Nordjyllands dygtigste kageveninder

tekst Christina Svendsen | foto Betina Fleron Hede

Den store Bagedyst har næsten fået samme status som Vild Med Dans. Vi kender alle sammen programmerne, og de flotte kager bliver diskuteret flittigt på arbejdspladserne dagen efter programmet. I år har Nordjylland to dygtige repræsentanter i form af Line og Liv – eller LivLinen som de jokende kalder sig selv

Line og Livs interesse for bageriet kommer ikke fra fremmede.

– Min mormor var en bagekone, som tog ud til unge mennesker og lærte dem at bage. Så jeg har altid været med hende i køkkenet og været ude at plukke hindbær, brombær og alt sådan noget, siger Line. Min far gav mig en køkkenmaskine i julegave for nogle år siden, og det var lige dengang, hvor Blomsterberg lavede alle de der udsendelser. Der tænkte jeg, at det der bagning skulle jeg også prøve. Jeg var faktisk ret god til det, så tænkte jeg FEDT!, siger Line med eftertryk, mens Liv ikke kan lade være med at grine.

– Jeg bagte ikke med samme passion indtil da, men har altid været opfostret med, at man gik ud i naturen og fandt det man skulle bruge i kagen. Min far gør det samme, så vi er altid ude og skove, men dog ikke på samme måde som med min mormor. Hun bagte altid og det smagte bare mega godt.

For Liv startede det også hos bedsteforældrene.

– Min mormor og morfar overtog en gammel Esso tankstation, som de byggede om til Runddelens Bageri i Hirtshals. Min mor blev født i boligen, der hørte til bageriet. Min onkel havde to søstre allerede, så under fødslen stod han udenfor og råbte: ‚Det skal være en dreng! Det skal være en dreng!‘ Også kom min mor, fortæller Liv grinende.

– Jeg nåede desværre ikke selv at opleve bageriet, for de havde det ikke længere, da jeg blev født. Jeg er altid blevet kaldt for Bager Hansens barnebarn, fordi det blev min morfar kaldt, siger Liv med et smil. Liv er ikke den eneste i familien, der holder bagerfanen højt.

– Min onkel er også bager, og er altid blevet kaldt for Peter Bager. Min mor og jeg har altid bagt sammen. Specielt når der var fødselsdag og jul. Men for mig er det også først indenfor de sidste par år, hvor interessen sådan virkelig er begyndt at blomstre.

– Det blev også bare sådan lidt hypet alt det der med at bage, og man så det jo mere i fjerneren, indskyder Line.

Liv starter med at sige, at Blomsterberg ikke havde noget at gøre med hendes forøgede passion, men fortryder hurtigt.

– I hvert fald i underbevidstheden, for man så jo, at hun kunne trylle med bagværket, og man fik jo lyst til at gå i egne køkkener. Så det var bare en udfordring, jeg blev nødt til tage.

Overrasket over bagedystens popularitet

Både Liv og Lines venner og familie følger intenst med i programmet, men det har overrasket pigerne.

– Jeg havde aldrig troet at vores omgangskreds ville gå så meget op i det, siger Line.

Det er ikke kun hos deres omgangskreds, at interessen er høj.

– Når man fortæller folk, at man er med, så siger at fleste: ‚Vi elsker det program‘. Programmet har virkelig fået status på en eller anden måde, og ikke kun i børnefamilier. Der er eddermame mange, der ser det og jeg var helt overrasket over, at de sidder og ser det hver eneste onsdag, siger Liv.

Line oplever i høj grad populariteten på arbejdet.

– I fredags gik jeg med en af vores overlæger, der pludselig kom hen og tog om mig for at tage en selfie. Børnene i ambulatoriet ville også have autografer og billeder! Det er altså lidt mærkeligt, ikke? fortæller hun.

De er også begyndt at blive genkendt på gaden.

– En kom for nylig hen og sagde: ‚Min datter er bare kæmpe fan af dig.‘ Man kan mærke at folk ligefrem stirrer og derefter smiler, siger Liv.

