Når filmen rammer dig

tekst Christina Svendsen | foto Miracle Film

I kraft af mit job, så ser jeg nok flere film i biografen end de fleste. Men jeg er stadig lige glad og spændt, hver eneste gang når jeg sætter mig i biografens mørke. De rammer dog sjældent på samme måde som da man var barn, hvor det kildede helt ned i maven, når Ariel sang på havets dyb. Da Simba mistede sin far, græd jeg sammen med ham, og jeg er overbevist om, at Udyrets bibliotek, kick-startede en livslang kærlighed til bøger og gav mig urealistiske drømme om, hvordan et hjemmebibliotek skal se ud.

Som kynisk voksen så er det sjældent at film rammer mig på samme måde, som hos et uskyldigt barnesind. Man kan blive grebet, men det er ikke så tit, at man glemmer tid og sted, og glemmer hverdagen udenfor. Men derfor er det endnu mere fantastisk, når en film kommer helt ind under huden og rammer lige midt i hjertekulen. Når man, uden at opdage det, sidder helt ude på kanten af stolen og bider negle eller griner af fryd.

Glemmer omverdenen

Den slags oplevelser har jeg haft præcist to af de sidste par år. Første gang jeg var i biografen efter jeg havde fået barn, så jeg animationsfilmen Inside Out, der handler om, hvad der helt præcist foregår inde i hovedet på en teenagepige. De fem hovedkarakterer er de fem følelser, der forsøger at guide pigen Riley igennem en ny og skræmmende verden. Som nybagt forælder, så sad følelserne i forvejen uden på tøjet og jeg kneb den første tåre efter 10 minutter. Det udviklede sig hurtigt til en ren tsunami og min kæreste spurgte flere gange bekymret om jeg var ok. Jeg var dog langt fra den eneste. Rundt omkring i biografen lød der sporadiske snøft og til sidst måtte min kæreste da også give efter.

Den anden gang var for ganske nylig, da jeg så The Dress Maker. Det er en australsk western, hvor den stærke cowboy er skiftet ud med en kvinde med en symaskine, der er taget tilbage til hjembyen for at få hævn og afklaring over fortiden. Det er efterhånden flere uger siden jeg har set filmen, men den bliver ved med at summe i mig og jeg kan næsten ikke vente med at se den igen. Jeg græd og grinede uden at tænke på omverdenen, og det er en gave, som der skal sættes pris på. Det er jo lige præcis det film kan gøre, når de er allerbedst.