Mørbradgryde

Tekst & foto Laura Sahl

Jeg har altid elsket den type mad, som jeg kalder komfort food. Derfor er jeg typen, der ofte finder nogle af de klassiske danske retter frem, og giver dem et frisk pift. Det har jeg valgt at gøre med min egen version af en mørbradgryde. Det 45 en ret alle elsker, og en ret, der altid bringer glæde for både børn og voksne. Jeg har lavet mange forskellige versioner af denne ret før i tiden, men dette er min klare favorit

Ingredienser
2 hele mørbrad
3 løg
3 fed hvidløg
En pakke champignon
3 dl svinebouillon
En halv l fløde
5 spsk paprika
1 dåse tomatpure
En pakke god bacon
En pakke cocktailpølser

Vintersalat 
med sprøde rødder
10 små rødder i forskellige farver, eller alm gulerødder
4 spsk Ricotta ost
En halv bakke Karse
4 spsk Græskarkerner
2 spsk Honning
Salt og peber

Tilbehør
Luftig kartoffelmos med hakket persille

Sådan gør du

Rens og skær champignon i halve, hak løg og hvidløg i små tern.
Steg derefter løg, hvidløg og champignon i en tykbundet gryde. Steg derefter tomatpure og hæld svinebouillon over, lad det simre i et par minutter. Tilsæt nu paprika, fløde og cocktailpølser, smag til med salt og peber og lad det simre i 30 minutter ved lav varme.

Imens det står og simrer, skal bacon steges sprødt og stilles derefter til side (det skal drysses over mørbradgryden til sidst)

Puds mørbraden og brun den på samme pande, som der blev stegt bacon på. Mørbraden skal stadig være rosa indeni. Lad den stå og trække, og skær den derefter ud i tykke skiver og derefter over i mørbradgryden. Ved at gøre det på denne måde, får kødet en skøn stegeskorpe og man beholder saftigheden i kødet. Lad det hele simre i 10 minutter. Til sidst drysses det sprøde bacon udover mørbradgryden.

Rens og kog rødderne i 5 minutter, de skal stadig være sprøde. Imens rødderne koger skal græskarkerner steges sprøde, på en tør pande og stilles til side. Varm derefter smør på panden og steg de forkogte rødder derpå. Når de har fået en gylden brun overflade hældes honningen, salt og peber over. Lad det simre ved lav varme i 5-10 minutter. Anret rødderne på et fad, og kom derefter ricotta ost, græskarkerner og karse ovenpå. Serveres med det samme, så rødderne stadig er lune.

MØD APPETIZES MADBLOGGER

Mit navn er Laura Sahl, jeg er 24 år og min store passion i livet, er at lave mad, og skabe madglæde for andre!

For to år siden valgte jeg at deltage i Masterchef – noget der var vildt grænseoverskridende, men utroligt lærerigt! Jeg endte med at få 2. pladsen. Oveni det fandt jeg ud af, at min store drøm var, at kunne leve af min passion, madlavning!

Siden jeg var barn, har jeg gået meget op i madlavning, og det har taget til med årene. Jeg er især glad for at forfine de gamle danske klassikere og bruge de råvarer, der er årstid for. Jeg er typen, der kæmper for at ”mormormad” overlever, og det er et stort ønske for mig, at bringe videre til de næste generationer.

På sigt, drømmer jeg om, at åbne mit eget sted, hvor jeg kan undervise børn i madlavning, afholde madkurser med forskellige temaer og privat dining, hvor jeg kommer hjem til folk, og laver en masse lækre retter.

Jeg er kort sagt en vaskeægte madnørd!

– Laura Sahl