– Man har en fornemmelse af, at der er nogen der kigger. Men det er også meget fedt, samstemmer Line, mens Liv nikker.

– Især fra folk man ikke kender, der for eksempel skriver på facebook. Folk der ikke har noget i klemme, fordi de er familie eller venner. Det hele er surrealistisk, men heldigvis er det sjovt.

Sjovere at bage

Liv og Line er ikke blevet trætte af at stå i køkkenet, tværtimod.

– Jeg synes det er blevet nemmere at bage. Jeg er begyndt at lave udfordringer for mig selv, hvor jeg ser hvad der er i køleskabet, også skal jeg kunne lave et eller andet ud af det. Det er mega sjovt, for det kan næsten altid lade sig gøre, fordi man har fået flair for det på en eller anden måde. Tidligere kæmpede man en kamp for at få en kage til at fungere, hvor nu er det som om…, Liv går i stå, mens Line hjælpsomt afslutter Livs tanke,

– …der er kommet noget teknik lige pludselig.

De er begge blevet bedre til at bage efter at have deltaget i programmet.

– På grund af den gode kritik man får, siger de på samme tid.

– Man får jo hele tiden af vide, hvad der er godt, hvad der er skidt, og hvad du kan gøre bedre. Det er altså Mette Blomsterberg og Jan Friis-Mikkelsen, der bare står og intenst smager på hvad det er man har lavet, og det lærer man sindssygt meget af. Det er helt vildt, siger Liv.

– Man har måske også en anden ro i maven, end da man stod og øvede til et program. Nu har man tid og min lyst er næsten større nu, fordi det ikke er under pres, fortsætter Line.

Castingen

For Line var det familien, der pressede på med at få ansøgningen afsted.

– Så kom jeg egentlig lidt fra det igen, fordi jeg ansøgte lige i starten. Jeg havde egentlig ikke regnet med at høre noget, så det var lidt vildt. Derefter er der jo hele møllen, der går i gang med alle de forskellige castings.

– Det var meget spontant, at jeg fik meldt mig til. Jeg kan huske, at jeg sad på ferie med min familie og havde tænkt, at det kunne være sjovt. Så sendte jeg ansøgningen afsted. Der gik kun to-tre timer før jeg fik en besked tilbage på min mail om, at jeg var inviteret til casting fire dage efter, siger Liv. De var begge til casting i Aarhus, hvor de skulle medbringe en kage.

– Jeg havde en citronfromage-lagkage med af egen opskrift jeg havde lavet specielt til dagen, husker Line.

– Jeg lavede også en lagkage, men med havtorn, og hvid chokolade med lakrids, indskyder Liv.

Derefter gik de videre til en samtale, hvor et panel smagte på kagerne. Bagefter blev de ringet op, om at de var gået videre til slutcastingen, der bestod af en prøvebagning foran Mette Blomsterberg. Så processen har stået på nogle måneder.

Veninder på parkeringspladsen

De to piger mødtes første gang under castingen.

– Liv syntes, jeg var dum, griner Line.

Liv husker også tydeligt det første indtryk.

– Jeg synes, hun var så irriterende. Du var så storsnudet.

– Nej, det var jeg altså ikke.

– Jo, men det var du jo slet ikke i virkeligheden. Men det syntes jeg, du var. Liv ved ikke præcis, hvorfor Line virkede så storsnudet.

– Jeg syntes bare, hun var så smart, siger Liv, mens Line griner af venindens førstehåndsindtryk.

– Jeg tænkte, at hvis hun gik videre, så gik jeg ikke videre, fordi det virkede som om vi havde lidt samme smag i kager og stil, og vi var begge to lyshårede nordjyder, siger Line. – Men så havde vi et eller andet moment ude på parkeringspladsen ved DR, efter vi havde været til psykologsamtale. Så sagde det bare klik derude på den der parkeringsplads. Så var det bare ligesom det. Liv griner af Lines fortælling og hentyder til, at det lød som om det var en forelskelse.

