Mød Nelson Can

Tekst & Foto Anette Vedfald

Det danske rockband Nelson Can (bestående af forsanger Selina Gin, trommeslager Maria Juntunen og bassist Signe SigneSigne) har i de sidste par år haft fart på op ad den musikalske løber. De har netop udgivet et nyt album ’EP3’ og givet koncert i Aalborg, som var deres andet stop på deres Danmarks turné. I den forbindelse fangede jeg dem til en snak på Studenterhuset, hvor jeg fik svar på lidt spørgsmål vedrørende deres sammenhold, koncert og album.

Hvordan synes I selv at jeres nye plade, ’EP3’, adskiller sig fra jeres tidligere albums?
– Den her plade har helt klart været den fedeste indspilningsproces, vi nogensinde har været igennem. Det var en ny måde at arbejde på, så vi føler måske derfor lidt mere for den her plade. Jeg bilder mig ind, at man kan høre at vi har været mere inspirerede, frie og rolige, forklarer Signe.
– En del af sangene blev rent faktisk lavet i studiet, hvor de sådan opstod spontant, og det er fedt. Den her gang var det mere sådan en legestue, hvor vi ikke havde sat en udgivelsesdato, hvilket var en kæmpe forskel i forhold til tidligere, tilføjer Maria.
– Men pladen er også mere skrevet til os selv end tidligere udgivelser, og vi har givet hinanden meget mere plads, fordi vi efterhånden har været så meget igennem sammen, fortæller Selina.

Bliver I tit uenige?
– Vi har tit uenigheder om, hvordan vi skal skrive musikken i stedet for bare at gøre det. Det kan der gå meget tid med, men det er meget forskelligt, hvordan det lige fungerer, siger Maria.
– It takes a lot of love to fight so much, tilføjer Signe. Men så længe man er uenige, så ved man, at det virkelig betyder lige meget for alle og at man ikke bare går på kompromis, men faktisk finder en løsning, hvor alle er glade.
– Men det handler også om at vi er blevet bedre som mennesker til at give hinanden bedre plads, fordi vi har været igennem en hård periode som venner, hvor det var hårdt at være i samme rum og gav ondt i maven. I starten var det en hemmelighed – særligt for pressen – at der var problemer internt. Men nu har vi udviklet os, og er blevet voksne sammen, og giver derfor også hinanden plads, fortæller Selina.

Hvad er jeres favorit nummer på den nye plade
– ’Stonewall Frank’ er mit, fordi det har jeg været med til at skrive teksten på, hvilket jeg ikke har jeg gjort før, siger Maria.
– Mit det er ’Miracle’, siger Selina kort, hvorefter Signe forklarer at hendes lige nu er ’Downtown’ på grund af at det er så anderledes i sit formudtryk og lydbillede. Hun kan godt lide variationen i det, da hun synes at det viser lidt mere af Nelson Can.

Hvordan har I det inden en koncert?
– Altså i dag satte vi noget højt Rihanna og hiphop musik på, og så dansede vi helt sindssygt til det. Det var meget godt lige at få pulsen op. Vi hopper også altid 10, 20, 30, inden vi går på scenen. Vi kan egentlig ikke lige huske hvornår det startede, men det er det der med bare at hoppe ud i det. Men vi er ikke nervøse på samme måde som for nogle år siden. Der kunne man godt frygte, om man nu også var god nok. Men nu handler det mere om, hvorvidt man f.eks. kan huske teksten eller kommer til at jokke kablet ud af sit board eller et eller andet andet. Men nu har vi spillet så mange år sammen, at vi ved hvor vi har hinanden og bakker hinanden op når der sker fejl.

Hvad er drømmen for fremtiden, og hvor ser I jer selv om 5 år?
– Altså for 2 år siden stod vi jo nærmest og kiggede hinanden i øjnene, og spurgte om vi kunne det her sammen mere. Hvorimod lige nu så sker der bare så meget. Næsten hver gang vi åbner e-mailen, så ligger der noget endnu vildere, og det er bare som om at det kun bliver vildere. Der er sket så meget som vi ikke havde fantasi til. Så så længe det bliver ved med at overraske, så er det fedt og så holder vi ved. Men om 5 år vil jeg da gerne kunne stå på Roskilde Festival og spille. Men det er ikke sådan at det står og falder på det, men det kunne altså virkelig være fedt! fortæller Signe.

Hvem i bandet har mest selvdisciplin?
– Maria er sådan én der sætter sig ting for og så gør hun det, svarer Selina.
– Men sådan helt generelt har vi alle sammen en god selvdisciplin, og vi er ret gode til at hive hinanden op, tilføjer Signe.
– Men vi er jo også kun tre, så der er ikke mulighed for at stå og gemme sig, forklarer Maria.

Hvordan blev pladen egentlig til?
– Vi indspillede den faktisk to gange, hvor den første gang lød dejlig, men det føltes ikke rigtigt. Så det er selvfølgelig lidt dyrt at bruge 30.000 kroner på noget, som ikke bliver brugt. Men det gav rigtig god mening at starte forfra. Og nogle af de sange som ikke fungerede så godt før, fik vi til at fungere ved at arrangere lidt om. Vi har ikke sådan en opskrift på, hvordan et nummer bliver til. Så det kan f.eks. komme ud af at jamme eller at nogen har et rif eller tekst med. Men hvis ikke alle tænder på det, så duer det bare ikke. Men det mærker man hurtigt – også når det svinger, forklarer Maria.

Hvem er jeres forbilleder?
– Jeg tror på mig selv og går min egen vej, men jeg bliver ofte inspireret af andre der tør gøre noget der er anderledes og fedt, svarer Signe.
– Jeg må indrømme at Anisette fra Savage Rose er så fucking intens og ægte, og hun mener det, siger Maria.
– Patty Smith fylder meget for mig, og den måde hun synger på lyder bare så vanvittig. Ja, måden hun samler ordene op på og bare kører sit eget shit, svarer Selina.

Selina, du gik i aften ned til publikum, er det din signatur efterhånden?
– Jeg gør det faktisk ikke altid, men jeg gør det meget. Jeg gør det, fordi publikum giver mig rigtig meget, når jeg kigger dem i øjnene, og nogle dage har jeg bare brug for at sige ’tak’. Det betyder noget for mig at mærke publikum, og det giver en intens stemning. Jeg bliver selv helt høj og får så meget energi af det.

Hvordan var Aalborg i aften?
– Pissefedt! Det var virkelig en fed koncert med et rigtig godt publikum, der sang med, og det gik virkelig over al forventning, det var sådan rigtig ’wauw!’, lyder det enstemmigt.