Netværk er vejen

Reklame | FOKUS Folkeoplysning

Reklame

Hvordan bliver man bedst en aktiv medspiller i den danske samfund, når man kommer hertil fra en helt anden kultur? For Mohamed Dahir var svaret at komme ud på arbejdsmarkedet, hvor kollegaer og kunder blev det vigtigste bindeled til at knække det svære sprog

I Kvickly i Aalborg Vestby arbejder Mohamed Dahir på 27 år. Han er oprindeligt fra Somalia og kom til Danmark som flygtning for to år og syv måneder siden. Efter opholdet på et asylcenter skulle Mohamed videre til en sprogskole. Han kom sideløbende i forløbet FOKUS FlexPraktik, der hører under FOKUS Folkeoplysning.

FOKUS FlexPraktik har fokus på at hjælpe flygtninge ind i det danske samfund. Det gør de ved at finde praktikpladser, som er tilpasset deltagerens ressourcer, udfordringer og individuelle mål. Praktikken handler overordnet om at give deltagerne erfaring med det danske arbejdsmarked og hjælpe dem videre ud i jobs. Det mål suppleres med undervisning i dansk kultur og samfund. I undervisningen indgår også mange virksomhedsbesøg. De får mulighed for at stille alle de spørgsmål som bliver vækket af besøgene, møder danskere i forskellige jobfunktioner og har det hyggeligt undervejs. Og så er det jo, at man lærer bedst og bliver mest motiveret.

Succes med sprogpraktik

Mohamed kom i sprogpraktik i Kvickly for et års tid siden. For ham var det først der, at han virkelig lærte at tale dansk og ikke på skolebænken.

Han skulle blandt andet hjælpe til i Frugt og Grønt-afdelingen, så der var masser af kundekontakt lige fra begyndelsen. Praktikken var det helt rigtige forløb for ham.

– Det var godt. Det hjalp mig til at lære dansk, komme tæt på danskerne, forstå kulturen og komme tættere på arbejdsmarkedet. Det betyder rigtig meget. Jeg har også fundet nye venner her, fortæller Mohamed muntert.

Han synes selv, at han er blevet taget rigtig godt i mod af kollegaerne i Kvickly. Kunderne har også været søde, selvom han nævner, at det kunne være lidt skræmmende, at de spurgte om hjælp, da han startede i butikken.
Dengang var det danske sprog stadig meget nyt, men han blev sat sammen med en fast makker, hvor lektien var, at han skulle lære et nyt ord hver dag.

– I sprogskolen lærte vi grammatik, men på arbejdsmarkedet lærte jeg
 at bruge sproget. For eksempel, så retter mine kollegaer mig, når jeg udtaler et ord forkert. Det sprog jeg har lært, det har jeg lært her, fortæller
 han og peger ud mod butikken.

– Det er ligesom at være på sprogskole og på arbejde på samme tid.

Stolt af at være selvforsørgende

Det er en tydeligt stolt Mohamed, der sidder her i dag. Han er specielt glad for at være blevet selvforsøgende.
– Jeg synes, jeg er heldig! Kunderne er søde, og jeg har søde og hjælpsomme kollegaer, fortæller Mohamed med et smil så stort, at man ikke kan undgå at blive smittet af den oprigtige glæde.

Fritiden blev indtil for nylig brugt på at spille fodbold, men det satte en operation desværre en stopper for. I stedet spiller han badminton, hvor det går lidt mere roligt, som han fortæller med et grin. Nu hvor han ikke kan spille fodbold selv, så følger han selvfølgelig med i AAB’s kampe på stadion i stedet.

Humørbombe

Da praktikken var slut, valgte Kvickly at ansætte Mohamed i løntilskudsordningen. Anders Boelt, der er souschef, peger specielt på Mohameds glade væsen og gåpåmod, som de vigtigste faktorer for, at de valgte at beholde ham.

– Som du kan se, så er han jo altid smilende. Han er en humørbombe. Han har haft nemt ved at lære det danske sprog. Jeg er imponeret over, at han har lært det så hurtigt, fortæller Anders.