Dårlige konkurrenter

Venskabet fik hurtigt dybe rødder.

– Det der med at vi var konkurrenter, den fangede vi sgu nok ikke helt, siger Liv. Line er ikke uenig.

– Nej, vi var ikke så gode konkurrenter. Jeg synes også, at det var rart, at man havde én man kunne være lidt fortrolig med, når det ikke gik så godt med opgaverne. Bare at dele den bekymring, fordi det havde man måske ikke lyst til at gøre med alle de andre. Man ville jo gerne vise, at man havde styr på det for at presse de andre lidt, siger Line.

Alle deltagerne fik et tæt forhold og støttede hinanden.

– Vi boede på hotel under optagelserne, hvor man har sindssygt mange timer, som man bruger sammen. Det gælder også backstage og i sminken, hvor man kommer 3-4 timer før det hele starter. Der har man også lang tid til at lære hinanden at kende, siger Liv.

– Jeg vil beskrive det lidt som en efterskole eller en højskole, på grund af det bånd man får til de mennesker, der er med. Det er helt specielt, og jeg tror også, det er derfor folk ikke altid kan forstå, at man bliver berørt af programmet. Men man bliver sindssygt berørt, fordi man har fået stablet en eller anden lille familie eller et venskab, der er meget specielt, siger Line.

– Så tror jeg også at det er holdet bag, der er så dygtige til at skabe sammenholdet i at hele produktionen er så godt et team. Man føler sig simpelthen så tryg. Man bliver helt afhængig af det, og man har nærmest brug for at komme derned igen, for det er bare så skøn en fornemmelse at være dernede, fortæller Liv.

– Der var nærmest en holdånd inden man gik i gang med at bage, og de ville gerne have, at alle kom i mål. De får også ondt i maven. Én af tilrettelæggerne har stået og tudet, så jeg tror de lever sig mindst ligeså meget ind i det, siger Line.

– Mette og Jan havde heller ikke deres eget lille telt, hvor de sad og spiste sammen med Timm, de spiste sammen med os nede i pejsestuen, fortsætter Line.

Intense dage med optagelser

Optagelser af et enkelt program strakte sig over to hele dage med mange timer i bageteltet. Der var optagelser fra klokken 7-21 den ene dag og klokken 7-19 den næste. Deltagerne havde selv deres eget udstyr med.

– Det giver mere tryghed, siger Line. Det gjaldt også ingredienserne og dekorationen til deres udfordringer.

Hvis indkøbene hjemmefra gik galt, så var der dog hjælp at hente.

– Så har man jo Bent, som han hedder. Han er runner på programmet. Han er helt fantastisk. Han var indkøber, og sørgede for, at vi fik alt det vi manglede. Han var runner og lavede alt, fortæller Line.

– Han kan trylle. Hvis man pludselig manglede noget, så kunne man bare sige det til Bent.

– Efter én optagelse, så går der ca. en uge, max 14 dage, til næste gang. Udfordringerne kender vi noget tid i forvejen, fordi de skal have lidt tid til at godkende idéen. Så skal man aflevere opskrift og ingrediensliste, fortæller Line.

– Du får udfordringerne løbende, så du skal være kreativ på tid, kan man sige, siger Liv.

– Det var noget af det, der var allermest stressende. Da vi skulle i gang med program 1, så skulle vi allerede tænke på, hvad vi skulle lave i program 2. Jeg er ikke særlig god til det med at have så mange bolde i luften, lige omkring sådan noget, for man var jo så fokuseret på den ene opgave man var i gang med og så skulle du så også fokusere fremad på den næste. Det kan man næsten ikke rumme i hovedet, siger Line.

TV-magi

I program 2 blev Liv ugens mesterbager på baggrund af hendes fine bikage, som dommerne dog nævnte var lidt brændt i kanten. Liv siger selv, at det var lidt af en underdrivelse.

