#MitAalborg

tekst CHriSTinA SVEnDSEn | foto AnnE Brix & priVAT | advertorial

Ved du, hvad der sker i Aalborg? Har du undret dig over, hvad der egentlig skete med den der letbane? Eller hvad en stadsarkitekt laver? Alt det og meget mere kan du få svar på i APPETIZE, der fremover, i samarbejde med Aalborg Kommune, vil sætte fokus på nogle af de projekter, der foregår i vores by

Aalborg bliver til tider kaldt Danmarks mindste storby. Om det er rigtigt, vil vi lade være op til læserne, men faktum er, at der sker rigtig meget i vores lille købstad. Nogen gange sker der så meget, at det kan være svært at følge med i, og det er slet ikke så mærkeligt, hvis man spørger Hans Henrik Henriksen, der er rådmand i Aalborg Kommunes By- og Landskabsforvaltning:

– Aalborg er midt i en rivende udvikling, og der sker en masse visuelle forandringer i byen. Blandt andet omdannelsen af Budolfi Plads, nye boligområder ved havnen, godsbanearealet og Eternitten, omdannelsen af Friluftsbadet og meget meget mere.

For at få lidt styr på byen vil vi derfor, i samarbejde med Aalborg Kommune, for eftertiden bruge disse sider på at sætte fokus på nogle af de projekter, der er i gang i vores fantastiske by. Allerede i næste nummer har vi et interview med Aalborgs Stadsarkitekt Peder Baltzer Nielsen, som blandt andet vil fortælle om Aalborgs vækstakse, som vi lover, er noget mere spændende, end det lyder. Derudover kan du i løbet af året glæde dig til at læse om fortid og fremtid for Budolfi Plads, høre røverhistorier om Friluftsbadet fra bademester Kaj, der har haft posten i over 30 år, og hvad der egent- lig blev af den der letbane.

I dette nummer kan du blandt andet se billeder af de fantastiske visioner, der er for Budolfi Plads. Det har længe været en ambition at forbinde de to gågader, og det bliver muligt med en stor åben plads, der både giver rum til de handlende og dem, der bare skal have et pusterum fra stress og jag. Visionen er at omdanne pladsen til et grønt byrum ovenpå et nyt P-anlæg og med enkelte mindre bygge- felter. Budolfi Plads er på mange måder Aalborgs hjerte, hvilket kun bliver understreget i de nye byplaner.

Du kan også se billeder fra cykelstien under Hobrovej i Skalborg. Kommunen fandt ud af, at stien ikke blev brugt af for eksempel de skoleelever, der skal krydse Hobrovej hver dag. De sagde, at grunden var, at stien var mørk, dyster og ret uhyggelig. Det var der heldigvis en nem og festlig løsning på. Tunnelen blev malet og fik bedre belysning og bliver flittigt benyttet i dag.

På Instagram under hashtagget #mitaalborg kan du finde endnu flere fantastiske billeder af vores by, der er taget af aalborgenserne selv. Og det er vel egentlig det, der betegner de fleste af os; Vi er enormt stolte af vores by, og viser den gerne frem for omverdenen. Der bliver gjort meget for at gøre byen endnu bedre, og vi glæder os til at dele nogle af Aalborgs gode historier med jer her.

Collage med bybilleder fra Aalborg