Mesterskabsparret, der kom hjem til Aalborg

tekst CECILIE WENNERLIN | foto JOHNY KRISTENSEN

Tæt ved Aalborgs pulserende åre, Vesterbro, ligger en drøm af en danseskole. “House of dance” har sin base i en lys og moderne gård, let skærmet fra storbyens summen, og når sæsonen går i gang efter ferietiden, vil der atter kunne høres barnestemmer, voksenstemmer, trin, rytmer, musik – og latter

”Det er jo sjovt at danse, og det er en fantastisk mulighed for at komme ned i kroppen.” Ejere, Jeannette Søndergaard og Henrik Tøsbæk, sidder ved siden af hinanden i skolens rummelige og hyggelige café på 1. sal. Stemningen er afslappet, der er kaffe i kopperne, og parrets fortælling om deres storslåede karrierer, spændende livsveje og fælles passion har taget sin begyndelse.

”Vi startede med at danse sammen som 7-årige hos Lilli Nicolaisens danseskole her i Aalborg”, indleder Jeanette smilende. I dag er hun og Henrik gift og har dannet par i over 20 år. Når man sidder overfor dem, mærkes det tydeligt, at de to har samarbejdet både professionelt og privat i mange år. Samhørigheden og den fælles entusiasme er stor.

”På Lilli Nicolaisens danseskole var der simpelthen al slags dans, og vi startede også ud med det hele. Det var virkelig den store danseskole dengang. Da vi så blev 16-17 år fandt vi ud af, at det var pardans, vi gerne ville, og vi begyndte at specialisere os mere i de to stilarter; standard og latin for så til sidst at gå udelukkende med latin.”

Og mens mange andre af datidens danske 16-17-årige i slutningen af 80‘erne havde hverdagen fyldt af skole, gymnasie, fester – og måske en lille tvivl i maven over, hvad fremtiden skulle bringe – gik Jeannette og Henrik sammen efter det fælles mål: At blive de bedste. Det var drømmen, de delte, og som tiden gik i teenageårene, blev de kun mere og mere fokuserede på, hvad de ville.

De tog til Norge, for der boede den daværende verdensmester i dans, blev der i 15 måneder, hvor de tog privattimer og trænede, og derefter gik turen til London for det unge par, som nu følte sig selvstændige nok til at rejse længere væk fra familien og vennerne i Danmark.

Den fokuserede vej til toppen

”På det tidspunkt var vi blevet modne nok og følte, vi var klar til det, så vi endte med at blive der i 13 år, hvor vi kæmpede os op i turneringerne. Og det var altså nogle hårde og intensive år,” siger Jeannette. Henrik nikker samstemmende.

”Dansen var hele vores livsstil, og vores netværk og venner var alle sammen dansere, som boede derovre. Og selvom vi boede i de værste London-lejligheder, hvor der var kig til underboen, hvis vi løftede et hjørne af linoleummet på gulvet, så var det som om, det ikke var vigtigt. Vi lagde ikke mærke til det. Vi dansede bare, og vi ville det. Så var alt andet lige meget.”

De sidste tre år, hvor basen hed London, bød sig en særdeles stor mulighed for de to, passionerede dansere: Et danseshow, produceret af Universal Studios, skulle på verdensturné, og Jeannette og Henrik fik plads på holdet. Nu skulle de pludselig arbejde sammen med mange af de par, som de ellers havde konkurreret imod på de bonede gulve. ”Burn The Floor”, som showet hed, turnerede verden rundt, og fra at have haft deres gang til og fra London-lejligheden i et årti, kom de to dansere nu bogstaveligt talt til at bo i en kuffert de næste 3 år.

”Det var vildt, for pludselig skulle vi have det til at fungere at arbejde sammen med vores konkurrenter. Vi skulle være in-sync på scenen, og det var et markant skift i hele energien. Men det var en fed oplevelse. Vi rejste rundt konstant, og det var slået meget stort op. F.eks. havde vi sådan nogle dyre designer-oufits på scenen, bl.a. fra Versace, og det var på sin vis unødvendigt, for publikum kunne jo ikke se forskel under showet, men det siger noget om, hvor kæmpe stort det var. Tit sad der også kendte blandt publikum, som kom backstage og hilste bagefter, fordi de kendte produceren, og vi optrådte også på steder som Broadway og Radio City Hall. Det var faktisk så stort, som det kunne blive.”

Begivenheden og vendepunktet

I 2,5 år havde de været på farten, da muligheden for en mere stabil dagligdag bød sig. Det blev besluttet, at Burn The Floor skulle deles i to: Et omrejsende og et fast show. Jeannette og Henrik sluttede sig til det sidste, og i det næste halve år hed basen nu casinoer i Las Vegas. Her fik parret noget, der mindede om regelmæssighed i hverdagen, men der var også en anden grund til, at valget blev truffet.