– Den var ikke bare lidt brændt, den var sort. Lines kage fik også lidt tv-magi i samme program.

– Man så heller ikke, at den første skive de tog af min kage, ikke så ud som den skulle, så de tog endnu et stykke. Det er så dejligt når de klipper det ud, ikke, griner Line.

Selvom der er lidt magi i kulissen, er de begge enige om, at programmet er meget ærligt. Så de store følelser man ser i programmet, er ikke manipuleret af en dygtig TV-redaktør.

– Det er virkelig sådan det er. Jeg er glad for, at det er blevet klippet så godt, indtil videre i hvert fald. For det er sådan, jeg oplevede det, understreger Liv.

– Jeg blev spurgt om i går, om man virkelig løber så meget i sidste øjeblik, og det gør man virkelig. Jeg vil faktisk sige at det er endnu mere intenst i virkeligheden, end det er på fjernsynet, siger Line.

Liv fortæller grinende, at hun havde en lidt speciel teknik.

– Hvis jeg løb hver gang, jeg skulle hente noget, så ville jeg i sidste ende kunne indhente måske 2-3 minutter ekstra, og det kunne bare redde en kage. Line understreger, at få minutter kan være altafgørende.

– Der er ikke et eneste program, hvor jeg kan sige at jeg stod klar. Seriøst, det er der ikke.

Forløbet er en hemmelighed

Hvad der sker i de næste programmer af Den Store Bagedyst, er en hemmelighed, men hverken Line eller Liv har problemer med at holde på den.

– Jeg troede, det ville være sværere. Det er nemmere bare at sige intet, end at sige lidt, siger Line. Det hjælper dog, at de har hinanden at dele hemmeligheden med.

– Vi kan snakke om hele programmet, forløbet og hvordan man har haft det. Det er fedt, siger Liv og fortsætter henvendt til Line:

– Du ved lige præcis, hvordan jeg har det, og jeg ved, hvordan du har det.

– De nærmeste ved godt hvad der sker, men min far havde glemt, at jeg blev mesterbager i program 2, så han blev helt overrasket, fortæller Liv.

Dommerne er bare mennesker

– Jeg synes, det er lidt sjovt, når man møder mennesker, man har en forestilling om hvordan de er, fordi man har set dem i fjernsynet. Man har på en måde sat dem op på en piedestal, men de er jo fuldstændig ligesom os. Det lyder så åndssvagt, men de er jo bare mennesker. Men de var jo stadig en autoritet, når man stod i konkurrencen. Jeg har virkelig den dybeste respekt for de to mennesker, siger Liv.

– Man kan også mærke, at de holder af én, indskyder Line.

– Ja, de tager sig sgu af én. Altså de føler med én, når man har travlt. Man kan mærke, at når der er noget, der går galt, så bliver især Blomsterberg meget berørt. Det er jo også nervepirrende for hende, at stå og se hvor folk de fejler, og at hun må ikke gøre noget. Hun lever sig virkelig ind i det, siger Liv.

– Det synes jeg også Timm gør. Han var simpelthen ens bedste ven og min mentale træner. Han kom tit hen og gav en peptalk, så fik man lige det der ekstra boost. Han er virkelig motiverende og god, siger Line.

Gode kagefif

Den Store Bagedyst samlede en masse kage-entusiaster, så der blev snakket rigtig meget kage.

– Jeg slugte alt hvad jeg kunne få lov til at tage ind af de andres råd og fif, siger Liv.

– Det gjorde jeg godt nok også. Hvis der for eksempel var en, der vandt mesterbageren og fik af vide, at deres bund var helt fantastisk, så var vi alle sammen henne og smage den bund. Vi smagte egentlig ikke på særlig mange af kagerne, men vi smagte som regel på den der fik rigtig god kritik, bare for selv at lære lidt mere om hvad det så lige var, der gjorde kagen bedre. Det synes jeg virkelig man lærte meget af, siger Line. Bagerveninderne har også fif, de gerne vil give videre.

