Musik og kærlighed på nordjysk

tekst JOSEFINE PASSER | foto HENRIK SANDBERG

Der er nogle ting, vi skal have fået ind med modermælken for helt at forstå dem. Mor Danmark er ikke større, end hun kan ligge på bunden, mellem får og krokodiller, i Australiens ene bukselomme, og både metropolerne London og New York har næsten dobbelt så mange indbyggere som hele vores lille land

Alligevel er vi noget helt fantastisk og helt for sig. Selvom der ikke er mere end ca. tre timers kørsel til Sønderjylland fra både Skagen og Ama’r, så er der ingen, der forstår, hvad disse sønderjyder siger, andre end dem selv. Og selvom hende københavneren her snart har boet heroppe i ni år, skal hun stadig slå katte-radaren til i øregangene, når en ægte nordjyde begynder at folde sig ud. Men det er jo ikke blot det, vi siger, eller måden, vi siger det på. Det er jo sjælen og hele udtrykket i vores dialekt, herkomst, arv og opdragelse, der definerer alle de forskelligheder, vi står for. Og da jeg fik at vide, jeg skulle interviewe kunstneren, tekstforfatteren, lyrikeren, komponisten, sangeren, komikeren, stenhuggeren – og ikke mindst mennesket Ib Grønbech, da vidste jeg godt, at det var hjertet af den Nordjyske Sjæl, jeg ville sidde overfor. Og dét kan sgu godt give lidt sved på kuglepennen.

Toscana i Hundelev

Omkring hjertet af Vendsyssel, ikke så langt fra sommerparadiset Lønstrup, hvor bølgerne bruser i baghaverne, der går med sand mellem tæerne 24/7, gallerierne lokker side om side med masser af kunsthåndværk, og glæde er i høj kurs, ligger der en jævn landevej, hvorfra der stikker en anden jævn lille vej ud fra siden, som Henrik (red. fotografen) og jeg rullede ned ad en lidt blæsende grå formiddag i tidlig april. Lidt blegt og trist, gråt og goldt.

Men så drejede vi ind gennem de store, smukke, enkle smedejernslåger til den fine, hvidkalkede landejendom, hvor vi blev mødt af nysgerrige katte, drømmende oliventræer, smukke, frodige stenskulpturer, det gamle, næsten mytiske løvespringvand, der stolt pryder endevæggen i Orangeriet, og det enkle, stille, flotte, firkantede granitbassin inde i gården, der om aftenen oplyses af skjulte spotlights – og pludselig befandt jeg mig hensat til Toscana, cypresserne og de store olivenlunde. Det var der ikke meget hverken beatleshår eller campingswugn over. Vi bankede på den sorte trædør, og dér åbnede han så. Smilende og imødekommende. I cowboybukser og hvid bonde-T-shirt. Ikonet. Kultfiguren. Ib Grønbech. Og vi blev budt inden for i det hyggelige stuehus og sat ned ved det lange plankebord i de dejlige lammeskindsforede spisestole med en ordentlig balje god kaffe. Vi læser lige lidt hinanden. Ham jyden og hende tjøwenhavneren. Men kun få sekunder. Bølgelængden er der uden tvivl.

BEATLESHÅR & folkesjæl

Vi er blevet lukket ind i Ib Grønbechs hule. Der hvor man lader op, der hvor inspirationen flyder i de store bløde lænestole med udsigt u’ over hawe og høns, der pikker etter worm, og de store vidder og marker bagved. Blandt kunst og kuriositeter og grønne planter, gamle, særlige marskandiserfund og den markante prædikestol omdannet til kogeø i det lækre, åbne landkøkken. Dér hvor man kan være sårbar og stærk og alt ind imellem.

Vi tager den med det samme. Så er det overstået. Jeg tror faktisk slet ikke, jeg rigtigt når at spørge ind til de dér to sange, I ved. ”Det var i 1989 med det beatleshår. Vi var i gang med pladen ’Her går det godt’, og så manglede der en sang. Produceren sagde: ’Find lige en sang, Ib’, og så måtte jeg i gang med at lede på diktafonen. Der lå tre vers, og så kørte vi den færdigt. Vi havde ikke de høje tanker om, ’Hvorfor må jeg ikk’ få Beatles-hår’, så vi gemte den på B-siden.” Og i dag skal man blot slå tonen an, så skråler alle med. Fra den yngste til den ældste på kryds og tværs af landsdele.

