Jeg har altid været glad for mig selv. Jeg bærer mig selv med stolthed, og har den der “jeg er fandeme ligeså god som andre attitude”, for det ER jeg! Men…

Og her er ET STORT men: Jeg er IKKE glad for min krop. Jeg er ikke tilfreds med hvordan jeg SER UD! Der er STOR forskel. Jeg hader den krop jeg er i, og føler slet slet ikke den krop passer til mig – men personen inde i kroppen er AWESOME! 😉

Hvordan det hele startede…

Jeg har faktisk siden barnsben følt mig forkert i min egen krop. Siden jeg var barn var har jeg været overvægtig, og også dengang “følte” jeg mig ikke overvægtig. Jeg var en glad lille pige, som var meget glad for mad, og blev derfor større og større..

Det var først da jeg startede i skole, og begyndte at blive moppet pga min overvægt at jeg egentlig indså “Ok, jeg er da ikke ligesom de andre” og begyndte at føle mig forkert. Selvfølgelig kunne jeg da godt se at jeg var mere tyk end andre, men jeg FØLTE mig ikke tyk.

Som årene gik, og mobberiet blev større og større, hvilket gjorde jeg trøstespiste mere og mere, hvilket gjorde jeg blev større og større (en uendelig ond cirkel), blev jeg mere og mere usikker/ligeglad/depressiv og generelt bare en meget ked af det pige og jeg hadede min krop..

Allerede fra barnsben var jeg overvægtig..

 

 

Jeg blev langsomt bygget op…

Da jeg blev teenager og flyttede over til min far, vejede jeg nok omkring 130 kg. Jeg var ULYKKELIG. Jeg spiste konstant og var ked af det hele tiden. Det var min far der der først gik i krig med min overvægt. Han havde selv som barn og voksen været MEGET overvægtig, og havde tabt omkring 100kg selv. Han lavede sund mad, gik ture med mig, men ikke mindst så fik han opbygget min selvtillid igen. Min far var hård, MEGET hård, men jeg ved at han på daværende tidspunkt hjalp mig.

Jeg blev mere og mere tilfreds med min person igen, den jeg var, den personlighed jeg havde og så lærte min far mig kunsten ved selv-ironi!

Jeg tror den dag i dag at selv-ironien og min humor har reddet mig fra min hæslige ungdom. Det at jeg kunne gøre “grin med mig selv” inden andre gjorde det (selvom sådan skal det jo heller ikke være), men det gjorde at folk egentlig indså at jeg var sgu da meget sjov, var sød og venlig og en dejlig personlighed.

Jeg fik flere og flere venner, blev en del af “de populære”, men indeni gjorde det jo stadig ondt at jeg følte jeg skulle gå rundt med en “maske” for at gøre andre glade og blive accepteret! HVORFOR skulle de kommentere på min størrelse hele tiden? Hvorfor skulle jeg hele tiden være det lette offer? Det eneste jeg skulle var bare at stå tilbage og grine af det, og syntes det var sjovt? Men det var den verden jeg selv havde skabt, og desværre var jeg ikke stærk nok til at sige fra. Men, det at jeg var en del af et “fællesskab” gjorde jeg fik mere og mere selvtillid og selvværd, og det gjorde at jeg overlevede og blev en stærk person som begyndte at kæmpe for de ting som JEG troede på, sagde imod og tog ikke noget pis fra nogle!

Mig i mine teenage år.. 

 

Desværre skete der en DEL ting i min ungdom, lige fra omsorgssvigt til tæsk, til ikke at føle sig elsket af nogle til alkohol/hashmisbrug. Jeg boede på opholdssted, var indlagt på psykiatrisk sygehus (hvor jeg fik stillet diagnosen overspisning. Man havde på daværende tidspunkt ikke havde en klinisk betegnelse på den spiseforstyrrelse BED, af hvad jeg ved af), min mor blev syg og jeg kom længere og længere ned i et sort hul..

Jeg var alene, helt alene.. Jeg skulle sørge for mig selv i en alder af 16 år (dog med kommunal opsyn), men jeg kunne gøre hvad jeg ville, og det gjorde jeg BESTEMT også. Men, den følelse af ikke at være elsket og ønsket, den tog langsomt livet af mig, og jeg endnu større, og mere og mere ligeglad.

“And then I became Mama”..

Da jeg var omkring 17-18 år mødte jeg en af dem som har støttet og været med til at skabe den person jeg er i dag! Jeg mødte min bedste ven A. Han var på det tidspunkt kæreste med min daværende bedste veninde og vi kom tættere og tættere på hinanden. Efter nogle år flyttede jeg også sammen med dem, og han fik mig, på en eller anden måde….HEL!  Han elskede mig, FOR MIG!! DEN jeg var, ikke den han så eller hvordan jeg så ud. Vi fik et helt specielt bånd, som vi også har den dag i dag, (selvom vi ikke ses så meget mere) og han er på lige vilkår med mine søskende, jeg elsker ham ligeså højt som jeg elsker dem. Han er min familie, mit blod og den jeg ALTID kan komme til når jeg har brug for det.

Min bedste ven A og jeg..

Jeg blev mere og mere glad for MIG og jeg blev “Mama”. Folk så mig på en anden måde, også selvom jeg var meget overvægtig, fordi jeg havde livsglæde, et glimt i øjet og en “her kommer jeg” attitude. INGEN kunne få mig ned med nakken, jeg viste det ihvertfald ikke, og jeg blev stærkere og stærkere og fik meget mere selvtillid og selvværd. Jeg byggede den her “Mama” person op, og folk elskede mig- en følelse jeg faktisk aldrig rigtig havde haft før.

Og så begyndte jeg at elske mig selv…

Jeg fik en kæreste for første gang i mit liv, ikke at jeg ikke havde været “around the block” 😀 , men en kæreste som også elskede mig for den JEG var, og ikke kun min overvægt. Han lærte mig også en hel hel del, og fik repareret MANGE af de huller og sår jeg havde i min sjæl, og jeg blev bare mere og mere glad og tilpas i mit liv, og mere tilpas med at jeg var Mama, overvægtig eller ej!

Jeg har nogle HELT fantastiske mennesker i mit liv, som jeg kalder familie. Der er få der har været der siden folkeskolen, nogle har jeg kendt i 15 år, og nogle har jeg fornyligt haft fornøjelsen af at de er i mit liv. Jeg har få, men HELT IGENNEM fantastiske mennesker omkring mig, som jeg ALDRIG vil undvære, og de er med til at holde mig oppe, selvom jeg kan MANGE gange selv, men uden dem var jeg ikke Mama Ann. 😉

Så min pointe her, og som jeg startede ud med: JA, jeg ELSKER mig selv, med jeg HADER min krop, og føler mig ikke som den krop jeg har, og DET er en af de store grunde til jeg vil tabe mig. For at jeg kan elske HELE mig, men samtidig også være sund og leve længe for min søn, min familie og venner! Uanset hvordan man vender og drejer den, så er det ikke SUNDT at være overvægtig, og der er en del følgesygdomme, som jeg IKKE vil have.

Jeg kunne skrive 145 sider mere om hvordan jeg føler, hvordan jeg ser på overvægt, had til sin krop og at føle sig fanget i sin egen krop- men tænker at jeg stopper her, inden jeg kommer for godt igang 😀

Hele den her debat om at elske sin overvægt osv, er MEGET oppe i medierne i dag, og mange kan ikke forstå det, og jeg forstår det kan være svært at sætte sig ind i, men har du spørgsmål eller kommentarer, så lad mig endelig høre 😉