– En mousse skal altid være flydende, når man putter den i formen, starter Line. Liv fortsætter i samme tråd.

– Når man laver en mousse, der skal flødeskum i, så skal man ikke piske flødeskummen, til den er stivnet. Den skal næsten være flydende. Den må ikke være hård, for så kan man ikke røre den ud i moussen.

– Man skal også altid arbejde i de samme temperaturer, lige meget hvilket element du bruger. Er du for eksempel ved at lave en brownie, og du har pisket en hel masse æg og lige mangler at putte det sidste æg i, og det er skide koldt, så kan det skille. Brug youtube alt det du kan. Det er genialt. Der kan du hurtig lære, hvad du skal gøre. Hvis du skulle læse dig frem til hvordan du laver chokoladesnirkler, så ser det jo mega svært ud. Men hvis du ser det på video, så virker det straks nemmere og mere overskueligt. Så bliver det mere håndgribeligt, siger Line.

Kageidéer fra naturen

Inspirationen findes bedst udendørs for både Liv og Line.

– Jeg plejer altid at sige til mig selv, at alt hvad jeg kan forestille mig, det tror jeg på, at jeg vil kunne skabe, hvis jeg bare er stædig nok. Specielt Line og jeg har begge søgt meget inspiration i naturen. Ikke bare inspiration, men også for at få tømt hovedet nogle gange, siger Liv.

– Frem for, at du prøver at skabe idéerne i dit eget lille hoved, så kommer idéerne ofte nemmere ved at gå en tur. Bling!, så ser du lige et grønt æble, så tænker du: – ’Nå ja, det kunne jeg da lige et eller andet med, eller bling!, så ser du lige en eller anden sjov farve, for det kan sgu nogle gange bare være en farve der inspirerer, fortæller Line begejstret.

– Jeg tror også tit, at når man gerne vil være kreativ, så kommer der ikke en skid. Når hjernen slapper af, så kommer det. Jeg har brugt mine heste rigtig meget, når jeg er lige ved at gå bagover og ikke kan mere. Så ridder jeg en tur. Jeg har reddet altid, og fik faktisk min første hest i dåbsgave. Den hed Trold, og kom faktisk engang ind i stuen og sked på gulvet, fortæller Liv.

En ny barndomsven

Efter at have tilbragt tid sammen med Liv og Line, så er man slet ikke i tvivl om hvor nære veninder, de i virkeligheden er. Det bekræfter de da også selv.

– Jeg troede, at de veninder man har fået igennem livet, det er dem, der holder fast, så man faktisk ikke kunne få en veninde, som ville blive så nær på så kort tid. Og så i den alder, som vi er. Men det er sindssygt naturligt for mig at være sammen med Line. Vi minder meget om hinanden. Det er nogen gange næsten skræmmende. Det er så fedt at have fået en veninde, der har samme passion for bagningen, som man selv har, siger Liv.

– Vi har meget samme stil, så vi kan inspirere hinanden. Hvis Liv har fundet på et eller andet, så er hun jo næsten overbevist om, at jeg også vil synes, det er fedt, siger Line. De har begge en fælles interesse for at gå i skoven efter ingredienser.

-Vi plukkede faktisk 25,5 kg brombær en dag og regnede ud at, hvis vi skulle have købt brombær, så ville det have kostet 5.100 kr. 125 g koster omkring 26 kr., fortæller Liv stolt.

– Det er jo også en hobby i sig selv. Jeg er opvokset i Hune og Pandrup. I Hune gik vores have op i skoven, så jeg har altid været vant til, at man gik i skoven, når man skulle have noget, fortsætter Line.

Liv og Line er ikke i tvivl om hvad der gør deres forhold så godt.

-Vi er meget ærlige begge to, og har den holdning, at man skal have svesken på disken, i stedet for at pakke det ind, siger Liv

– Jeg tror nogle gange, vi er de eneste, der kan holde hinanden ud, afslutter Line.