”Dagen inden 9/11 i 2001 ankom vi til USA og skulle have haft premiere i Denver på selve dagen, hvor angrebet så skete. Vi havde prøve dagen før, og da vi så står op om morgenen efterfølgende, ser vi, hvad der er sket. Efterfølgende kom det til at betyde, at vi simpelthen blev tjekket på alle led og kanter, når vi rejste. Vi kom altid i de her store grupper af udlændinge, og det var jo helt fint, at de var så grundige, men vi kom til at bruge enormt meget tid på alle de sikkerhedstjek, fordi vi rejste så meget. Så det var rigtig fint med de 2 x 3 måneder på casinoer i stedet. Det andet var simpelthen blevet for tidskrævende.”

Bag facaden og hjem igen

Men at være rejsende dansere har også en bagside. Under similistenene, lakken, den flotte makeup og de fejlfrie kostumer, havde livet på farten sine egne udfordringer.

”Vi boede virkelig i vores kufferter, da vi rejste, og da vi også var færdige på casinoerne, trængte vi simpelthen til at komme hjem. Det lyder måske luksus at bo på hoteller, spise på restauranter osv., men man savner de helt basale ting. Sin kommode, sit tøjskab, sit køkken. Det der med at være afhængig af vaskerier og at øverste lag i kufferten altid var beskidt tøj… Vi havde jo også kun de ting, vi kunne have med i vores kufferter. Vi trængte virkelig bare til noget fast base.”

Efterfølgende trådte parret ind i, hvad der må kaldes en ny fase af deres fælles karriere. Lysten til at vende tilbage til livet med turneringerne og konkurrencen i London var der ikke, og de besluttede, at tiden var kommet til at vende hjem til Danmark.

”Det var jo en fed tid, da vi rejste og konkurrerede, men det var også hårdt på den måde, at inden vi kom med i Burn The Floor, konkurrerede vi udelukkende i turneringer. Og det betød, at vi ofte måtte lave nogle satsninger. F.eks. kunne der være en vigtig turnering, som vi måske ikke havde penge til, men hvor vi så tog afsted alligevel og satsede på, at vi fik præmiepengene. Og når vi så tog hjem fra weekendens turnering, skulle vi betale selve rejsen med de penge, vi havde vundet. Hvis resultatet så ikke havde båret frugt, måtte vi jo tage konsekvensen af det.”

I den professionelle danseverden er der kontant afregning, hvis ikke man befinder sig det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, fortæller Henrik. Så vil andre tage den plads, man var ude efter. Jeannette nikker. De er begge enige om, at det var hårdt – men samtidig skulle det heller ikke have været anderledes.

”Når jeg tænker på forholdene, vi havde… Vi var så unge, og vi var så fokuserede. Det var fedt! Men det var vidt forskelligt fra de forhold, vi f.eks. tilbyder vores elever her på skolen. De har noget af det bedste gulv, de har
 spejle, god lyd og lokaler.
 Altså… I alle de år, vi dan
sede i London, var der f.eks. 
ikke varme i bygningen,
 hvor vi trænede, så når du 
svedte om vinteren dam
pede det simpelthen fra dig. 
Du duggede faktisk! Et sted
var der en gren fra et træ, der groede igennem taget… sådan var forholdene bare.”

”Ork ja, og der var SÅ koldt i omklædningsrummet, så du var lynhurtig til at klæde om,” fortsætter Jeannette. ”Men det var også bare charmen ved det dengang. Og kontrasten er også ret fed… at når vi gik på gulvet var der jo ingen, der kunne se, hvor vi boede henne. Der var alt glamourøst. Men vi var alle ligeværdige på den måde, at ingen havde flere penge end andre. Vi havde alle sammen de forhold. Det var dyrt at bo i London, og lønningerne var lave. Man tjente ikke ret meget på de turneringer.”

I bakspejlet er det hårdeste også noget af det, der var det bedste, fornemmer man på Jeannette og Henrik. Dertil kommer alle rejseoplevelserne samt at de opnåede så meget af det, de gerne ville. Og nu er de her. Fra det store udland til Aalborg. Og deres drømme har flyttet sig; fra at handle om turneringer, præstationer og verdensrangliste, til at handle om at skabe det bedste, tryggeste og mest inspirerende miljø på deres danseskole. Men det har også flyttet sig hen mod de mere nære ting og mod familien i særdeleshed.

At blive forældre

For få måneder siden adopterede de lille Sienna på 2 år fra Sydafrika efter en 5 år lang adoptionsproces.

”Vi har masser af børn herinde på skolen, men de skal jo afleve- res….”, siger Henrik med et smil.

I foråret var de i Sydafrika for at hente hende, og lige nu er de alle tre ved at finde sig til rette som familie. Sienna blev særligt udvalgt til Jeannette og Henrik, fordi de på børnehjemmet lagde mærke til, at den lille pige var særdeles glad for rytmer og dans.