”’Peter lå i telt’ – det var jo bare for sjov! I kølvandet på Mylius’ OBS-indsamlingsshow skulle jeg lære at jodle af Jodle Birge som en gimmick, og bagefter skrev jeg ’Peter lå i telt’. Så laver vi noget fis, sagde jeg til Jodle Birge. Den tog 15 min. at lave … Men for pokker da… allerede på den første uge havde den solgt 25.000 eksemplarer!”

Ib Grønbech rammer en nerve i vores folkesjæl, han forstår at tale ind i folkeligheden og beskrive folkelighedens sindelag. Og så er hans signaturlyd faktisk let genkendelig, finder jeg ud af, jo mere jeg bevæger mig rundt i hans univers. Det er dét, han kan. Danse omkring os som en filur og troubadour og på en gang hylde og drille vores danskhed, for kort efter at skabe dybt romantiske ørehængere for vores alles dansktop mama Birthe Kjær, der kan takke Ib Grønbech for bl.a. både ’På en fransk altan’ og ’Længe leve livet’. Fra det komiske, det tænksomme og den åbenlyse humor til de rørende, stille toner. Vi småfniser og prutgriner, og pludselig dukker der også lidt vand op i øjenkrogene. Hele spektret vendes og drejes med bramfrihed og skælmske ordvendinger og indgangsvinkler med fuld skrue på alle tangenterne – til de hudløse og helt nøgne strofer, der får lov at stå alene og vibrere sagte i luften i al deres fine ærlighed og sårbarhed. Fuldkommen det samme spektrum som når man sidder over for Ib Grønbech og taler med ham.

Doris, Tage og den tolle Jyde

Og vi kender alle følelserne, og vi har tænkt tankerne. Utroskab og ensomhed, konfirmationerne i forsamlingshuset med suppe, steg og is. Når manden lider under kvindernes evindelige slankekure, der ikke hjælper, og når man står over for den ulykkelige kærlighed i Sdr. Harritslev. Når den tolle jyde ser sit københavnereventyr på vej ud ad døren, og dejlige Doris, der er en pine at kysse, fordi hun altid smager af makrelsalat, og Brugsmanden, der ikke helt kan måle sig med de store stjerner i plastic og botox – det eneste, han har fået fjernet, er sine polypper, men han uddeler altid fine gevinster, som opråber både mandag, tirsdag og torsdag til banko i forsamlingshuset. Og Kjeld ligner Posten for meget, så Posten må sprættes op … Vi kender Ingvard på fyrre, der aldrig flytter hjemmefra, og vi føler med far, der gerne vil have bette Tage hjem igen, og vi skråler med, når Conny skal kysses. Og nej – der er ingen, der forstår en skid af, hvad Ib Grønbech siger … ovre i København.

Det hele har en høj pris

– Måske var det en dumhed … dengang. I 1985. Ikke at gå efter københavnerne og det sjællandske publikum. STUK Records – vi lavede LP’en ’Så går tiden med det’. Det var kaos. Efter ganske kort 
tid havde vi solgt 25.000 plader. Men jeg var ikke modig. Alle ville
 ha’ fat i mig, og jeg kunne ikke sige nej. Det udløste en blodprop, da 
jeg var 35 år. Jeg begyndte at arbejde meget med mig selv og min psyke og gik også til psykolog. Det er jo tankerne, der kan være den værste fjende. Alle bekymringerne, angsten. Det er en kamp. En mod en. Og det kan tage tid, ja faktisk årtier. Når man er en sårbar sjæl. Det eneste tidspunkt, jeg havde det godt, var, når jeg skrev. 
Så jeg skrev og skrev og skrev. … og det er jo gået godt. 10 plader 
og to Greatest Hits. Det er fandme helt wildt. Nu siger de jo, at jeg
 er blevet kult! Ungerne er med nu. Det er jo ikke kun forældrene. 
Og de kommer rejsende i bus! På et tidspunkt havde jeg én koncert
 på SKRÅEN, der udløste fem ekstra koncerter. Det gør mig så glad. Den hjertevarme, jeg bliver mødt af. Glad og taknemmelig. Men
 jeg har også slidt hårdt igennem mange år. Det har kostet. Min hypofyse blev ganske enkelt overophedet. Hypofyseinsufficiens. 
Det betyder konkret, at hypofysen ikke danner tilstrækkeligt af 
de hormoner, kroppen har brug for, så jeg bliver meget træt meget hurtigt. Før i tiden spillede jeg gerne 50-70 jobs om året. Nu spiller 
jeg ikke mere end ca. 20-25 jobs. Men jeg elsker de jobs. Og jeg er i god kontakt med mit publikum. Der er internettet sgu sjovt. Jeg har 5000 facebookvenner, og der er 2000 på venteliste, så er der nogen, der går, og nye kommer til. Det gør mig lykkelig at kunne kommunikere den vej, når jeg er meget træt.