Kvickly har et godt samarbejde med FOKUS FlexPraktik og Anders nævner, at det da ikke er alle praktikker, der går lige så nemt som med Mohamed. Andre kan have svært ved at knække sprogkoden, men en succeshistorie som Mohamed motiverer til at give plads til andre praktikanter.

– For nogle er det jo meget grænseoverskridende at skulle tale et andet sprog. Hvis jeg selv blev kastet ud i det, ville jeg nok have det på samme måde, fortæller Anders med et smil.

Men generelt oplever han, at praktikanterne bare er glade for at være beskæftigede.

Måske videre til uddannelse

I første omgang vil Mohamed gerne blive i Kvickly.

– Meget gerne. Jeg har hjælpsomme kollegaer og en sød chef, så jeg har det godt, siger han.
 Måske er der også en uddannelse i hans fremtid. I hvert fald nævner han, at han muligvis godt kunne tænke sig at blive elektriker på et tidspunkt. Anders Boelt fortæller, at det falder godt i tråd med Kvicklys håb om at give praktikanterne en introduktion til arbejdsmarkedet, som gerne må føre til uddannelse på et tidspunkt.

Integration med folkeoplysning

Hanne Jeppesen er underviser og vejleder hos FOKUS FlexPraktik.

– Hovedformålet med FOKUS Flexpraktik er, at flygtningene bliver selvforsørgende og godt integreret i det danske samfund. Vi finder sprogpraktikker til deltagerne. De er hos os to gange om ugen, og så er
de på sprogskole de andre tre dage, fortæller Hanne.
 Når deltagerne kommer til dem, så tager de en samtale for at vurdere det bedste forløb for deltagerne. Dette sker i samarbejde med Jobcenter Integration. Deres undervisning gør deltagerne jobparate, og den største ambition er god integration, hvor der er plads til nærvær.
FOKUS FlexPraktik er en del af FOKUS Folkeoplysning, hvilket de for nyligt er begyndt at bruge aktivt. Deltagerne kan nemlig komme på aftenskolehold, for eksempel holdet ”Kor i dagslys,” hvor de synger sammen med andre aftenskoledeltagere. Hanne nævner også to unge mænd fra Eritrea, der har været til et madlavningskursus, hvilket endte med at blive en stor succes. Det giver deltagerne en anden adgang til den danske kultur og foreningslivet, og Hanne fortæller, at de er spændt på at arbejde videre med denne udveksling.

Det der gennemsyrer FOKUS FlexPraktik er en filosofi om, at netværk er vigtigt og vejen frem til at finde ståsted i den danske kultur og skabe et sundt fundament for at finde og fastholde et arbejde.

Solstrålehistorier

Flere af deltagerne på FOKUS FlexPraktik er enten kommet i job eller startet på uddannelse efterfølgende. Nogle er blandt andet startet på VUC, hvor de tager en 9. eller 10. klasse, fordi de ønsker at tage en erhvervsuddannelse.

Hanne smiler, da snakken falder på Mohamed. Han er et af stjerneeksemplerne på, hvordan det kan gå, når det går rigtig godt, og Hanne fortæller, at dem er der heldigvis flere af. I det hele taget er motivationen høj, men nogle har desværre oplevelser med i bagagen, som gør at de skal have lidt mere hjælp, for at kunne komme ud og være selvforsøgende som Mohamed.

Der handler det for Hanne og hendes kollegaer om at se hele mennesket og hvordan deres kompetencer bedst kommer i spil. Derfor er der også indsats for både mental og fysisk sundhed, hvor flygtningene tilbydes et forløb i FOKUS Fitness, som også er drevet af FOKUS Folkeoplysning.

Det lyder ikke til at være det nemmeste job i verden, men for Hanne giver det en stor arbejdsglæde, når hun kan se deltagerne lykkes, og hun mærker deres glæde ved at blive en integreret del af det danske samfund.