Til spørgsmålet om, hvorvidt deres datter kommer til at få dansen på lige så tæt hold, som sine forældre, svarer Jeanette: ”Lige nu elsker hun at være med herinde og se på danserne, og hvis vi engang imellem har skullet forberede nogle trin derhjemme, så står hun ved siden af og prøver at gøre det samme. Så det kommer til at være en livsstil for hende, som det er for os, men om hun vil gøre noget ved det eller ej, må være helt op til hende. Hun skal i hvert fald ikke presses.”

Alle skal med

At House of Dance er en livsstil for parret er også tydeligt for den, der besøger huset. Der er lagt sjæl og energi i at skabe et miljø, hvor både seniordanseren og skoleeleven vil føle sig hjemme og velkommen.

”Mange af vores yngre elever kommer her efter skole og lever her nærmest hver eftermiddag i hverdagene. De laver deres lektier her og hænger ud, og det er vigtigt for os, at det er et trygt og godt sted for dem. Når man arbejder med dans, får man en kropsbevidsthed, læser kropssprog osv. og vi fanger lynhurtigt, hvis en elev har haft en træls dag i skolen, f.eks. Så tager vi gerne med det samme en snak med dem og forsøger at hjælpe dem.”

Også de helt små kan have glæde af at gå til dans

”Vi har børn helt ned til 1,5 år, hvor det er kropsbevidstheden, vi træner, og hvor det bliver leget ind. Det kan være noget med at stå og sige som en trold, f.eks. hvor der ikke er en decideret koreografi, men hvor børnene bruger kroppen på en naturlig måde for deres alder.”

House of Dance er for alle, der har lyst til at danse. Der er hold for dem, der har lyst til klassisk pardans, a lá det man ser i Vild med Dans. Der er hold for seniorer, som gerne vil have en dans og en kop kaffe bagefter – ”Kaffeholdet”, som de i spøg kalder sig – og der er hold for alt det, der ligger midt imellem. Breakdance, ballet, hiphop, showdance er bare nogle af de tilbud, skolen har. Fælles for alle holdene er, at de alle ledes af instruktører, der kun underviser i deres speciale.

”Vi har mange instruktører, som sagtens ville kunne undervise bredere, men det er vigtigt for os, at tingene bliver så specialiserede som muligt. Så vil vi hellere have lidt flere ansatte.”

Dans på flere tangenter

Dansere fra House of Dance er et velkendt syn for mange i Aalborg. Vinterrevy, modeshows, Appetize‘s eget gallashow dette år, samt forskellige andre events rundt omkring har de været involveret i, men også på landsplan breder House of Dance sig ud. Charlies Revygalla, kendt fra TV, har også huset nogle af skolens dansere.

”Vores dansere prøver lidt af hvert. Små og store gulve, græs, asfalt… det er vigtigt at kunne tilpasse sig.” siger Jeannette og fortæller om dengang, et hold blev samlet til en Kina-rejse, hvor de endte med at danse på den kinesiske mur til en BoomBlaster.

Danseskolen på Vesterbro har succes. Det er der ingen tvivl om; hverken når man ser på skolens CV, eller når man opholder sig i skolens lokaler og mærker atmosfæren og glæden hos eleverne – og ikke mindst glæden hos skolens ejere.

Hvordan ser fremtiden så ud for Henrik, Jeannette og House of Dance?

”Vi vil gerne fortsat have et blik på det, der sker ude i verden i forhold til dans og det at nytænke skolens tilbud. Vi vil rigtig gerne være de første til at tilbyde hold, når der kommer nogle spændende nye ting frem.”

En af de nye ting, der er på programmet denne sommer, er et besøg fra det store udland. Danseren Robert Hoffmann, kendt fra dansefilmene ”Step Up 2” og ”You‘ve got Served”, gæster skolen 24. august og holder masterclass i stilarterne hip-hop og contemporary dance for de elever, der har tilmeldt sig eventet.

House of Dance er en danseskole med oplevelser i fokus, og Henrik og Jeannette byder varmt velkommen til nye som tidligere elever, når sæsonen atter starter i uge 34.

”Alle har mulighed for at få en gratis prøvetime i opstartsperioden, og det gælder alle typer dans. Vi starter sæsonen med helt nye hold og et helt nyt program”, siger Jeannette, inden interviewet slutter, og hun og Henrik skal videre med gøremålene i deres arbejdsliv som travle, engagerede indehavere af Aalborgs største danseskole.

Fakta

Jeannette Søndergaard & Henrik Tøsbæk
Alder: 47 år (Jeannette) og 46 år (Henrik)
Slapper af med: At være sammen med Sienna eller besøge sommerhuset i Blokhus
Ønsker sig: En ny bil – gerne med automatgear!
Beundrer: Audrey Hepburn (Jeannette), egne forældre for det, de gav videre i forældreskabet (Henrik)
Yndlingsdans: Latinamerikanske danse – men i sit næste liv vil Jeanette gerne danse Contemporary Dance