Den Nordjyske Sjæl

Jeg kan godt forstå, hvorfor Ib Grønbech spiller for fulde huse. Det handler om ordentlighed. Ærlighed. Hjertelighed. At tage sit publikum alvorligt og være i nuet. Lige dér – sammen med sit publikum. Kunst og humor er følelser. Og Ib Grønbechs krop bobler af følelser, varme og poesi. Når hallerne, forsamlingshusene og Skive Theater fyldes med glade og feststemte gæster, og de lader sig føre, som et orkester lader sig føre af sin dirigent, igennem årtiers hit og nye sange, anekdoter, spidsfindige pointer serveret med smil, underfundighed, stor musikalitet og varme. Og han rammer plet over alt. Ikke ”kun” i det nørrejyske. Han er unik i at læse sit publikum. Og sætte tonen derefter. Selv sjællænderne HAR overgivet sig … og det er faktisk dem, der griner af ALT! … Men ingen skal være i tvivl om, hvor Ib hører til. Han er nordjydernes ”Ibbermand” og lige så elsket som Vesterhavet, Grenen og Fjorden, LYSET heroppe, gæstfriheden, Niels Hausgaard, den rå natur, den gode hjemmelavede sovs og kartofler og sidst, men ikke mindst, grønlangkål og Salling. Landsdelen uden krukkeri.

– Der er en tryghed og nydelse i de små forsamlingshuse. Og menuen er altid den samme. Først får de tarteletter, så hamburgerryg med gemüse og til dessert citronfromage. Vi er stille mennesker heroppe … stille og stolte … Og vi er bestemt ikke gode til at sige alle ord. Specielt ikke om os selv. Ingen store armbevægelser. Der går vi lidt stille med dørene. Vi er go’e til bare at være wos … Vores kærlighed til familie er jo ubegrænset … Janteloven kan godt stikke hovedet frem engang imellem over for fremmede, men det er jo kun på overfladen … når vi lærer folk at kende, er vi jo klar til at give dem alt, hvad vi har! Men de store følelser … puha … det er satme svært at få sagt … specielt på dialekt!” Efter en split sekunds lang kunstnerisk pause kommer det så på klingende vendsysselsk ’Jeg elsker dig’, og derefter bliver hans kinder meget hurtigt varme og æblerosa, skuldrene ryger op til ørene, og smilet bliver 16 år igen. Derefter er det nemmere at sige det anden gang. ”Men jeg siger det tit til min kæreste Pia … Jeg elsker dig! … Selvom det er nemmere og måske lidt mere sikkert at sige, ’Du er sår’n en go’ pige’ …” Og så kommer det dér stille, lidt generte, grin igen.

Barndommen i Løkken

Livet startede i en fiskerfamilie i Løkken i 1955. Mor var hjemmegående, og hans far var kystfisker på bedstefarens fiskekutter sammen med Ibs onkel. På stranden kunne han løbe
og lege og holde øje med, hvornår far kom i land, da onklens hvide bøllehat altid lyste op ombord, sammen med broderen Bo, der i dag
er organist i Helsingør Domkirke, og søsteren Jette, der er lektor ved Odense Universitet. Det var en god barndom. Følsom. Præget 
af naturen og stunderne i den gamle biograf med de gamle danske film. Duften fra pølsevognen. Sanseligheden. Badegæsterne der indtog strandene hver sommer, for de lokale husmødre badede 
jo ikke! 13 år gammel lå Ib i sengen med influenza og høj feber
og lyttede til musikken og sangene på den lille transistor. Og lige dér skete der pludselig noget. Han begyndte i det stille at skrive tekster, og feberen faldt. Den første sang, han skrev, var til sine forældres sølvbryllup. Passionen for at udtrykke sig gennem lyrik 
og musik voksede, og Ib fik sig et lille studie ude i garagen. Senere 
fik han sig et trommesæt og begyndte at spille i danseorkester, og trommerne blev til guitar, og Ib rykkede frem i front. Men som i mange familier var musikken jo ikke et trygt, rigtigt arbejde, så Ib fik også en uddannelse som elektromekaniker, men der, hvor sjælen og hjertet lå, var altid i musikken.

Vi sidder over for hinanden. Helt stille i en lidt paradoksal fortrolighed mellem kunstner og skribent. Og udtrykket i hans øjne og kropssprog svajer, som vinden i piletræerne, mellem en voksen mand på 63 til en genert dreng i teenageårene. Jeg lytter og opfanger. Nærlæser og noterer.

