Musik fortæller en historie

Tekst Anette Vedfald | Foto Anette Vedfald/Paramount

Musik får mig ofte i særlige sindsstemninger eller præger mine tanker i alle mulige retninger. Det kan være et beat, et riff eller selve teksten som på en eller anden finurlig måde fanger mig ind i et net af strenge, der spiller på mit følelsesregister. Ja, nogle gange føles hele mit liv faktisk som ét langt musik spor.

For mig er et musikalbum som en film. Hvert nummer fortæller en lille historie, og det giver lytteren lov til selv at forme billeder for sit indre øje – hvis man da selvfølgelig besidder bare lidt fantasi. Soundtracks til film er et godt eksempel på, hvor stor virkekraft musikkens toner kan have. Det spiller på nogle registre vi ikke altid selv kan styre, men som giver filmskaberen en mulighed for f.eks. at præge tilskuerens opmærksomhed og empati i den retning det ønskes. Nogle gange ved man f.eks. at der er fare på færde blot ud fra underlægningsmusikkens ansporing, og andre gange ved vores hjerne at det er en rolig scene, som vi sagtens kan slappe af til.

I min fortid var jeg kunstskøjteløber på eliteplan, men grunden dertil er nu en helt anden historie. Dog brugte jeg i min sportsgren utrolig meget musikken til at finde en rytme at skøjte til og fortolke en historie ud til publikum med. Det var som at få lov til at være i en anden verden, og jeg elskede særligt når jeg måtte lave freestyle til f.eks. musik med vokal. Jeg fandt det vildt inspirerende og fascinerende, hvorledes man kunne tryllebinde et publikum med sin skøjtekunst igennem musikken. Når dagene blev lange og man havde lyst til at give op, så kunne musikken også få mig til at genfinde gnisten eller opdage nye løsninger. Jeg føler at musikken har ”reddet” mig mange gange, og den har af og til virket helt terapeutisk og forløsende. Jeg har nogle gange siddet og lyttet til noget musik, hvor lidt dybere ting i mit liv pludselig er gået op for mig og ligesom har sat noget i perspektiv. Omvendt har der også været dage, hvor jeg slet ikke kunne synge specifikke numre, fordi de berørte noget alt for tæt på og sårbart.

Mange af jer kan sikkert også nikke genkendende til at høre et nummer og så føle, at dét er som skrevet særligt til jer eller omhandler jeres liv og oplevelser. For det er dét musik kan. Det kan skabe dybe følelser inden i os, som vi enten kan identificere os med eller måske bruge til nemmere at kunne sætte ord på noget over for andre. Nogle par har også ”deres sang”, som af en eller anden årsag forener dem, og nogle gange får nogle sange også en helt ny mening. Det gjorde f.eks. nummeret ’When Your Heart Is Weak’ med Cock Robin for mig. Jeg havde igennem hele min gymnasietid brugt det nummer til at starte dagen med og blive i godt humør af. Men senere blev det sangen der gjorde at min ex-kæreste lagde mærke til mig, og nu kan jeg næsten ikke holde ud at høre nummeret, fordi det ligesom endte med at blive ’vores sang’ og derfor minder mig om ham.

Copyright: Paramount

For nogen er noget musik smukt, selvom det er sørgmodigt, mens det for andre kan være nærmest grænsende til ulideligt at høre på. Sådan har jeg f.eks. altid haft det med nummeret ’Sacrifice’ af Elton John. Min mor har altid elsket det nummer, og jeg har altid følt det som om at alt glæde og liv blev klemt ud af min krop, når jeg hørte det. Så hver gang hun spillede det, endte det altid med at jeg flygtede ud af stuen. Det skabte simpelthen en så trist stemning indeni mig, som kun en Dementor fra Harry Potter sikkert vil kunne gøre det. Først som voksen har jeg lært at kunne sætte lidt bedre pris på netop dét nummer, men det får stadig mine nakkehår til at rejse til. Omvendt husker jeg, hvor stærkt jeg blev berørt af soundtracket til ’Titanic’, og alene tanken om Celine Dion’s ’My Heart Will Go On’ giver mig stadig den dag i dag gåsehud og spænding i kroppen. Jeg er straks tilbage ved Rose og Jack, og tænker derefter også på de mange ofre, som Titanic tragisk nok tog med sig ned i Atlantens dyb. Jeg husker også, hvordan man dengang i 1998 ikke bare kunne streame eller downloade musik. Man måtte enten købe det i fysisk butik, eller have tålmodighed og vente på at det først kom på biblioteket noget senere, og dernæst stå på venteliste sammen med 87 andre. Når man så endelig fik fat i albummet, så kørte det på repeat på stereoen, og gerne så højt at ingen var i tvivl om, at nu var man den lykkelige lytter at netop dette fantastiske kunstværk! Jeg tror sågar, at der med pladen fulgte en plakat med af filmen ’Titanic’ i Stereo Studio, som jeg havde hængt op på mit teenage-værelse. Det var stort dengang! Se det var lige en anekdote bare ved at tænke på et specifikt musiknummer. Jeg kunne sagtens snakke meget mere om selve emnet, men jeg vil heller ikke trætte jer for meget. Jeg håber dog lidt at mine punkter i dette indlæg har givet jer lyst til at reflektere og sætte noget godt musik på. Og skulle I have nogle tanker, I har lyst til at dele, så er I mere end velkomne til også at gøre dette. Her har I lige et godt nummer med Michael Jackson til at afslutte denne omgang med – vi ses!