Nibe – En moderne by

Tema | Nibe

Nibe er et gammelt fiskeleje, og i 1300-tallet var man kendt for at have et af de bedste sildefiskesteder i Limfjorden

I årene efter udviklede Nibe sig til et dejligt landsbysamfund med markedshandel og håndværk. Især betød byens sildesalteri meget, og Nibesilden blev meget kendt. Nibe var i mange år en torn i øjet på Aalborg, der gang på gang forsøgte at bevare fuld kontrol med sildehandelen i hele Limfjorden. Byen overtrådte flere gange Aalborgs særrettigheder, og der var derfor mange års konflikt.

Nibe var meget afhængig af silden, og med en opgang for silde-fiskeriet fra slutningen af 1600-tallet fik byen en decideret købstadsstatus i 1727. I årene efter ophørte byens sildefiskeri helt, men til gengæld voksede byens søfart og oplandshandel.

Landevejene til Nibe blev forbedret, og i 1860’erne anlagdes en ny havn. Enkelte mindre industrivirksomheder kom til, og jernbanen kom til Nibe i 1899.

Byens største virksomheder var omkring 1900 et væveri og en spritfabrik, men det var en anden virksomhed, J. Petersen’s beslagfabrik, der med tiden skulle blive byens største.

Efter industrien 1970 til i dag

Den største vækst har Nibe dog gennemgået i de sidste 40-50 år, hvor indbyggertallet er vokset fra knap 2.500 i 1960 til omkring 5.200 i 2017. Mens Aalborgs nærvær i århundrederne forinden har været en hæmsko for Nibe, har byen i dag udviklet sig til en dejlig oplandsby. Mange finder Nibe attraktiv på grund af den korte afstand til Aalborg og den skønne natur omkring byen.

I 1985 afholdtes den første Nibe festival, og i dag er det den 6. største musikfestival i Danmark, og har virkelig placeret Nibe på det musikalske Danmarkskort. Hele byen støtter op om projektet, og de frivillige hjælpere er mange.

Fremtiden tegner lys for nibe – der udstykkes og bygges stadig, og tilvæksten er stor. Man oplever mange unge familier tiltrækkes af landsbylivet. Her findes alt fra institutioner, skoler og masser af fritidsaktiviteter. Den store befolkningstilvækst medfører et godt og varieret handelsliv – byen er ikke mere en lille soveby, men byder nu på masser af moderne butikker. Nibe er ”in”.