Ingen kakkelovnsrør til Ib

At tale direkte til folkesjælen er ikke kulturelt anerkendt i Danmark. ”Så hvordan skulle vi få radioerne til at spille vores musik? Ib og produktionsselskabet valgte derfor at invitere lokalradioerne på restaurant og lancere en ny CD. De valgte at netværke den vej. P3 og ANR og andre stationer. Joooo lød svaret fra stationerne. Den vil vi da godt spille om formiddagen, mens konerne går og støvsuger… Støvsuger?? Bette røv! Du skulle fandme støvsuges i røven, sku’ du! Karl Smart unge DJ’s! Drengerøve. Der hellere vil lytte til dem selv snakke end spille noget af den musik, lytterne gerne vil høre.” Ordene er ikke sagt i vrede; de kommer med et smil på læben. Bette røv. ”Jeg får ikke priser. Ingen kakkelovnsrør, der står IB på. Nej tak. Men jeg taler til folk og folkeligheden. Der er min styrke.”

Ib Grønbechs egen musiksmag er meget bred. ”ALT. Næsten. Ikke klassisk og heavy. Men … hvad er det nu, han hedder, ham Ed?” (Jeg sidder og ved intet, og heldigvis træder vores skønne fotograf Henrik til her.) Ed? Ed Sheeran? ”Ja ham! Xylofonen … lige dér. Hvordan er det lavet? Jeg elsker at analysere. Det er genialt. Enkelheden!”

De mange facetter – i al sin enkelthed

Og det geniale og enkelheden er jo det, der selv kendetegner Ib Grønbech. Både i udtryk og indhold. Finurligt, men enkelt. Det enkle der går lige ind og sætter sig. Og hans fingeraftryk sidder måske flere steder, end vi lige tænker over. ”Joooo … der røg da også lige en sang med på bl.a. Brødrene Olsens ’Wings of Love’-CD (Suzy) … det gav da en bette go’ skilling … (Som KUN en nordjyde kan udtrykke det.) Der er også røget nogle sange til bl.a. Tørfisk. Jeg kendte kun et nummer med dem. ’Lugter af fisk’ fra min tid på reklamebureau i Juelsminde, hvor Tørfisk var fast inventar til hver eneste Havnefest. Men det nummer har jeg til gengæld også skrålet med på MANGE gange, og vi synger det generelt tit i familien – specielt de mandlige medlemmer. Og gæt engang! Ja. Det er selvfølgelig Ib Grønbech, der har skrevet det nummer, ligesom det også er ham, der står bag endnu et kæmpe kult Tørfisk-hit, ’Jeg kan ikke få armene ned’!

Men det er ikke kun musikalsk, Ib er en éner. Med stort talent og passion fylder ’Stenhuggeren’ Ib Grønbech også meget i hans liv. Med frodighed, præcision og ømhed skaber han store og små værker. Som endnu et udspring fra et kunstnerisk væsen. Og hjemmet er smukt, sjovt og varmt. Fyldt med personlighed både igennem kunsten, malerierne og de skulpturer, der både dukker op udenfor og indenfor og qua den menneskelige ro og varme, som hjemmet udstråler. Det er et rart sted at være. Og Ib er godmodig og tålmodig med os, når fotograf Henrik sidst på formiddagen lokker udenfor i den kolde nordjyske vestenvind for at få de bedste billeder i hus. Og det bliver dejlige billeder af et dejligt menneske. Indenfor og udenfor. I en dørkarm og blandt oliventræerne siddende, stående, liggende. På skrå med smil, og lige på, tankefuldt. TAK.

Vi skal opføre os ordentligt

Og det kendetegner dette behagelige menneske. At hvile i nuet og være til stede hvor han er. Både til sine koncerter og shows giver han sig selv 100 %. Han giver sig tid til sit publikum og nyder den varme og glæde, han bliver mødt af. Det er også en del af livets drivkraft.

– Vi skal opføre os ordentligt. I alle henseender, kommer det både alvorligt, tankefuldt og bestemt. – Vi skal opføre os ordentligt over for hinanden, over for vores dyr og naturen og i samfundet generelt. Det er vigtigt. Vi er alle en del af denne ene jord.

Fakta

Ib Grønbech
Født 21. april 1955
Bor med sin kæreste Pia i Hundelev
Har sønnen Rasmus, 39 år og 2 børnebørn
Har skabt en buste af Hesteikonet Tarok
Spiser helst kun ØKOLOGISK og masser af grønt
Udgav i 2016 Ib Grønbech & Ko ’De aller greatest HITS’

Optagelser fra interviewet

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*